Browsing Category

Lynhistorier

Dengang, Familie, Familieliv, Lynhistorier

DA JEG LÆRTE AT SVØMME…

04/11/2012

En vandet lynhistorie.

 

På varme sommerdage kørte mormor og jeg til Kelstrup Strand i vores grønne Folkevogn.

Med termokaffe, store badehåndklæder, æggemadder i køletaske og mønter til is ved købmanden, som levede godt af alle de sommerglade strandgæster, der ikke bare købte is men også Sunquist drik i trekantet emballage, chokoladekiks, bolde og suttekaramel i muslingeskaller af plastik.

Vi havde vores bløde frottébadekåber med, så man kunne klæde om i ly af stoffet og ikke behøvede at sno sig som en ål mens man holdt håndklædet med den ene hånd og trak badedragten op eller ned med den anden. Ugeblade var med, en krydsogtværs og Sea&Ski sollotion i en grøn bøtte med orange låg, faktor var der sikkert ikke så meget af men det betød knap så meget for os, hvis hud ligner noget fra et sydligere land.

 

Jeg elskede de sommerdage ved stranden, elskede at ligge med lukkede øjne under et håndklæde og lytte til de hujende børn i vandet, til bølgerne og summende stemmer fra andre familier. Jeg elskede duften af solcremen og den varme kaffe, som mormor hældte op i en Koka-kop, som var pakket ind i køkkenrulle under transporten til stranden…

 

Mormor gad godt at svømme, ikke sådan vildt og med hop og sprøjt, det gik ikke for den vandondulerede frisure, der vel mest af alt lignede Dronning Ingrids; nej tak den til slags vildskab, hun ville hellere svømme brystsvømning i roligt tempo med hovedet løftet højt over vandet og selvfølgelig langs stranden.

Hun øvede tålmodigt med mig, bandt det kolde hvide korkbælte med de blå nylonsnore om min bløde brune bare mave og forsikrede mig hele tiden om, at hun var lige ved mig og intet slemt kunne ske. Hun holdt mig under maven og grinede kun lidt, når mine tynde ben spjættede mere oppe i luften end nede under vandoverfladen. Ingen irritation over afbrydelserne, fordi jeg skulle glo på andre børn eller undersøge en fin muslingeskal.

Hun tog sig tid. Og vi øvede og øvede…

 

Morfar var ikke så tit med, han arbejdede og havde i weekenderne uopsættelige mandeprojekter med bil og værkstedet med træ og skruetrækkere.

Men ind imellem så var han med! Med larm og store glade armbevægelser og fuld af løjer.

Og så blev der tumlet i vandet, så var der ikke længere forbud mod at sprøjte på håret eller lave bomber fra badebroen.

Vildskab på den skønne måde og så rolige øjeblikke på håndklæderne, hvor der blev sørget så fint for os, inden vi igen kastede os ud i bølgen blå.

 

Morfar svømmede med mig på sin ryg, jeg holde med armene om hans hals og lå så der og var motor med mine små brede fødder. Ind imellem kastede han mig af og jeg nåede at synke lidt ned mod bunden, før han hev mig op igen, jeg var ikke bange, havde ingen grund dertil, for han var min Mof’ og jeg vidste, at jeg var hans øjesten.

Vi lavede en aftale om, at jeg skulle huske at tage et par svømmetag, mens jeg var kastet af, bare et par stykke indtil han hev mig op på ryggen igen og efter en god weekend, hvor både lørdag og søndag bød på familietur til Kelstrup, så opdagede jeg pludselig, at han var holdt op med at hjælpe til, når jeg skulle hives hen til ham efter en afsmidningen.

Pludselig blev han bare stående og ventede. Og jeg svømmede. Alene. Bare mig. Med små spjættende tag og sikkert masser af vand i maven, men jeg svømmede og glæden og jublen ville ingen ende tage.

 

“Du svømmer selv nu, Annepige, du svømmer!”

Og mormor smilede, himlen var blå og livet var i det moment lutter af lagkage.

Det var sommer, det var sol og det var søndag.

Og meget meget længe siden.

 

Jeg svømmer stadig. Allerhelst ved østkystens stille strande.

Og efter 22 år i nærheden af Silkeborgs søer så er jeg også kommet til at holde vældigt med af det ferske vand med skaller og gedder i.

Men kun om sommeren, vinterbader bliver jeg aldrig…

 

Dengang, Lynhistorier, Skrammer og buler

MAN KUNNE IKKE SE EN HÅND FOR SIG…

03/11/2012

Dagens lynhistorie.

 

Tilbage i 70’erne var jeg med i Egern Patruljen.

Blå pigespejder med sømandssweater, krøllede fletninger og bukser med mega svaj. Om sommeren røde træsko med tyk blød gummisål under det hårde træ og om vinteren andefødder. Cowboyjakke, islændersweater eller Musk Ox parka med krave af hvidt hundeskind. JBS undertrøjer med striber på var også tjekket, flotte var vi.

