Her og der og alle vegne har julen mast sig på.
Den skal være så hjertelig velkommen og behøver ikke at skubbe og mose for at få lov at være her hos os i de næste 3 uger…
Ind imellem klumper oplevelser og opgaver sig i den grad sammen på højt upassende vis. Alt for meget af det gode på alt for lidt tid.
Sådan en håndfuld dage har jeg lige haft. Og jeg har lige haft brug for at sunde mig og puste lidt ud.
Jeg har klaret julefrokoster og julemarked, alt sammen sjovt og herligt og opløftende, også selv om det nærmest foregik ud i én køre.
Nogle ting er bedst, når de er overstået, sådan var det ikke med disse her, det var også møg-sjovt mens det foregik, det har bare lige krævet et par dages udånding her på bagkanten af det…
Fotos fra julefrokoster deles ikke her, men måske kan i danne jer indre billeder hvis jeg nu f.eks. siger:
Anne S foreviget i skarp Gangham Style fredag nat.
Samme dame går all in i lørdagsfestens konkurrencer, det ses bl.a. i en flyvende slutspurt hen over gulvet mod en bingoplade.
Sæt selv farver og stemning på.
Men fotos fra boden på det lækre julemarked hos Linked Ink deles der imod gerne, synes selv at vores ting tog sig rigtigt godt ud i samlet flok på det sorte bord. Og håber rigtigt meget, at de nu tager sig godt ud hver for sig i deres nye hjem.
Der var ikke meget at tage med derfra igen, ikke andet end det, som vi selv havde købt i de andre boder, sådan er det vel at være omgivet af lækkerier i en hel weekend, ikke let at lukke øjnene for.
Tak til jer, der kom forbi, det var rigtigt hyggeligt at møde jer.
Og så var der et par stykker, som kom, mens jeg rendte rundt her hjemme og monterede flere dyr på kogler, øv, jeg håber at vi ses en anden gang.
Til næste års julemarked hos Linked Ink måske…
På lørdag slæber vi også et par cigarpressere uden cigarer med.
Tungt gedigent og godt brugt træ, der har været brugt til at presse små fine cigarer med, men da vi efterhånden alle sammen er holdt op med at ryge, så kan vi vel lige så godt sætte andet rygende der i. Eller i alle tilfælde brændende.
Jeg er vild med den, den ville passe så vældigt fint ind i mit julehus, men først er der andre, der får chancen for egen produktion af havanesere, hvis det måtte være lysten…
Tags af træ med kulørte bomber og kørebane af washi har vi også. Med velduftende læderstrop så de kan sættes på gaver, på træer, på nøgne grene sammen med en enkelt neon pompon eller hvad man nu kan finde på af julenarrestreger. Jeg lægger et par billeder på Flickr, for jeg kæmper med at få billeder ind i indlæggene på bloggen.
Vi har mange gode ting i vores store trug og gamle vinkasser. Vi håber selvfølgelig, at rigtigt meget af det kommer til at pynte i andres julehjem. Og vi glæder os til at møde jer, der finder vejen til Nygade…