Et hurtigt smut ind i en lokal genbrugs og en blank tyver op af pungen og så var jeg ellers udstyret med små lækkerier på en smuk solfyldt mandag.
En lille metalkasse fra Toms med clevinske børn på vej på flyvetur på toppen.
Om det er den ægte Clevin streg vides ikke, jeg har ikke været i gang med at undersøge på nettet, men hvis ikke, så er inspirationen i alle tilfælde ikke til at tage fejl af.
Jeg er vil med kassen og forstiller mig, at den kan komme til at huse mine Inktense farver, som lige nu bare bor i et gammelt krus.
4 kr for den herlighed.
Dejligt køb…
3 små orangerøde snack skåle, fine og velholdte og uden lugt eller skrammer fra 70’erne.
Egentlig kostede de 5.- stk og det havde jeg såmænd gerne givet men damerne i butikken var i mandagshopla og jeg fik den ene med kvit og frit.
Jeg tror, at de skal hjem til Sophie og bo, forestiller mig, at de vil gå godt i spænd sammen med de andre retrohippe plastparadisiske sager, som hun har samlet sig.
De kunne selvfølgelig også blive her og få et godt liv som officielle nøddecontainere i aftensnackebanden, én til cashew, én til mandler og så én til store kokosflager.
Den rappe plast ville klæ’ de bløde naturfarver.
Men på den anden side ville den ikke klæ’ noget som helst andet af det, som står på hylderne her, så jeg tror, at det var et køb til datterforkælelse…
For at nå op på en tyver blev jeg nødt til at hjemføre en fin lille rund teakbakke, lige god i størrelsen til at bære kaffekop og en lille bid mad afsted på. Ned i haven, ud på verandaen, ind i sofaen eller som her bare ind på spisebordet.
Alle nydelsesmidler samlet ét sted og så var den anden hånd fri til at bære mobil, Ipad, avis og en doven hankattekilling.
Små dejlige mandagskøb.
Blandet for en tyver.
Ikke den værste start på en uge, der i det hele taget tegner godt…