Browsing Category

Lækkerier

Bagværk, I køkkenet, Lækkerier, Mad

BURGER TANKER…

27/02/2014

Til en burger...

I morgen er der én her i huset, der fylder 49.
Dét skal fejres –
ikke med raketter men med store svedige flæskestegsburgere og kolde øller.

Jeg har kastet mig over de indledende øvelser og har æltet en stor portion bolledej med sesam og hvedeklid og andet godt.
Ingen burgere her i huset uden en hjemmebagt bolle og de kan sagtens bages i dag, når de alligevel skal flækkes og ristes inden brug.

Burgerne skal fyldes af gode skiver af kamsteg med sprød svær, sure tykke agurker og så er der valgfri kål.
Altså enten rå rødkålssalat med en lidt skarp sennepsdressing eller også en nylavet varm gang næsten gammldaws rødkål.
Det bliver godt og jeg glæder mig til både sprøde svær, dejlige venner, en håndbajer og en overraskelsesdessert fra en venindes køkken…

Hvis du også er glad for hjemmelavede burgere, så skrev jeg engang for længe siden et indlæg om den slags og der kan du også finde min opskrift på en god burgerbolle, det er altid den, som er i brug her.

Jeg har også skrevet om en lækker kyllingeburger med mango, som jeg fandt inspiration til hos Ulla i Tyskland.

Og er man til burgere uden hvedebrød omkring, så har vi også succes med at bruge de flade grøntsagsbrød, som vi bager til vores de luxe hottere.
Stakkels lille forsømte HAPS blog, jeg må vist hellere pleje den lidt, her bliver nemlig stadig spist overvejende af den slags herligheder.

Og så tilbage til køkkenet, hvor dej og sesamfrø til drys venter…

Bagværk, I køkkenet, Lækkerier, Opskrifter

MONKEY BREAD…

22/02/2014

Monkey bread...

Pigerne sidder i sofaen og høvler serier, de spiser frugt og sipper kaffe og nyder lørdagens mulighed for dovneri og langsommelighed.
Laura har lyst til Monkeybread, ingredienserne er i hus og egentlig er det ganske længe siden, at jeg har æltet en gærdej, så jeg gider godt.

Jeg lavede engang en opskrift til Urtekram, men jeg tror ikke, at den ligger på deres side mere, men dokumentet er stadig på min computer og den er bestemt en revival værd, så nu kommer den til at ligge her sammen med alle de andre bage- og kageopskrifter.

Monkeybread er en amerikansk opfindelse, sådan en slags mini kanelboller i lag, snasket ind i smør og sukkerstand, lige noget for mig, når jeg nu for en ret sjælden gangs skyld skal sukkerlamme mig selv – og også en yndlings hos Amanda, der nærmest er lyserød og svævende bare nogen nævner ordene kage og kanel i en og samme sætning.

Til en sofafuld lækkersultne weekendnydere skal du bruge

Dej:
4 dl lun øko-minimælk
3 tsk sukker
1 nip salt
1 stort æg
50 g gær
12-15 knuste kardemommekapsler eller 2 tsk stødt kardemomme
Ca 600 g hvedemel

Til tril og drys:
50 g smeltet smør
200 g mørk muscovado eller rørsukker
2 spsk god kanel, gerne den milde og ægte fra Urtekram eller Mill & Mortar.

Dejen fremstilles som en helt almindelig gær-dej, ingen hokuspokus der. Lad dejen hæve til dobbelt størrelse, ælt den godt igennem igen og skær ca 50 små stykker dej ud, der så trilles til mini-boller.

Bollerne dyppes i smeltet smør og trilles derefter i kanelsukkeret.
De lægges i gode tætte lag i en smurt springform og bages så ved 175 grader i ca 45-50 min.

Kan pyntes med almindelig glasur eller den med flødeost, som vi plejer at bruge til de klassiske gulerods- og squashkager, men her hos os nydes Monkey bread on the rocks, altså uden glasur. Den er sød og fedtet nok i sig selv.

Nyd lørdagen med det og dem i elsker.
Og måske også et sødt bumlet brød…

Gode sites, I køkkenet, Lækkerier, Opskrifter, Sund og stærk

INGEFÆR-BOOSTER…

17/02/2014

Øko citron og ingefær...

Wisconsin honning...

Havregrødsgryden....

Jeg er en sucker for ingefær.
I kaffen – som jeg skrev om forleden.
I min te, i min yoghurt, i friskpresset grøntsagsjuice, i mine desserter og også i mit varme køkken.
Jeg elsker bare ingefær.

Derfor har jeg selvfølgelig heller ikke været sen til at brygge en portion ingefær-booster, som skal drikkes som en lille “snaps” hver morgen.
Få gode ingredienser og så er man ellers kørende.

Jeg har set opskriften i en dejlig café, hvor jeg ind imellem runder arbejdsdagen af med en Chai latte eller en sjælden gang imellem spiser mit frokost på vej fra A til B.
Opskriften er simpel og jeg er klar med min første portion og jeg er faktisk ret sikker på, at det vil være okay for caféens søde indehaver Dina, at jeg deler den her med her.

Ingefær til folket, så vi kan komme igennem den sidste bid af vinter med varmt rullende blod og energi strålende indefra og ud…

300 gram ingefær, jeg skrællede ikke, skyllede blot og brækkede i store bidder
3/4 liter vand
Saften af 3 citroner
3 spsk honning

Ingefæren småkoger i vandet i ca 20 minutter og blandes så med citronsaft og honning. Væsken omrøres til honningen er opløst.
I køleskabet natten over og så igennem en sigte, inden din ingefær-booster hældes på en skoldet flaske og står klar til en frisk morgendram.

Jeg brugte økologiske produkter og vil selvfølgelig anbefale, at det er det man gør. Lige her vil det ikke koste ret mange kroner ekstra.

Ingefær indeholder rigtigt mange antioxidanter og vitaminer, som er gode for din krop og din sundhed.
Du kan læse mere om det lige her hos Klog kost…

Den lille kasserolle, som jeg har kogt ingefæren i, er én, som jeg fik af min farmor for 28 år siden. Havregrødsgryden kalder vi den, for jeg fik den til at koge Sophies morgengrød i, da hun bare var en lille splint.
“Du skal ha’ ordentligt værktøj, Annemone, denne her kan holde resten af dit liv”.
Og mon ikke hun havde ret, hende Inger Margrethe, den har da i alle tilfælde holdt til grødkogning til 3 børn og også meget andet godt. Kakaovarmning f.eks. og glögg.
Og nu også skrap ingefær og blød honning. Farmor ville ha’ været tilfreds med dette lille forsøg på at holde os friske og raske.

Skål i ingefær-snaps.
Min morgenbooster fra nu af…