Browsing Category

Julekalender

Genbrug, Gode sites, Inspiration, Jul, Julekalender, Krea, Pynt

10.DECEMBER…

10/12/2011

En lille lørdagssysselting.

Et stykke pynt af papir og snor.

 

Rie Elise Larsen, som laver skønt papir og mange andre fine sager, har lavet en række Clevin-agtige videoer, der ligger på hendes blog og på You Tube, og med lidt lækkert papir og en lille smule fingersnilde kan vi nu alle lave julekugler og -kurve.

Hun har også været så sød at lægge en fin skabelon på sin side, lige til at printe, så i løbet af ingen ting kan man være julekugleklippeklar…

 

Jeg har lavet kugler i både RELs kraftige papir og også klippet nogen af gamle magasiner.

Begge dele fungerer fint, men der er lidt mere “hold” i kuglerne i det lidt stivere papir fra fruen selv.

 

Kuglerne på billederne her er lavet af et enkelt Alt for Damerne, pink smykkesnor og et gammelt frimærke.

 

Jeg har hængt dem som pynt på et par kulørte stager, fint synes jeg, jeg skal bare lige huske at puste lysene ud, før de brænder snoren over.

Men det husker jeg vel?!

Måske!

 

Julekurven er også fin.

Måske skulle jeg sætte mig med en god kop te, papir og lim og så lade husmoderpligterne passe sig selv.

Det tror jeg.

God lørdag…

Julekalender, Mad, Opskrifter

9.DECEMBER…

08/12/2011

Jeg kender ikke ret mange, der ikke får bare en lille smule mundvand, når de hører ordet Tarteletter!

Rigtigt mange af os bryder os faktisk ret godt om den spise, der er fra en periode med mere tid og flere søndagsfrokoster.

 

Men ikke ret mange orker at bruge tiden på at tilberede det klassiske fyld af kogt høne og asparges. Det passer ikke ind i det moderne køkken, det er for omstændigt og for mange også for tungt.

Det behøver det bare ikke at være, det kan faktisk laves lynhurtigt og let og en anelse mere nutidigt end det skamkogte hønsekød og de træede asparges i opbagt stiv sovs.

 

Her får i min måde at tilberede dette skønne måltid på…

 

Som hovedmåltid til 4 sultne.

400 g kyllingebryst

1 bdt friske grønne asparges

1 ds hvide aspargessnitter  –  og ikke den billigste dåse, vel

2 gulerødder

Lidt selleri, enten knold eller blad

1 stort løg

1 stort bundt persille, gerne bredbladet

8 peberkorn

3 laurbærblade

1/4 piske- eller madlavningsfløde

Maizenamel

Salt og peber

 

Læg kyllingebrysterne i en sautepande sammen med de skrællede og groftskårne gulerødder, løg og selleri.

Rens de grønne asparges og knæk den nederste trælse del af, det gør du lettest ved at bøje asparges’ene én af gangen, holde et godt stykke nede, når du bøjer og så vil stænglen oftest knække der, hvor den træede del stopper.

 

Læg de træede stumper i gryden sammen med kylling og grønsager.

Tag også persillestilkene med i gryden og læg laurbær og hele peberkorn i.

Hæld koldt vand på, så det lige netop dækker og lad så gryden simre over jævn varme i 15-20 min.

 

Tag kyllingebrysterne op og læg dem til let afkøling på et skærebræt.

Kasser de kogte grøntsager og sigt “suppen” så den er helt fri for små gnat-stykker og kyllingefnuller.

 

Hæld ca 7 dl af suppen op i en tykbundet gryde sammen med fløden og væden fra de hvide dåseasparges.

Lad suppen koge godt igennem og jævn så med nogle spsk maizena udrørt i vand.

 

Jeg laver aldrig opbagt sovs, synes simpelthen at det er for bastant og det skal også koge forholdsvis længe, hvis man skal ha’ melsmagen helt væk. Det slipper du for, hvis du bruger maizena, der bare lige skal i kog igen, og du sparer også fedtstoffet.

 

Mens sovsen lige koger lidt igennem, så skærer du kyllingekødet ud i mundrette tern og snitter også de grønne asparges i fine små hapsere.

Når sovsen har den tykkelse, som du synes, at den skal ha’, sikkert lidt tykkere, end det jeg laver, så kommes de hvide asparges, kyllingetern og de grønne asparges i.

