For en tid siden overværede jeg et lille mor-barn-optrin i en boghandlen, scenerne og replikkerne bliver ved med at dukke op i mit hoved, min arbejds-hjerne var i fuld beredskab, og det der foregik mellem mor og søn kunne ha’ været brugt til mangen en pædagogisk opgave-skrivning.
Det var et skoleeksempel på, hvor svært det kan være at få sagt nej på en måde, så den, der må sluge nej’et, også kan gøre det med æren i behold.
At sige nej med både munden og hjertet er ikke let, vi bliver ind imellem så tyngede af den lettere dårlige samvittighed, der svæver over vores forældre-hoveder, udsprunget af tankerne om, at vi har for travlt, at vi burde, at vi nok også skal og kan, og vi vil jo gerne, og og og…
Hvordan det hele startede kan jeg ikke berette om, for jeg var opslugt af egne ønsker og behov foran de mange hyldemeter med kogebøger, jeg opdagede først den lille dreng og hans mor, da der kom gråd og bedende stemme ud af den treårige.
”Jeg vil bare så gerne ha’ den, mor, den ser så flot ud!”
”Man kan ikke få alt, August-Emil, du må gå ned med den igen!”
”Det er lige sådan en bog om traktorer, som jeg ønsker mig rigtigt meget!”
”Nå, men du får den ikke, man kan ikke hele tiden bare få, og nu har vi jo lige købt de film altså!”
Stilhed, næsten da, for en stille gråd lyder dog…
”Men altså okay så, vi kan jo gå tilbage og aflevere filmene, men har du måske lyst til at køre helt til Italien uden at kunne se film, hva’ August-Emil?
Ja, det kan jeg godt sige dig, at det har du ikke, for det bliver altså rigtigt kedeligt, der er altså meget langt til Italien, meget langt!”
Stilhed – og nu må jeg vende mig om, jeg må bare, jeg må se hvem det er, der så brændende ønsker sig den flotte bog om traktorer, og hvem der ikke synes, at den bog er en særlig vigtig ting.
”Gå ned med den, så venter jeg her!”
”Jeg ønsker mig den sådan, mor…..”
”Filmene, August-Emil, jeg har lige forklaret dig om filmene, man kan ikke få det hele, vel, så nu går du ned med bogen.
Men ved du hvad, hvis du nu er rigtig sød, og går ned med bogen, så kan det være, at jeg en dag køber den til dig, det kan være, hva’ siger du så?!”
August-Emil siger ingenting, han klamrer sig bare til bogen med den grønne traktor udenpå, og græder stille, ikke vredt og forurettet, men trist og ulykkeligt.
”Nu går jeg snart, så må du selv om det, og for øvrigt, så behøver du ikke græde, for jeg har jo lige sagt, at du måske får den en anden dag, som en overraskelse, når mor en dag har været her inde i byen.
Og se nu Amalie-Sofie, nu bliver hun altså snart træt af at vente på dig, og ville hun mon ikke også blive ked af det, hvis vi ikke skulle ha’ filmene?”
Det fortsatte og fortsatte, den ene forklaring afløste den anden, de blev også længere og længere, drengen blev mere og mere ulykkelig, og moderen mere og mere anspændt, og det blev sværere og sværere for mig at lade være med at følge med.
Der var ting, jeg havde lyst til at sige og gøre, men det gjorde jeg selvfølgelig ikke, det var hendes barn, hendes måde og hendes valg.
Men de spøger stadig inde i hovedet, mor og søn, så nu får hun altså lige de ord, der lå på tungen den dag hos boghandleren.
Kære søde mor, der stod der med lille traktor-elskende August-Emil, jeg er sikker på, at lille Amalie-Sofie med de runde æblekinder ville ha’ været fuldstændig ligeglad med de film, hun sad og så så skøn og veltilpas ud der i barnevognen med sin gnavebolle, hun var vel kun et år og flintrende ligeglad med både traktorbøger og bil-dvd’er.
Men din søde lyslokkede søn, han havde bare så meget brug for, at du så ham, for alvor, og hørte hvad han sagde.
Jeg kunne sagtens høre, at du var en god mor, der gerne ville forklare tingene, men forklaringerne blev lange og tunge at høre for det lille tre-års ører, måske skulle du bare ha’ nøjes med en ganske kort forklaring, indeholdende det gode ord på bare tre bogstaver: n-e-j….
Næste gang kan du måske sige sådan her:
”Nej, søde, jeg kan godt se, at du gerne vil ha’ bogen, og det kan jeg godt forstå, for den ser spændende ud. Men ikke i dag, vi skal bare købe et kort og så går vi ud igen.
Jeg kan se du er ked af det, og det må du gerne være, men bogen skal ikke med hjem.”
Eller endda sådan her:
”Nå, min snut, jeg kan faktisk godt se, at den bog er spændende med alle de seje traktorer, og nu hvor jeg lige tænker lidt mere over det, så må du egentlig gerne få den, det er okay.”
Det ene svar er ikke bedre, end det andet, det er ikke hverken ulovligt eller hovedløst at ændre mening, men det er heller ikke dårligt moderskab eller kærlighedsløst at sige nej.
Nej er fint nok, for som du ganske rigtigt påpegede, så kan man ikke bare hele tiden få, men vil du så ikke bare sige det, så det også er til at forstå, når man nu bare er tre år.
Kærlig hilsen fra hende, der skal blive bedre til at lukke pædagog-ørerne, når hun er i byen…