Jeg cyklede ud til spejderhytten på min blå cykel med de 3 gear og sindsyg dymano, der kunne tage livet af selv den med de sejeste lårmuskler. Jeg cyklede ud af Aastrupvej, der var kantet af kæmpestore træer, cyklede for Nykredits flotte store hvide bygning, forbi Haderslev Museum og min klassekammerat Annettes hus på Ny Allégade.

 

Jeg syntes, at det var sejt at være spejder, sejt at snitte med dolk, lave mad over bål og tonse rundt på natløb selv om klokken bare var 21 og sådan. Og så så jeg vældigt op til de 2 ledere vi havde, vel i virkeligheden bare et par store gymnasiepiger på 16-17 år, jeg synes jo de var vildt voksne.

Spejder var cool, de ugentlige møder onsdag sidst på eftermiddagen, weekendture til Barsø og så de lange sommerlejre.

Dengang hvor det virkelig var sommer i Danmark og hvor isene kostede 3 kroner og vandcyklerne i Damparken var gule og benene for korte til at træde pedalerne.

 

Sommerlejr.

På Langeland.

I strålende sol.

Undtagen om natten, hvor man ikke kunne se en hånd for sig…

 

Jeg var spejder sammen med Malle og måske husker hun den nat bedre, dårligere eller måske en smule anderledes end jeg, men jeg er ret sikker på, at det var nogenlunde sådan her det foregik i den mørke time, hvor vi væltede rundt i sommernatten mellem store drøvtyggende køer  og en vildt dyr.

 

Lejr er udmattende og derfor sov alle de små uskyldige spejdere tung og varmt i de gule telte, da lederne brølede til natløb. Ud af soveposen, ned i jogging tøjet, brillerne på og lommelygten med.

Troede vi da! At lommelygten skulle med. Men ak  –  ikke den nat, for månen var sådan set rimelig fuld og der var ikke brug for ekstra lys, synes nogen.

Den nogen var altså ikke mig, for jeg var ikke så tryg i mørke, mildt sagt, og jeg havde allermest lyst til at tude, da vi løb op over den lille bakke, som lå ved skovbrynet, hvor lejeren var slået op. Det var vildt skræmmende at løbe der i mørket, synes jeg, og havde jeg ikke været for stolt til det, så havde jeg tudet, og jeg kunne nærmest ikke trække vejret af bare skræk, for jeg vidste jo godt at før eller siden ville der springe nogle store spejdere frem fra underlige steder og råbe af os. Jeg vidste det bare og alene tanken om det, var ved at få mig til at gå helt kold…

 

Jeg ved ikke, om de andre kunne se, jeg kunne ikke, ikke en pind, heller ikke en ko og mens vi tumlede ud over marken med kurs mod en svingende lygte langt væk, løb vi ind imellem en flok gumlende køer, der puttede på marken i sommernatten, pigehvin og angstskrig og et par køer, der valgte at rejse sig. Bum og bang og faldende spejderpiger, brøl fra en ko og så endnu mere panik.

 

Afsted mod lygten i det fjerne og hovsa der var sørme en tue på marken, panden ned i græsset og så på benene igen. Jeg kan nærmest mærke panikken, når jeg nu sidder og skriver om det her.

Svirp af pinde i ansigtet, da vi løb ind igennem en lille lund og hele tiden den der lurende angst for, hvornår det nu var, at nogen råbte Bøh.

 

Men de viste os nåde de store, de havde måske hørt os snøfte, for selv om alle prøvede at være seje og sige Intet problem amigos, jeg er ikke en skid mørkeræd, ja så var jeg altså ikke den eneste, der havde en smule noia. Bange i mørke? Ja for fanden da.

Og det her var ikke bare lidt mørkt, det var blæksort bondelandsmørkt og den måne, som nogen synes skinnede smukt, den gad nu ikke lyse ret meget for os.

 

Pulsen var faretruende høj, hjertegalop og rystende stemme og hvis vi troede at alt var forbi, da vi nåede tilbage til lejeren, så havde vi troet forkert.

Der var nemlig et lille hurtigt dyr i vores telt.

Men det er en helt anden historie.

Ikke Malle…

 

 

For hjerte og sjæl, Lynhistorier

VI VAR ET GODT TEAM…

02/11/2012

Dagens lynhistorie.

For 26 år siden stod jeg en maj dag på banegården i Aalborg, jeg skulle på mit første ophold på kokkeskolen deroppe, 5 ugers teori krydret med lidt praksis ved de kæmpestore komfurer. 5 uger på skolehjem sammen med nogle hundrede andre unge i hopla.

Jeg var allerede mor, selv om jeg bare var 21 år, og havde overgivet pasningen af Sophie til min faster og onkel, der gjorde så meget for at bakke mig op i at få den uddannelse, som jeg virkelig brændte for.

