Browsing Category

Og mig selv – sagde hunden

Dengang, Lynhistorier, Og mig selv - sagde hunden

EN BUTIK JEG ELSKEDE SOM BARN…

01/11/2012

Da jeg var barn i Haderslev sidst i 60’erne og først i 70’erne lå der et stormagasin i Bispegade. Hundevadts Stormagasin.

Stort var det, i alle tilfælde i et barns øjne. Og brunt var det, både for børn og voksne.

Brunt vinyl på gulvet, brune lakerede trærammer om døre og vinduer og alle diskene var af brunt træ og glas med skrånende front og små skuffer, der højtideligt blev trukket ud, når Fru Andersen havde peget på den stak lommetørklæder til mandens lomme, som hun ønskede at købe, eller når lille Anne havde fået lov at vælge et enkelt lille plasticdyr til den hastigt voksende samling.

 

Der var så gammeldags i den butik, at jeg allerede fornemmede det dengang, også selv om jeg ikke var større end tobak for en skilling og intet vidste om hot or not. Men det hele emmede bare sådan af svundne tider, at selv et barn mærkede de årtier man gik tilbage, når man trådte ind igennem de store glasdøre…

 

Jeg elskede at komme derind, elskede de tusindvis af varer, som var at finde, alt muligt og også umuligt var samlet i de meget højloftede rum, jeg elskede den dæmpede mumlen mellem kunder og ekspedienter, jeg elskede lyden af damerne hæle på de hårde gulve og forestillede mig tit, hvordan det ville være at få lov at komme en lørdag eftermiddag og bare gå rundt for mig selv og pille ved det hele og trykke på kasseapparaterne…

 

Hundevadts Stormagasin havde mange meter facade med store ruder og til jul blev der selvfølgelig pyntet op efter alle kunstens regler, jeg husker ikke, at der var ret meget mekanisk for børn i vinduerne, men alligevel havde de en magisk tiltrækningskraft med lys og kunstigt gran, som lokkede os, der gik i vintermørket tættere på.

Jeg husker dog, at de nisser, som de havde i nogle af vinduerne, var ret skræmmende, sådan nogle gamle gnavne mænd med rynkede bryn og piberensertynde ben ned i træskoene. Uhyggelige var de og bestemt ikke nisser af den slags, som jeg ønskede at få overleveret mine december morgeners lille gave af…

 

Butikken lukkede først i 70’erne og efter en kæmpe ombygning blev byens nye store bibliotek åbnet i lokalerne.

Der kom jeg også rigtigt meget, frivilligt og med stort smil, men det tog lang tid før jeg holdt op med at være en lille bitte smule skuffet, når jeg skubbede glasdørene op. Det magiske var forsvundet sammen med alt det brune og med de sirligt klædte ekspedienter, nu var der bløde gulvtæpper og et par frisindede bibliotekarer i hønsestrikket vest.

 

I mange år havde jeg en lille brun flodhest af plast, som jeg havde fået af min morfar en dag, hvor vi var i Hundevadt sammen, jeg gemte den fordi jeg huskede den lille stund sammen, fordi den var lige så brun som butikken og fordi den bare var så grim og ikke-naturtro, at den fik smilet frem hos dem, der så den.

Jeg har den ikke længere, den blev gnasket i atomer af en bidelysten hundehvalp.

Væk er den ligesom den butik, som jeg elskede som barn.

 

Dagens lynhistorie.

Igen 2 x 3 minutter.

For munden løber bare hurtigere end fingrene kan danse på tasterne og lidt tilpasning må være okay.

 

God torsdag derude…

 

 

Dengang, Familie, For hjerte og sjæl, Lynhistorier, Og mig selv - sagde hunden

ET HÅNDSKREVET BREV…

31/10/2012

Husker i Lynhistorier?

Spillet, hvor alle kan vinde, og som får gang i alle de mange skønne historier, som vi alle bærer inden i?!

 

Jeg købte det sidste år på Linked Inks julemarked og det har været i brug både i de private cirkler og også i jobmæssige sammenhænge. Jeg er vild med det.

