Der bliver foldet traner i dusinvis her. Til uroer til både den ene og den anden.
Det er hyggeligt og de forskellige buk og fold sidder efterhånden i fingrene.
I morges måtte jeg lige prøve at lave en lettere overdimensionet udgave. Det er vist en rovtrane og små pelsdyr skal vare sig, når de færdes i åbent landskab.
Papiret er bogbind fra Netto og jeg er ret vild med den blanke overflade.
Må hellere hente et par ruller mere inden alle kommer i tanke om, at skolen starter lige om lidt og at bøgerne skal bindes ind.
Jeg vil hellere ha’ rappe traner end indbundne tyske verber…
Amanda og jeg har været nogle dage i nissehuset i Blåvand. Sommerferie i noget vejr, der allermest minder om aprils omskiftelige dage. Men trods alt ferie. I fred og ro ved hav og klit, med tyskere og nordmænd om ørerne og med glad hund i bølgerne.
Nissehuset er lillebitte og vi har levet tæt OG godt. Nærmest siddet lårene af hinanden i alkoven med tæpper og blus i brændeovnen, vi har læst, set Lost, snikket og snakket og spist en forfærdelig mængde søde sager.
Og så har én Sim’set mens en anden har klattet med akryl.
På petitkvadrater, der ikke levner plads til ret store armbevægelser, en noget anderledes oplevelse efter sidste uges meterbrede lærreder. Men det var hvad der kunne stuves ind imellem alle de andre fornødenheder og hund og kat, da Panda’en skulle pakkes til Tour de Sommerland…
Der ligger mange mange timers, dages og ugers øvelse foran mig, jeg er en ren amatørklatter men jeg har ligesom forstået, at man må klø på og give det tid, selv Jorn startede vel et sted?!
Jeg har ikke mulighed for de store investeringer lige nu men ind imellem er det også sjovt nok at grave i det, der er tilgængeligt, og så tage den derfra. Sådan lykkes det mig ind imellem også at gøre med strikkerierne og det er der kommet godt ud af.
Så ingen lækre nye farver, ingen gode bløde pensler, ikke en eneste milliliter flydende tusch, intet stort og lækkert lærred men hva’ fa’en jeg hyggede mig og jeg øvede mig og synes egentlig godt, at jeg kan være bekendt at sige okay tilfreds med mine forsøge i uge 2 af mit liv som penselfører…
5 intense dage hos Linked Ink er forbi, malerarmen er udmattet og jeg er så fuld af indtryk at det kommer til at tage tid at fordøje, omsætte og lade synke ind.
Det har været forbandet vidunderligt at ha’ arbejdet med disse for mig helt nye materialer og udtryksformer, helt fantastisk, og jeg er faktisk ret tilfreds med de to malerier, der nu står herhjemme og venter på en skrue i væggen.
Jeg ville ønske, at jeg havde et staffeli eller to til at sætte dem op på, sådan at jeg kunne gå lidt rundt om dem og se dem der, hvor jeg nu vælter omkuld lige om lidt.
Men sådan er det ikke og jeg må vel rejse mig ind imellem for at komme ind til dem.
Mine første akrylere…
Det øverste er færdigt, har endda fået den første tynde gang lak, tiden og vejret satte en stopper for anden gang men det kan komme senere. Måske i aften på verandaen.
Og så skal det hænges op på endevæggen i spisestuen, egentlig den eneste væg, der lige nu kan tage imod så stort et maleri. 100 x 120 cm, det er ikke til dukkehuse som dette her. Men jeg er sikker på at det kommer til at hænge fint derinde og så kan jeg også nyde det lidt på afstand, når jeg slænger mig i sofaen.
Jeg er så vild med den teknik, som vi har benyttet i denne uge, mange mange tynde tynde lag oven på en markant bund og med et kik ind til spændende detaljer underneden. Sort og hvidt og masser af kulør og så nogle små lysende elementer rundt omkring.
Eller sådan kom det i alle tilfælde til at se ud på mine lærreder, hos andre så det meget anderledes ud, mange malerier med mange forskellige udtryk, former, farver og mætning.
Spændende…
Det nederste skal der arbejdes videre på i morgen, ikke mere i dag, armen er mat og fødderne ømme af at stå mange mange timer i de sidste dage. Men færdigt er det ikke, det skal lysnes mere på de store flader.
Jeg glæder mig til at lægge de sidste lag på og også finde en god plads til det her på en af væggene. Ved sengen måske?!
Eller måske i Sophies stue? Det kunne vel være en fødselsdagsgave.
Hvis hun da gider at ha’ sin mors hjemmegrat til at hænge til skue?
Lige meget hvad – så kommer det i alle tilfælde ingen steder, hverken op eller afsted, før der er gjort mere ved det…
Jeg er ikke færdig med at komme ned til Tanja og Sidsel og få støtte, vejledning, hjælpende hænder eller kloge ord eller små og store skub. Jeg er klar til meget meget mere. Lige skønne er de, forskellige og så alligevel ikke.
En aftale i november er på plads med nogle af de skønne kvinder, som jeg har været sammen med i denne uge, men der er jo frygtelig lang tid til november.
Hvis du er fristet af nogle dages udfoldelse og fordybelse hos Linked Ink, så er der oplysninger at finde her på deres hjemmeside.
Jeg mat, mæt og mør og klar til sofa.
Men også nærmest lykkelig.
Og så tilfreds med at jeg tog dette gode valg bare for mig…