 

Da jeg stod der på fortovet i den nordjyske by, var jeg en smule ved siden af mig selv, ikke nervøs fordi jeg skulle møde en masse nye mennesker, den slags skræmmer mig ikke, men jeg havde mistet min kosmetikpung i toget, ret alvorligt når man nu er én, der holder af den slags, og jeg glemte lidt at tænke på, hvorfor jeg var der og brugte mere energi på at planlægge, hvordan jeg mon kunne komme ind i Salling mandag morgen og købe de livsvigtige fornødenheder.

Jeg var dog ikke mere optaget af det, end jeg godt opdagede en lyshåret pige, der stod og så lidt søgende rundt, et eller andet sagde mig, at hun havde samme destination som jeg og jeg tillod mig at spørge, om det mon var sådan, at hun var på vej til kokkeskolen og om vi skulle dele en taxa. Ja og ja tak var svaret og lige der i den lune maj aften mødte jeg så Bibi, som siden dengang har været en af mine allerbedste veninder…

 

Tilfældigt?

Ja måske. Men ind imellem er der mere mellem himmel og jord, end vi kan forklare.

Måske er der momenter, hvor vi er mere åbne overfor de impulser, som sendes fra andre til os, hvem ved.

Vi startede i alle tilfælde med at teame op om en taxa og ved ankomsten til skolehjemmet blev vi så også et værelsesteam og senere i vores læreforløb også et team på køkkengulvet, da jeg skriftede læreplads fra det store hotel med møgdårligt miljø til det mindre sted med varme, latter og masser af sammenhold.

 

Bibi og jeg er så forskellige, både udenpå og indeni, men ret hurtigt blev vi det makkerpar, der kunne banke en fest af til 150 uden at sige et eneste ord. Vi vidste dengang – og egentlig stadigvæk – hvad den anden havde gang i, hvad den anden mente og tænkte og behøvede aldrig at aftale, hvem der laver hvad.

Hun er god til de store grove træk, klarer alle de indledende øvelser og smider om sig med de store gryder og pander. Hun hamrer løs i bolledejen og triller i løbet af en kaffetår 500 små stykker brød og skræller samtidig et bjerg af løg. Store brag og store armbevægelser, der sørger for at der er råvarer parat til hende, der arbejder lige så hurtigt men som er mere detalje orienteret.

Ja det er sådan jeg selv omtaler det, at jeg har øje for de små ting, at jeg er den, der løfter anretningen på tallerkenen ved at vende en enkelt lille ting, Bibi kalder det vist mere nusseri og griner skævt til mig..

 

På vores læreplads blev der smurt i tusindevis stykker smørrebrød, jeg hadede det som pesten, samlebåndsarbejde, gris og snask med ristede løg ude af kontrol og møg-rødbeder, der skulle duppes inden de kom op på leverdrengen, lortearbejde, min røv var ikke at se for bar’ skosåler, når de bon’er dumpede ned i køkkenet.

Jeg gjorde det selvfølgelig, hvis det var nødvendigt, men jeg opholdt mig hellere i A la Carte køkkenet.

Og det var en arbejdsfordeling som ingen satte spørgsmålstegn ved og som ingen talte ret meget om, andet end når der skulle grines af det…

 

SÅ forskellige og alligevel de bedste makkere.

Den ro og tryghed det giver at arbejde sammen med en, hvor ord ikke er nødvendige men bare bruges for at tale om andet, end det hænderne arbejder med, det er vidunderligt.

Team 1 i et køkken, synes jeg, men nu er vi ved at være så tilpas tilbagelænende at det ikke er ofte, at det er der vi opholder os, ikke til de store fester i alle tilfælde, dem lader vi andre om at klare. Det meste af tiden.

Ind imellem laver vi en fest og vi er i helt de samme roller, som for år tilbage. Måske skulle man engang optage en lille videosekvens, som vi kunne sidde og gnækker over, når vi engang kun kan sidde stille sammen, jeg er sikker på, at det er ret fascinerende at iagttage en stor middag tage form og folde sig ud uden at maden på et eneste tidspunkt bliver nævnt…

 

Min teammakker. Min skønne veninde.

Vi har været i hinandens liv i 26 år, været der i glæde, sorg, vrede, grin, på ferier, i hverdagen, tidligt og sent, slæbt hinandens børn og hinandens bøvl. Vi har lavet mad til hinandens livsfester, bryllupper, barnedåb og konfirmation. 30 år og 40 års fejringer. Vi har lavet mad til BB King og Thomas Helmig og også til kartoffelavler Bøvlesen. 1 million stykker smørrebrød og 1000vis af sirlige desserter. Alt sammen lige sjovt og toppet op med kaffe, smøger, rå grin og lede vittigheder om astronauter og andet godtfolk. Men de ord er kun for vores ører og ikke stuerene nok til at dele her.

 

Vi var et godt team.

Vi er et godt team.

Gad vide om hun mon ved, hvor meget jeg elsker hende.

Jeg tror, at jeg vil huske at sige det til hende.

Altså med fare for at blive klasket omkuld af en halv side røget laks, for den slags er nok noget pjatværk som man ikke behøver at sige i hendes univers. Jeg vil bare være sikker på, at hun ved det…

 

 

 

Arkiv

Facebook