Killinger

Vi har siden sidste lørdag, hvor familien blev beriget med Albert, talt rigtigt meget om, at vi gerne ville adoptere et par moderløse killinger, som kunne gøre ham selskab i kassen.

Vi har konsulteret vores dyrlæge, jeg har ringet til kattekloge mennesker, som jeg har fundet på nettet, vi har søgt råd og vejledning i det ganske land, og alle har fortalt os, at det langt de fleste gange går godt.

Oftest accepterer mormissen uden problemer et par stykker mere ved sit bryst, og at Bella, som vores dyrlæge jo kender, med sit sind og sin trygge tilknytning til mennesker vil stole på, at når vi afleverer noget til hende, at det så er i orden, og så er det jo også allerbedste for Albert, hvis han bliver præget mere af katte-vennerne, end af os…

Jeg kan godt mærke, at jeg er lidt nervøs, tør vi??

Hva’ nu hvis hun hvæser, og dasker til dem??

Skal det være én eller et par stykker??

Vi har fået godt og kvalificeret rådgivning og vejledning, og rigtigt mange “Thumbs up’pere” fra andre katte-kendere, nu skal vi bare lige kigge hinanden rigtigt dybt i øjnene og forsikre hinanden om, at det gør godt, at vi har styr på det og der er en løsning på det, hvis det mod forventning ikke skulle gå så glat.

Vi lukker øjnene og springer ud i det…

Albert når stort set ikke at ligge alene bare et eneste lille øjeblik i sin kasse, når hans mor suser ud for at spise eller strække sig. Snup – og så er han oppe i hænderne på en af pigerne.

Han bliver nusset, kysset, aet og puttet, han bliver sunget for, snakket til, beundret og Åh’et og Nåhhh’et i tide og utide. Han er meget afslappet i vores hænder, ikke spor urolig, og Bella viser tydeligt, at hun er helt tryg ved pigernes pleje af mislingen.

Albert – en ægte håndholdt missetat…