Han sidder jo der og ser ud, som om han bliver betalt med musemaver og hummerhaler for at være lækker.
Vakre Viggo, som såmænd også er vaks nok.
Han er SÅ kælen og ligger konstant i Amandas arme.
BFF.
De har sovet snude mod snude i nat, krøllet helt sammen om hinanden, nærmest lykkelige og så finder de to vel selv ud af, hvordan der skal blive plads til dem begge, når Viggo får størrelse af en dansk-svensk-gårdhund og stadig synes, at de skal dele hovedpuden.
Vi så begge hans forældre i går og ved, at der engang i løbet af halvandet års tid lunter en 8-10 kilos langhåret krabat rundt her –
god deling af pude, siger jeg bare…
Han sprutter stadig lidt af Nugga, når hun svanser forbi, hun er ligeglad, har vist gennemskuet at han ikke er en trussel mod hende, at hun stadig er sin madmors øjesten og tænker måske også, at Viggo vel snart finder ud af, at hun kan være ganske morsom at tumle med.
Måske skulle jeg overveje at fjerne nogle af de lidt sartere ting her på borde og åbne hylder?!
Jeg håber, at Nugga undlader at hoppe med op i vindueskarmen, når han tager en spurter afsted mellem lys og dimsedutter.
Ellers må minimalismen virkelig dyrkes her på adressen.
Men hvad skal man også med pynt, når man har en Viggo, der forstår at føre sig frem på skønneste vis…
