Men så absolut kun på tekstilerne, for lørdagens selskabet var alt andet end det!
3 x Hanne, Karina og jeg havde sat hinanden stævne her i den lille lejlighed, og jeg var et kort øjeblik nervøs for, om vi måtte inddrage have og veranda til festlighederne, for som der dog blev båret ind af både det ene og det andet.
Også af dejligt humør!
Fru Tulipan måtte blive hjemme, ikke nogen deltagelse i kreasamlingen til hende i denne omgang, for der var trommet til fest i huset i Harlev, hvor sønnens 18 år skulle fejres. Hip Hurra for Albert og på festligt gensyn en anden god gang til hans mor…
Men de to andre Hanne’r og Karina kom og slog sig ned ved bordet med det hollandske trukket ud. Det måtte til, for hvordan pokker skulle vi ellers have plads til hæklenåle, pudebetræk, sammensyninger, bøger i stakkevis, mad, kaffe, frugt, Viggo og hvad der nu ellers var en del af udstyret?!
Amanda spiste morgenmad sammen med os, men forsvandt så afsted ud til sin gode kammerat Tue, hvor der kunne spilles Playstation uden forstyrrelser af kaglende kvinder. Hun ved godt, hvornår det er bedst at fortrække. Måske nåede hendes ører faktisk at blive en lille smule trætte, før hun slap afsted.
Og så blev jomfruburet her ellers indtaget af MASSER af snak om både dette og hint, for der er meget at ordne og vende, når man nu skal rundt i hele verden og ind i vores egne små kulørte liv.
Det var balsam for sjælen, varme til hjertet og gode grin til maven.
Tak for det, skønne kvinder…
Og tak for smukke gaver med skønne tanker bag. Jeg har aet dem her til morgen og glædet mig over, at der nu bor noget af jeres varme her hos mig.
Karina havde kodet noget af det, som hun vidste, at jeg ønsker i mit liv og tilføjet lidt af det, som hun også synes, at der skal være.
Tak til dig, Karina, for dit venskab og din omsorg, jeg vil varme mig ved synet af dine ønsker, som snart vil hænge ved side af sprælledamen ved mit spisebord.
Og Hanne havde sørget for grå og stilig ulden pynt til min stue, endda med birketræer på – jeg er sikker på at de er svenske – og hvis jeg ikke vidste bedre, så ville jeg tro, at Hanne havde været her før og set at lige præcis DEN pude skulle stå og smykke i lammeskindet i Safaristolen.
Heldig mig – og herlige Hanne. Tak…
Silkeborg midtby blev gennemtravet, frisk luft til lungerne og gode sager i poserne, nogen skulle have lyshuse med hjem, andre små laserskårede juletræer i sort og natur.
Et enkelt nøgle garn var alt, hvad jeg skulle ha’, og det lykkedes mig så at snuppe den forkerte farve, flot Anne S, men sådan kan det gå, når man i virkeligheden er optaget mere af at snakke end at kigge.
Vilde og herlige idéer om julesalg i gamle chokoladelokaler blev der pludselig handlet på, nøgler blev hentet og lokaliteter beset. Åh som vi kunne se det hele for os. Men når man (jeg) nu øver sig rigtigt meget i at blive bedre til at disponere sin tid og også få sat det rene ingenting i kalenderen, så må man ind imellem nøjes med at være med på idéplanet.
Også selv om det holder rigtigt hårdt…
Hvad dog er ganske nemt er at være glad, varm og veltilpas efter sådan en lørdag i vidunderligt selskab.
Varm varm varm langt ind i knoglerne og meget taknemmelig for, at der findes den slags smukke gode mennesker i mit liv.
Det burde alle have.
Venskaber.
Forbindelser.
Fællesskaber.
Kærlighed.
Og QR-koder…
