Browsing Category

indenfor

Hjemme, indenfor, Inspiration, Jul

JULEHJØRNER…

04/12/2012




Her og der og alle vegne har julen mast sig på.
Den skal være så hjertelig velkommen og behøver ikke at skubbe og mose for at få lov at være her hos os i de næste 3 uger…

Gode sites, indenfor, Inspiration, Krea, Loppefund

KAMMERSTAGE ANNO 2012…

09/09/2012

2 minutters krea-projekt en tidlig søndag morgen, før dagen gik videre med havearbejde, eftermiddagspicnic med pigerne og foldning af 342 stykker vasketøj.

2 minutters krea-projekt af nyt og gammelt og helt perfekt til dagene, som vi allerede nu kan mærke bliver kortere.

 

Stearinlys, genbrugstallerken og en Isolde-holder i en varm pink farve.

1-2-3 bum og så var der lysestage.

 

Jeg ved allerede nu, at den bare er den første af flere, for lige denne her i pink må videre til en anden og så må der en orange eller sort her hjem og bo…

 

Men pink måtte den være, den Isolde, som jeg tog med hjem i går, andet gik ikke til den tallerken, som var til rådighed.

Jeg hastede ind i byens mindste genbrugs kl 1 minut i lukketid og udvalgte af små tallerkener eller “løse” underkopper var stærkt begrænset. Kun en enkelt lille en med blomster i bløde brune og pink farver faldt i min smag og på den måtte der plantes pink.

 

I morgen er der bedre mulighed for at finde den helt rigtige tallerken, en kongelig med blåt på måske, det ville være så fint til en rap orange Isolde.

I morgen.

 

I dag har det været så ganske udemærket med den pink i selskab med gyldent og Arabian Night for enden af spisebordet…

 

Under den lille lysholder sidder der en cirkel meget hæftende tape. Et let pres ned på en tallerken eller måske endda et lille fint bræt og så er der stage. Kammerstage.

Idéen er superfin, synes jeg, og med de forskellige farver kan der skabes mange udtryk alt efter hvilken tallerken-stil man vælger.

 

Jeg valgte her at lade være med at centrere lysholderen, den har fået lov at sidde tæt på kanten, så det fine blomstermønster i midten ikke er dækket og p.g.a. det ringe udvalg af tallerkener er denne her også så rigeligt stor. Jeg vil gå efter en mindre i morgen, en underkop.

Måske med en måge på?!

Eller en blå blomst…

 

Hvis du også må eje en Isolde, så kan du købe den hos t.i.n.g.

Jeg kan ikke umiddelbart finde den på hjemmesiden, måske er det bare mig, men ellers er Helle og Morten altid rigtigt søde og hjælpsomme med at få varerne sendt afsted til dem, der ikke lige bor i nærheden.

 

Jeg bor i nærheden og må selv afsted.

Det er mere end i orden, for så kan jeg også tage et knus med hjem og måske en eller anden anden dimmer, som jeg ikke ved, at jeg mangler, men som pludselig bliver absolut uundværlig.

 

Lige så uundværlig som denne lysestage nummer 117 i min samling pludselig var…

 

 

Familieliv, For hjerte og sjæl, Hjemme, indenfor, Nye rammer

RUM TIL AT LEVE I…

17/08/2012

Jeg elsker vores lyse rum her.

Nyder solen, der vælter ind til os. Gulvene. De store vinduer. Karnappen i stuen.

Højden og akustikken.

Her er så godt at være.

 

Med masser af leverum og albuerum.

Med etage til mor og etage til tøsebørn.

Med masser af plads til at være sammen og ind imellem også bare være sig selv.

 

Pladsen er mest af alt nok mental for rummene er ikke store, nogle af dem er faktisk temmelig små, som køkkenet f.eks. der for mig bliver ved med at minde om ungdomstid med skabskøkken i en etværelses og badeværelserne, der mest af alt ligner Harry Potters værelse under trappen hos den frygtelige onkel.

Men hva’  –  vi har 2 af hver. Køkken nede og køkken oppe. Badeværelse nede og badeværelse oppe.

Så alle er mætte og alle er rene.

 

Vi har indtaget rummene for længe siden, dette her er hjem for os nu, trygt og rart og godt og mest af alt bare vores.

Vi bestemmer. ALT.

Nogen mere end andre selvfølgelig men sådan er det, når nogen er børn og andre er temmelig voksne.

 

Men glæden ved at leve her er vi fælles om…

 

Jeg har ordnet støv og vindhekse i dag, svinget klud på flader og gulve, nippet blomster og rystet puder og ryddet de små bunker, som har det med at hobe sig, mens hverdagen bludrer.

Der er friskt i vaserne og lys i stagerne. Dynerne er luftet og opvasken elimineret.

Om lidt dumper jeg ned i en sofa og lad aftensmad være aftensmad lidt endnu, jeg trænger til at sidde, bare være og kigge og mærke.

Roen. Følelsen af hjemme. Glæden. Og egentlig også taknemmeligheden for, at rummene her blev vores, lige da vi havde allermest brug for dem…

 

Efter vi indtog 50 kvm mere ovenpå blev Amandas værelse på etagen her til spisesstue.

Det lyder lidt kikset  –  spisestue  –  det lugter lidt af Familien Sovs & Kartofler men spiserum duer lige som heller ikke.

Madsal? Middagsværelse?

Nydelsesrum? Arj  –  det duer ikke i offentlig samtale.

 

Spisestue må det vel være og så må vi sørge for, at alle der én gang har prøvet at sidde i den godt ved, at det ikke er her der bliver svøbt i fars og rullet i rasp og at det også er muligt at være chik i kikset-klingende rum.

Spisestuen.

 

Nok det rum, som jeg nyder allermest, der er særligt godt derinde.

Fordi det er der, at vi samles i flok, både vores egen lille og den udvidede, og spiser, taler, griner, debatterer og spiser lidt mere.

Fordi det er der, at jeg kan sidde ved det ret lange bord og fedte med papir, tape, breve, blade, aviser, computer og arbejdsopgaver og samtidig være lige der inden for syns- og rækkevidde. Det er nemlig ikke uvæsentligt selv om “de små” er store og selvkørende…

 

Jeg nyder at sidde der med ansigtet vendt mod det store vindue til gaden med vinduet på klem og sommerlyde og duften af grill og lavendel bølgende ind.

Sidste år kunne vi plukke Clara Friis ved bare at stikke armen ud af vinduet for enden af rummet, den luksus kan vi ikke nyde i år, pærerne er blevet væk, vi satser på at de dukker op igen i 13.

Jeg nyder at sidde der og læse og også bare at dagdrømme. Stikke snuden i én af de mange kogebøger, der ligger derinde eller fortabe mig i lagene i mit store billede, der hænger for enden af bordet.

Skabet bag mig er fyldt med fotos, papir, dims og dut og tut, der hurtigt kan ryddes frem, hvis lysten til traner eller stjerner falder over mig. Her er rigtigt godt at være.

 

Rum at leve i er ikke det værste at ha’.

Skønne rum at leve i er endnu bedre.

Og når de så oven i købet er velduftende, fnugfri og glattede og dagen i dag er  fredag, så er der faktisk ikke ret meget mere at be’ om, så det la’r jeg vær’ med…