For nogle dage siden skrev Mette, som bor i det store udland, at det er så sjældent, at der er fotos af mig selv her på siden.
Hun har fuldstændig ret, jeg er her nærmest aldrig.
Der er allermest fordi det er mig, der styrer kameraet og det er oftest rettet væk fra mig selv.
Og lige så meget som jeg elsker at anskue verden igennem en linse, lige så lidt bryder jeg mig om, når nogen kigger på mig igennem deres.
Jeg er meget lidt fotogen og kan altid finde masser af ting, der kunne være bedre og kønnere, og da det er mig, der poster her, så er det jo usandsynligt let at lade være med at lægge fotos op af damen selv…
I dag gør jeg det så alligevel.
Et lille søndagssnapshot af mig på lossepladsen kl 09 i morgen.
Iført makeup og med trimmede krøller.
Ikke for de blå mænds skyld, men bare fordi jeg skulle til konfirmation lige så snart, at jeg havde læsset affaldssækkene af.
Sådan ser jeg ud.
48 og med nye rynker i et ansigt, der har bekymret sig rigtigt meget.
48 og med ny ro inden i, som gør at livet er rigtigt dejligt.
48 og rigtigt godt på vej.
Bare mig.
Ikke så meget andet end det.
Men her er jeg altså og med de intervaller der er imellem den slags fotos, ja så ses vi nok igen engang i 2015…
Jeg er vågnet op til et nyt år i dag.
Et nyt og ubrugt år fuld af dage med alle de muligheder, som jeg vil og kan lægge i dem.
Jeg er vågnet op til isblomster på ruderne på verandaen, til klar frost og den smukkeste vintersol.
Til masser af søde sms’er, lidt mails og vildt mange hjertevarmende hilsner på FB og Instagram.
Jeg er et heldigt menneske…
Dagen er fyldt med gode gøremål og masser af hygge.
Det er en fridag, fordi jeg har et kontrolærinde på et hospital, det skal få lov til at fylde så lidt som muligt og jeg vil ha’ fokus på alt det rare, der omgiver den ene time på dagen, som måske ikke kan kaldes fødselsdagsfestlig.
Sophie holder fri og tager med mig og vi har aftalt brunch og butiks-osning i Aarhus.
Senere bortfører vi Amanda fra efterskolen til en gang hot indisk aftensmad og efter det er der inviteret til aftenskaffe hos dejlige venner.
Lige inden midnat lander Laura hjemme efter sin studietur.
Jeg er et heldigt menneske og ønsker mig ikke en snus mere på denne min 48. fødselsdag.
Nyd dagen og det smukke vejr.
Det vil jeg gøre.
Af hele mit lykkelige hjerte…
Kender du en Ordne-Oda?
Sådan én, der lige fikser det hele?!
Hende, der siger ja til alle mulige og umulige opgaver. Som ta’r opgaverne hurtigere, end de nærmest er givet, nogen gange endda før de er givet.
Hende, der siger “Det kan jeg da godt lige ordne!” eller “Skulle jeg ikke lige…” eller “Det gør jeg bare”.
Køber gaver, skriver kort, booker billetter, fotograferer, bager, vasker, maler, henter, bringer, dækker op, inviterer og varter op. Topservice 24-7.
Jeg kender godt sådan én.
Det er mig.
Eller rettere:
Det er en del af mig.
For jeg prøver faktisk at aflive hende, minimere hendes volumen, sende hende på pension, lade hende læne sig tilbage og holde hjælpe-munden lukket.
Jeg prøver, jeg øver, men det er bare så meget lettere sagt end gjort…
Og det er der flere grunde til.
For det første er det aldrig let at fralægge sig gamle vaner og mønstre, de har jo haft en funktion på et tidspunkt.
Og så er der jo også lige det med andres forventninger eller oplevelser af, hvad og hvem man er og hvad man stiller op til.
Jeg kunne gå rigtigt langt ned i begge dele, jeg har “gode” erfaringer fra begge bunker, men det er ikke lige nu på denne onsdag, det bliver en dag, hvor hjernen har arbejdet lidt mindre og energien er lidt højere.
Men en lille tanke får min Ordne-Oda alligevel i dag, for jeg har udfordret hende og det er altså ikke helt let…
Hun har nemlig været godt i gang med at løse en opgave, som ikke er hendes, og som måske i virkeligheden slet ikke er ønsket i den form, som hun synes, at den kunne ha’.
Jeg satte hende kniven for struben og sagde med lidt brysk stemme “Slut – du har sagt, at du gerne vil, men du behøver ikke at gøre det, før du bliver spurgt!”
Fornuftigt nok og helt rimeligt og rigtigt fint.
Sendte endda en venlig besked om, at jeg selvfølgelig gerne ville hjælpe, at man endelig bare skulle sige til og kærlig hilsen og god dag og blablabla.
Ordne-Oda fik fluks ondt i maven.
Var hun nu for uvenlig? For uhjælpsom? For uetellerandet?
For hun kunne jo lige så godt, hun var jo god til det og sad der alligevel.
Og pyt med at ingen sagde tak eller det var sødt af dig. Pyt de havde jo nok travlt.
Min indre Oda er så vanvittig god til at forklare alting for sig selv også på vegne af andre. Jeg er ved at få hende til at holde op, ind imellem går det og andre gange er det svært.
For hun vil jo bare gerne være sød og elskelig, et venligt og rart menneske er hun.
Hun bliver ikke let at få aflivet og helt ud i glemslens tåger skal hun nu heller ikke, hun skal bare optræde lidt mindre.
Så lige nu lige her bruger jeg en hel masse energi på at holde hende fra at skrive, at hun da godt lige kan gøre det, som hun tidligere på dagen sagde, at man kunne gi’ besked om.
Der er jo nemlig lige det med de gamle mønstre og deres funktioner…
