Jeg vidste det!
Jeg vidste, at jeg ville tabe mit hjerte til akrylerne og de store flader.
Jeg er fortabt!
Men ikke for den ulykkelige og nedbrydende måde – bare sådan på den der måde, hvor tid, sted, spekulationer og skal forsvinder.
Flow.
Jeg er helt svævende.
Det er allerførste gang med akryl for mig. Men ikke sidste.
Det bliver vist en hed kærlighedsaffære, der ikke slutter lige med det samme…
Jeg har det ikke godt med mørke hjørner.
Det er ikke fordi, at jeg er bange for, at der gemmer sig uhyggelige væsner eller ulækkert kryb i dem, men bare sådan fordi, at jeg synes bedst om rum, hvor der ved aftentide er blødt lys der, hvor man ikke lige sidder men bare kigger hen.
Jeg tænder stearinlys og også de smålamper, som er placeret hist og her i karme og på vægge.
Men spisestuen har haft en mørk og “død” krog for enden af skænken.
I alle tilfælde indtil i dag…
Jeg har manglet at kunne tænde andet end lamperne over spisebordet inde i det rum og har spekuleret på, hvad der kunne indkøbes af lampe, som ville gi’ det hyggelige lys, som jeg synes, at der skulle være.
Lys som kunne give en blød baggrund, når man sad ved spisebordet og lys, hvis skær man kunne nyde ind fra sofaen, der har udsyn til netop den del af spisestuen.
Jeg havde spottet en messinglampe med en vidunderlig facon, som jeg overvejede, men på en eller anden måde, så blev det mere retro, end jeg faktisk bryder mig om. Der er genbrug nok i skænk og spisebord og jeg trængte til lidt kontrast.
Det er der kommet i dag, vil jeg mene, kontrast på lige præcis den måde, som jeg havde forestillet mig.
Heldigt, ikk’…
Idéen med hyldeknægt og bar pære er ikke min, men spottet et uvist sted på nettet, et sted, som jeg ikke kunne finde tilbage til, da jeg lige ville tjekke igen.
Men hovedtrækkene huskede jeg:
Hyldeknægt
Stofledning
Stor pære
Hyldeknægten fandt jeg i Bauhaus. Hvidmalet og lige klar til brug. Jeg kunne godt blive lidt afhængig af byggemarkeder, hold da nu lige helt op, hvor kan man få mange gode dimser sådan et sted, endda nogen, som jeg slet ikke vidste eksisterede.
Den er nok ikke malet på toppen, forståeligt nok når meningen nu er at der skal ligge en hylde, men indtil videre er den sag klaret med et par baner japansk tape.
Lækker ledning med “netstrømpe” på og lige så lækker pære med det bløde bløde lys kunne jeg hente i t.i.n.g.
Og med lidt elektriker sparring med både Sophie og Morten fra verdens bedste kiosk klarede Amanda og jeg at montere et hanstik på NUD ledningen.
Handy-damer si’er jeg bare…
Den vakse læser vil sikkert bemærke, at der er lidt luft bag hyldeknægten og at den også har et for-boret hul forneden, hvor der ligesom ikke er monteret en skrue.
Godt spottet – men jeg havde altså ikke en boremaskine med muskler nok til at klare murstensvæggen, så hyldeknægten hænger indtil videre i sit nøglehulsbeslag på et stålsøm.
Der var ingen tålmodighed til at vente på en hjælper med den rigtige maskine, lampen skulle op NU som i lige nu.
Og det kom den –
og jublen ville ingen ende tage.
5 minutter med skruetrækker og stik og så havde vi to klaret den sag. A & A i godt makkerskab.
Jeg fik det lys, som jeg synes, at der manglede i lige det hjørne og Amanda fik skruet med skruetrækker og skrællet ledning.
Skønt og hjemmegjort.
Vi er godt tilfredse…
Jeg skulle selvfølgelig ha’ en lille ting med i t.i.n.g. i lørdags –
en tillykke-med-ny-butik-og-veloverstået-knokleri ting til Helle og Morten.
Men det er lidt af en udfordring at finde noget for de to mennesker har jo i deres hverdag adgang til alskens lækkerier af den slags, som jeg ellers ville kunne finde på at købe til dem.
Og vin og viktualie vidste jeg jo at mange andre ville komme med.
So what to do??!!
Ofte finder jeg gaver til Helle i fremmede byer hos små kunsthåndværkere eller andre særlige, ind imellem får hun noget, som jeg selv har nørklet og Morten får ved fødselsdagstide ofte noget, som han kan tage på.
Og hverken det ene eller det andet havde jeg lyst til i lørdags…
Gode dyr var rådne!
Men en eller anden dag på et eller andet sted i en helt anden sammenhæng kom jeg i tanke om en skammel, som jeg engang havde set.
Metalben med en fed træskive ovenpå – sådan et par måtte fremstilles. NU.
Så jeg drog på tur i omegnens “gennere”, ledte huller i jorden efter et par gamle skamler men som det ofte går, når man har brug for noget, så findes det ikke.
Jeg ledte på nettet, i DBA og Gul&Gratis, i retrowebshops og fandt til sidste lige det jeg søgte efter – på Bornholm!
Men indehaveren ville gerne sende, sød og rar var hun og villig til at vente mens jeg lige tænkte mig om.
Og jeg tænkte og kom pludselig i tanke om det store svenske varehus, som egentlig ofte har reddet mig.
1-2-3 vupti havde jeg bud til dejlig veninde, som sidste tirsdag leverede 4 x Marius, da hun alligevel kørte hertil fra Aarhus.
Nu var understellene så på plads…
Anderledes så det ud med det, som skulle på toppen!
Jeg havde moslet en stor kævle hjem fra et par af Sophies venner, som er ved at sætte hus i stand og også har gang i styling af udenomsarealerne. Nyfældet og velduftende stod der så en kæmpe blok og kiggede på mig i entréen.
Og da jeg ikke fører motorsav, ejer en almindelig sav og ej heller kunne finde én i nærheden med en maskine, der kunne tygge sig igennem kævlen, så var jeg klar over, at jeg måtte ud og snuse en handymand op.
Og det gjorde jeg så –
en god gammel kollega med beskyttelseshjelm, armkræfter og gå-på-mod hjalp med både skivesavning, høvling og sandpapir.
Og sikke lækre skiver, der kom ud af det!
Lige klar til montering.
Som så blev klaret af en onkel og en kusines mand, som besøgte os i fredags.
Store skruer og lette vrid i benene og så var der ellers 3 skamler klar.
2 på hvide ben og en enkelt på sorte.
Linolie på toppen og vupti – arj okay ikke meget vupti over den proces – var der gaver klar…
Der var tilfredshed at spore hos både giver og modtagere. Happyhappy og win-win!
Og jeg har endda en skammel til mig selv.
Jeg er klar over, at træet vil vride sig en anelse i tørreprocessen og også klar over, at det sikkert vil slå små revner, men der kan justeres på skruerne, så overfladen bliver ved med at være plan og ellers må den ha’ en tur med elhøvlen.
Det er heller ikke sikkert at al den flotte tykke bark bliver siddende, men pyt, lige nu er de fine og sjove og jeg ved med sikkerhed, at jeg bliver nødt til at lave en stor stak skiver, der kan monteres på ben og så have sådan en skammel med under armen, når jeg besøger gode folk i foråret.
Hvem ved –
måske kunne jeg endda sælge en enkelt eller 5 på bagagerumsmarked og samtidig have haft det sjovt med at lære at føre stort værktøj.
Vi må se –
3 skiver på ben er det i alle tilfælde blevet til…