I sommer kørte DR i samarbejde med Lynhistorier og Mungo Park et forløb, hvor alle danskere fik mulighed for at fortælle deres historier. Spændende og jeg ved faktisk ikke, hvorfor jeg ikke fik mig bevæget hen til et af arrangementerne.

Der er masser af at læse og lytte til her på DRs hjemmeside, smut forbi, det er gribende, rørende og underholdende…

 

Forleden kom jeg forbi spillet i et skab på Amandas værelse og jeg tænkte, at det måske kunne hjælpe mig tilbage på det daglige skrivespor her på bloggen. Sætte en ramme, give mig et puf i retning af, hvad der kunne fortælles om og få gang i tasterne igen.

For et fravær over tid kan gøre det vanskeligt at komme i gang igen, i gang med de små og egentlig “ligegyldige” hverdagsfortællinger, som giver bloggen liv. For ind imellem alt det der skal-bare-lige og travltravl, der er der selvfølgelig mange små momenter, hvor jeg kunne skrive ord til fornøjelse, forundring, forbløffelse og forskrækkelse.

 

Så sådan bliver det. Fra i dag og 1 uge frem.

Hver dag. 3 minutter til en historie. Ikke valgt men bare trukket op af kassen med alle kortene.

Jeg vil bruge timeglasset og jeg vil tillade mig at plukke i billedebiblioteket, hvis jeg tænker, at der er noget fint derfra, som kan understrege historiens ord.

 

Du må rigtigt gerne lade dig inspirere, fortælle din egen historie over samme ord, du kan skrive på din egen blog eller sende mig et lille skriv, så kan du få en gæsteplads her.

Jeg går i gang lige nu, lige her.

Det første kort:

Et håndskrevet brev.

3 minutter…

 

I begyndelsen af denne måned mødtes jeg med en skøn flok af min mors kusiner og fætre og deres børn.

Det vi har tilfælles er Ingeborg Kristine Bisbjerg. Min oldemor.

En stærk smuk og skøn sønderjysk kvinde, som var en stor del af mit hverdagsliv, indtil hun døde, da jeg var 21 år.

 

Til festen var også den eneste af hendes børn, der stadig lever, Moster Rie og med i tasken havde hun tre gamle breve. Skrevet i hånden. Skrevet af mig.

Til Ingeborg, min oldemor, som jeg kaldte for oldemormor. Hvorfor ved jeg egentlig ikke, men forvirringen om mor, mormor, hvem er hvem og hvorfor har sikkert spillet ind, da de voksne omkring mig besluttede, at det var sådan hun skulle kaldes.

 

Oldemormor boede kort fra den lejlighed, hvor jeg boede de første par år af mit liv sammen med min mormor og morfar.

(Nu er tiden gået – jeg tillader mig at vende uret – kun lige i dag)

Vi kom tit derover, til en kop formiddagskaffe og garanteret en kage, for der er jo det der med sønderjyder og kaffebord og den er god nok, ved jeg.

Hos Oldemormor var der spændende, 2 af hendes 9 børn havde været sømænd og de havde bragt eksotiske gaver med hjem fra fjerne lande, et skildpaddeskjold, fine kinesiske dukker, der kunne få skiftet paryk, underlige dimser og dutter, og man måtte gerne pille ved dem, og det gjorde jeg, verdens største pilfinger, dengang og stadigvæk.

 

Oldemormor havde været en modig ung kvinde, hun var stukket af til New York som ung, fordi hun ikke var ret forelsket i sin forlovede, hun havde levet i to krige og sendt sønner afsted ud i den sidste af dem, hun havde prøvet at være både rig og fattig, hun kunne fortælle gode historier og ind imellem kunne jeg tænke, om de mon alle var sande eller om de blev peppet lidt op med historier fra de mange bøger, som hun tyggede sig igennem.

