Dagen i dag var den, der bl.a. skulle bruges til fotografering af de skønne killinger, men det gik ikke så godt for os, de hoppede, sprang, spruttede, spurtede, løb, hærgede, ræsede, stæsede og tumlede rundt og levnede mig ikke en jordisk chance for overhovedet at nå at vende kameraet i deres retning.
De er så skønne, og vi får mange timer til at gå med at lege og nusse, og såmænd også bare at kigge, vi bliver aldrig færdige med at grine af deres stunts eller med at iagttage deres vilde leg…
Albert og Berta er afsat, det var de nærmest før de ankom, og jeg kan mærke, at jeg også snart er nødt til at se virkeligheden i øjnene og erkende, at ham her Prop også skal udstyres med en familie, han kan og skal ikke blive boende her, lige meget hvor forelsket jeg så end er i ham, den røde slyngel.
Så hvis i går og overvejer kat, så er han lige her, og det er ikke svært at finde gode ting at skrive om ham!
Han er kælen, han er stort set allerede renlig, han er tryg ved børn og hund, han er vant til at være i hænder, han er smuk, han er fræk, han er lige præcis som en rød hankat skal være.
Vi ønsker, at Prop skal komme til et hjem, hvor katte må være inde i stuerne sammen med familien, og hvor han også kan komme ud i det grønne og jage mus og humlebier, vi håber, at han vil komme til en familie, der vil knuselske ham og som er klar til at gi’ sig den tid det tager at modtage en lille ny i familien på bedst mulige måde.
Han er klar til at flytte hjemmefra omkring 1.november.
Hvis i tænker, at Prop er katten for jer, så giv os et praj…
Han er bare for kær, ham Albert, ikke til at stå for, og absolut den mest kælne og puttesyge killing, vi nogensinde har haft.
Han sover helst på arm, gerne med snudeskaftet stukket helt tæt ind i halsen på én, han er blød og bamset, og lige en anelse mere kluntet end de to langbenede, der drøner rundt som blev de betalt for det.