Da jeg var barn i Haderslev sidst i 60’erne og først i 70’erne lå der et stormagasin i Bispegade. Hundevadts Stormagasin.
Stort var det, i alle tilfælde i et barns øjne. Og brunt var det, både for børn og voksne.
Brunt vinyl på gulvet, brune lakerede trærammer om døre og vinduer og alle diskene var af brunt træ og glas med skrånende front og små skuffer, der højtideligt blev trukket ud, når Fru Andersen havde peget på den stak lommetørklæder til mandens lomme, som hun ønskede at købe, eller når lille Anne havde fået lov at vælge et enkelt lille plasticdyr til den hastigt voksende samling.
Der var så gammeldags i den butik, at jeg allerede fornemmede det dengang, også selv om jeg ikke var større end tobak for en skilling og intet vidste om hot or not. Men det hele emmede bare sådan af svundne tider, at selv et barn mærkede de årtier man gik tilbage, når man trådte ind igennem de store glasdøre…
Jeg elskede at komme derind, elskede de tusindvis af varer, som var at finde, alt muligt og også umuligt var samlet i de meget højloftede rum, jeg elskede den dæmpede mumlen mellem kunder og ekspedienter, jeg elskede lyden af damerne hæle på de hårde gulve og forestillede mig tit, hvordan det ville være at få lov at komme en lørdag eftermiddag og bare gå rundt for mig selv og pille ved det hele og trykke på kasseapparaterne…
Hundevadts Stormagasin havde mange meter facade med store ruder og til jul blev der selvfølgelig pyntet op efter alle kunstens regler, jeg husker ikke, at der var ret meget mekanisk for børn i vinduerne, men alligevel havde de en magisk tiltrækningskraft med lys og kunstigt gran, som lokkede os, der gik i vintermørket tættere på.
Jeg husker dog, at de nisser, som de havde i nogle af vinduerne, var ret skræmmende, sådan nogle gamle gnavne mænd med rynkede bryn og piberensertynde ben ned i træskoene. Uhyggelige var de og bestemt ikke nisser af den slags, som jeg ønskede at få overleveret mine december morgeners lille gave af…
Butikken lukkede først i 70’erne og efter en kæmpe ombygning blev byens nye store bibliotek åbnet i lokalerne.
Der kom jeg også rigtigt meget, frivilligt og med stort smil, men det tog lang tid før jeg holdt op med at være en lille bitte smule skuffet, når jeg skubbede glasdørene op. Det magiske var forsvundet sammen med alt det brune og med de sirligt klædte ekspedienter, nu var der bløde gulvtæpper og et par frisindede bibliotekarer i hønsestrikket vest.
I mange år havde jeg en lille brun flodhest af plast, som jeg havde fået af min morfar en dag, hvor vi var i Hundevadt sammen, jeg gemte den fordi jeg huskede den lille stund sammen, fordi den var lige så brun som butikken og fordi den bare var så grim og ikke-naturtro, at den fik smilet frem hos dem, der så den.
Jeg har den ikke længere, den blev gnasket i atomer af en bidelysten hundehvalp.
Væk er den ligesom den butik, som jeg elskede som barn.
Dagens lynhistorie.
Igen 2 x 3 minutter.
For munden løber bare hurtigere end fingrene kan danse på tasterne og lidt tilpasning må være okay.
God torsdag derude…