 

Der smages til med salt og peber og så er der klar til en god gang mormormad med moderne nuance.

 

Beregn 4-5 tarteletter pr mand, hvis det er som hovedret.

Sørg for rigeligt hakket persille til at drysse over, det giver den perfekte tarteletbid.

 

Håber, at der er nogen der ude, der vil forkæle og fornøje sig med en stabel tarteletter i weekenden.

God fredag til jer…

 

Julekalender, Tosserier

8. DECEMBER…

08/12/2011

Mine piger er vokset ud af drillenissealderen.
Der kommer ikke flere strikkede udgaver af Tiske og Taske med hjem fra børneren eller skolen, vi er ovre den slags.

På én måde befriende og på en anden måde også en smule trist, for jeg har nu hygget mig vældigt meget med at arrangere nissedrilleri om aftenen, når pigerne var kommet i seng.

Måske lige undtagen den december, hvor både Laura OG Amanda havde Tiske med hjem fra børnehaven i to på hinanden efterfølgende weekends. Hele 6 overnatninger med dertil hørende dril plus det, der sådan kunne ske i løbet af dagen.

 

De fleste, der læser med her, er sikkert forældre til nogen, der ikke længere har nisser med hjem, men det skal ikke afholde mig fra at give enkelte idéer til, hvad disse hueklædte drillepinde kan finde på.

Måske er der nogen, der kan bruge bare et enkelt tip?
Måske har nogen et sødt nabobarn, der kan blive inviteret over og opleve de mystiske nissedrillrier, der er foregået i hjemmet?
Måske har nogen et kært lille barnebarn, der skal nisses…

 

Klassikeren over dem alle må være farvet mælk! Nogle dråber god frugtfarve i mælkekartonen inden sengetid, så morgenens Havrefras bades i græsgrøn mælk.
Den er lige god hver gang!

Alle husets tøjdyr til kaffeselskab ved sofabordet. Fin opdækning med servietter, kopper og sådan. Gerne en tom kagedåse og lidt slikpapir på bordet.

En del af stuens møbler stablet i en pyramide og pyntet med lyskæde. Den vakte total lykke hos os, vi har en videosnas med Laura, der bare er åben mund og polypper og som ikke ved, om hun mon skal grine eller lade som ingenting.

Bøger i køleskabet har vi også haft! Al maden skubbede vi ind bagerst i køleskabet og fyldte så fronten op med bøger. Det var sjovt.

Vi har også skrevet små breve til pigerne og lånt svigerfars gamle polaroid kamera og taget billeder af nissen i alle mulige og umulige situationer og så lagt billederne i pigernes seng og puttet nissen under deres dyne.

Der er også blevet bagt i vildskab med mel og redskaber spredt ud i køkkenet og med et meget meget rodet køkkenbord efterladt til oprydning af moderen og så vigtigst af alt: En dåse  friske småkager, som Tiske havde skrevet en lille seddel om skulle tages med til uddeling i børnehaven…

 

Der har også været bundet gavebånd om det tøj, som pigerne skulle have på om morgenen, ikke bare et par meter, men nærmest en kilometer, som de så havde meget sjov ud af at vikle af og vikle af og vikle af.

Nisserne kan også finde på at hænge underlige ting på juletræet, hvis man har fået sådan et stille op, når de kommer med hjem. Køkkengrej i røde bånd! Eller familiens undertøj?! Eller maaaaaaannngggeeee meter toiletpapir rullet om træet.

 

De kan også ha’ lavet en lang guirlande, der hænger i loftet over børnenes senge.

Eller ha’ givet hunden neglelak på nogle af forpoternes negle…

 

Der er løjer i de nisser og det er en fryd at se børnene både grine og gyse over det, der kan være sket i huset om natten, mens de lå der og sov deres sødeste søvn.

 

Nissen her fandt jeg hos Farmor, da vi ryddede op i skabene og nu står han her og venter på, at der kommer børn forbi, der kunne trænge til at opleve et enkelt nisseri.

Han ser ret fredelig ud, som han står der med hænderne i lommen, nærmest lidt kedelig, men jeg har lært, at man ikke skal skue hunden på hårene.

Hvem ved, hvad vi risikerer at vågne op til på en fredelig december morgen…