Lynhistorier

Dagens lyner.

Da jeg var en lille skolepige havde jeg et par hvide laksko med spænder på.

De havde en lille sort hård hæl, der kunne lave de samme klik-lyde, som højhælede damesko kunne. Mine sko var ikke høje, men jeg synes, at det lød sådan, når jeg gik hen over gulvet i spisestuen, hvor der ikke var gulvtæppe på, men bare smukt parket.

Skoene havde rem om ankelen, messing spænde og et t op over vristen, de var så flotte i det skinnende hvide lak, jeg elskede de sko. Det var ikke hverdagssko, jeg fik dem kun på, når vi skulle noget særligt, på besøg hos nogen, til fest på skolen, til afdansningsbal en enkelt gang og så måtte jeg tage dem på, når jeg klædte mig ud som fin dame i mormors gamle natkjoler…

Natkjolerne elskede jeg næsten lige så meget, som jeg elskede skoene, de var flotlette og fine i deres 50’er pasteller med tynde stropper og en enkelt blonde. Der var også sådan en vatteret housecoat, blå og blank, med store runde stofbetrukne knapper og et par dybe lommer, hvor man kunne ha’ både slik, arve-læbestift og lidt tøj til Pusle-dukken.

Med sådan en housecoat, hvide knæstrømper og klikkende laksko så var jeg virkelig en dame, en rigtig fin en af slagsen.

Når jeg havde klasseveninderne med hjemme og lege ville de også rigtigt gerne klæde sig ud i nogle af gevandterne, smøre sig med læbestifterne og promenere op og ned i vores lange gang med dukkevogn og håndtaske. Men skoene måtte de ikke låne, de var kun til mig…

En dag havde jeg bare en enkelt veninde med hjemme og vi legede berømte, jeg var Sophia Loren, for min morfar havde sagt til mig, at jeg havde lige så skønne øjne som hendes, så det var selvfølgelig hende jeg var, først senere i livet blev jeg til Anni-Frid fra Abba, og som jeg husker det var veninden en dansktopsangerinde, måske Dorte Kollo.

Vi skred afsted i natkjolerne, der nok har været knækorte til mormor, men som på os nærmest havde havfrueslæb, vi svingede med håndtaskerne og sendte luftkys til vores fans, mens vi gik op og ned ad trapperne til gæsteværelserne ovenpå.

Jeg havde bare ikke rigtigt kontrol over at styre både lang kjole, luftkys og glatte laksko, og da det ellers gik allerbedst med at se laber italiensk ud gled jeg på trappen og hamrede min magre ryg ned i kanten af alle de trin, som jeg måtte passere for at nå fra top til bund. Slut med at være diva den dag.

Der var trøst og kys og lidt ekstra forkælelse af hente fra mormor, der hjalp mig ud af filmstjernedresset, men skoene fik lov at blive på sammen med hverdagstøjet, da jeg lovede, at jeg var færdig med at gå på trapper og vinke på samme tid.

Jeg slog mig, ryggen var øm og kulørt i mange dage, men skoene var stadig et must, når jeg skulle være fin.

Både barnefin og filmstjernefin.

Klik-klik-klik-klik…