Jeg havde nok egentlig ikke troet, at jeg ville nå hertil, hvor jeg kan råbe Færdiiiiiii’!
Jeg havde i virkeligheden nok regnet med, at jeg ville hækle 50-60 cirkler og så tænke Gaaabbbbbb!!
Men jeg fik – heldigvis – ikke ret i mine antagelser eller spådomme.
Jeg er færdig, helt færdig, med cirkeltørklædet, alle de små uldne runde er hæklet og syet sammen, der er hæklet kant, der er hæftet ender, der er vasket og tørret og glattet.
Og det er jeg SÅ glad for –
både fordi at jeg nu har et lækkert stykke at slynge om halsen, når efteråret banker på og så også fordi, at det har været noget af et arbejde at komme hertil…
Det gik jo sådan set legende let med at få hæklet alle cirklerne, det var heller ikke et problem for mig at line dem op på langbordet i den orden, som jeg syntes, at de skulle ligge i, men ak og ve den montering, 162 små gnallinge der skulle forbindes med garn og nål, mand altså som det har været dødens pølse!
Og den pølse holder jeg så fast i, når jeg tænker, at jeg da også lige kunne lave ét mere i andre farver eller hvis det skulle være helt vildt så kunne lave nogle til at sælge i juleboden!
Jeg holder fast, for jeg kommer ikke i mål med sådan et projekt her to gange, det er jeg ret sikker på.
Så jeg nøjes med denne lange klud og jeg kommer til at elske den…
FAKTABOKS
MØNSTER Hæklet tørklæde af cirkler af Gitte Blinkilde. Lige til at printe her fra Hendes Verden. Jeg hæklede 162 cirkler og tørklædet måles 12 x 230 cm.
GARN 80 g Fame Trend fra Marks & Kattens i farve 657. Jeg har købt mit hos Garnoasen i Silkeborg.
30 g supersoft. Syrelilla fra Christel Seyfart. Note til mig selv: Vigtigt!! Køb mere af denne farve i september i Nordby!
GREJ Clover hæklenål 3 mm og 3.5 mm
EGEN KRUMSPRING Ikke mere end ét enkelt. Jeg brugte en hæklenål 3.5 til at klare kanten med, da garnet var uvasket og jeg var bange for at det ville trække sig så meget sammen, at kanten ville bølge.
Jeg er efterårsklar!
Og jeg går ikke rundt i cirkler, jeg går bare rundt med dem…
Jeg var solgt til stanglakrids og uldne plader i samme øjeblik, at jeg så Ullas O-O-O-O‘er på hendes skønne side.
Fuldstændig helt og aldeles ligeglad med alle andre igangværende projekter satte jeg forleden hæklenålen i et nøgle Fame Trend og siden er der fløjet små kulørte cirkler af nålen.
Om 8 gram er det store nøgle hæklet op og så er der bare sammensyningen tilbage.
Jeg har ikke været så sirlig som Ulla, der har syet sammen undervejs, jeg havde brug for mere rod i farverne end en løbende hæftning kunne gi’, så derfor er det kun en lille blok af cirkler, der sidder sammen.
Men jeg skal komme efter dem, skal jeg…
For at give tørklædet lidt ekstra liv har jeg tilføjet nogle paprikafarvede cirkler lavet af garn af tvivlsom herkomst og så en stak psykedelisk lilla, som er hentet hos Seyfart.
Tænk hvor mange tørklæder, der kunne blive ud af alle de rester, der ligger i mine skuffer?!
Mange flere, end jeg tør tænke på.
Jeg nøjes med et enkelt, tror jeg, men så får det også lov til at trippe med Woodstockfarvet kant hele vejen rundt.