 

Hun lærte mig at strikke, tålmodigt og roligt, hun gik med mig på biblioteket og tog mig med i kolonihaven til forkælelse og maven fuld af jordbær. Hun duftede af Majasæbe og havde det smukkeste hvide hår.

Og brune brune øjne.

Og dem så jeg igen nu i denne måned, ikke lige hendes øjne, men masser af øjne, der ligner, mine, min mors, min mors kusines, en granfætters og flere til. Brune øjne, rolige øjne, øjne med styrke men også sårbarhed og et strejf af dagdrømmeri…

 

3 minutter gange to.

Jeg er ikke nået til brevet endnu men det er vel lige meget. For på bare så kort tid kan det være vanskeligt at fortælle hele historien.

Især når det mere er en tankerække om en betydningsfuld person end det er en afgrænset oplevelse.

Jeg kan faktisk en rigtig god historie om hende Ingeborg. Eller mange.

Det kan blive en anden gang, måske når jeg skal til at bage julesmåkager.

 

Lynhistorierne kan opleves på dette års julemarked hos Linked Ink. I år endda med små lyn-demoer, hvor man kan være med og fortælle sin historie.

Markedet er i den sidste weekend i november her i Silkeborg. Jeg er der også med gode juleting og andet herligt.

Men det er en helt anden historie og i kommer garanteret til at høre om den i meget mere end 3 minutter…

 

Familieliv, Hjemme, Hverdag, Og mig selv - sagde hunden

SVINKÆRINDER…

29/10/2012

Hvem kender ikke det der med, at man bare lige skal et eller andet, før man kan komme til det, som egentlig var planen.

Bare lige 5 minutter af noget andet.

Bare lige hente. Bare lige finde. Bare lige hvile. Bare lige ringe. Bare lige.

Og min bare.

 

Jeg når egentlig rigtigt meget af det der bare lige, men når så ikke ret meget af det, som jeg egentlig ville.

For jeg ville jo gerne blogge. Det havde jeg ligesom lovet mig selv. At jeg skulle blive bedre. Flittigere. Vågen.

For jeg holder jo af det. Meget endda.

 

Men så var der jo lige den der skønne unge, der kom hjem fra efterskolen. Og den anden herlige unge, der skulle bringes og hentes. Og til fest. Og nogen skulle ha’ nyt tøj. Og andre ha’ lidt moralsk opbakning. Og nogen skulle skrives til og andre skulle ringes til.

Boller skulle bages. Og madpakker smøres. Hund skulle luftes og kat skulle tumles. Og nogens fødselsdag skulle fejres. Og ind imellem var vi også nogen, som trængte til mad.

Sådan er der jo så meget.

Så meget, som man bare lige skal.

Gode ting. Vigtige ting. Det meste af tiden altså…

 

Nu er en ny uge skudt i gang og jeg er helt sikker på, at den også vil fyldes af små og store ting, som hapser af tiden.

Nogen af dem kender jeg allerede til og andre vil opstå hen ad vejen. Stort og småt, der tilsammen bliver livet.

 

Når arbejdsugen slutter klappes der en flok staffelier ud her hos mig, spisestuen ryddes og gulve og vægge pakkes ind så de er klar til at huse mig og 4 dejlige kvinder fra sommerens malerkursus hos Linked Ink.

Vi har sat hinanden stævne med lærreder og pensler og hele weekenden skal vi hænge ud her i hinandens gode og inspirerende selskab.

Maling, mad, snik og snak, hjertevarme og gode grin, vino og søde sager, hemmelig snak og ind imellem også lidt søvn for at hvile krop og kreativitet.

 

Jeg glæder mig simpelthen sådan. Vildt og inderligt.

Både til selskabet og til at få gang i et stort lærred og de store armbevægelser.

Jeg har også et par mindre lærreder, der trænger til en færdiggørelse, men ind imellem så lokker opstart af nyt jo mere, og jeg vil lade mig lokke, endda uden at finde på en undskyldning. Bare fordi.

 

Men først skal jeg nå hen til fredagen og det kommer nok ikke til at ske uden svinkærinder…