Vi har vel alle en yndlingsdecemberjulesang.
Måske én til turen rundt om træet, én anden til kirkebrug og så én som vi forbinder med bytur, gaveindkøb, dalende sne, lyden af mennesker, der ønsker hinanden Glædelig jul.
For mig bliver det ikke rigtigt december, før jeg har hørt Chris Reas “Drivning home for Christmas” 5-7-28 gange i bilradioen og i butikkerne.
Det er for mig den perfekte underlægningsmusik til juletur ud i byen for at hente gaver til børn og andet godtfolk. Når jeg hjælper med at pakke pakker og finde gode sager i t.i.n.g. bliver der også altid lige skruet en anelse op, når nummeret rammes i playlisten og jeg er ikke den eneste med fingeren på volumeknappen.
Men i år har Chris fået konkurrence af smukke Tina Dickow, der har indspillet nummeret efter en afstemning på hendes Facebook side, jeg er vild med hendes version.
Meget endda!
Den er på repeat og høres i køkken, bil, bad og sofa.
Fantastisk…
Lynhistorien, som nærmest holder sig på de 3 minutter.
Plus spilletid.
Jeg har været til mange skønne koncerter i mit liv. Vilde koncerter, groovy koncerter, lytte-koncerter og skråle-med-koncerter, gigantiske på dyrskuepladser og intime på provinsens spillesteder.
Mange stilarter og et bredt udvalg af både godt og snot.
Flest med samme kunstner må vel være Helmig.
Sjoveste musikoplevelser må være sommeraftener i Indelukket i Silkeborg til Hede Rytmer.
Og når jeg her skriver bevægende professionel så er det selvfølgelig fordi, at jeg rigtigt mange gange er blevet bevæget, når jeg har været i selskab med mange syngende børn. Bevæget så tårerne løber, det ved alle, der har læst med her på siden i bare mere end 5 minutter. Det findes masser af gamle indlæg om lige præcis de tårer og de stunder, men det var ikke dem, der kom til mig allerførst, da jeg læste dagens lyn-kort.
Det var Caroline…
Jeg var sprød sidste år, træt og usikker, sorgfyldt og under et næsten umenneskeligt pres og jeg følte at jeg stred mig afsted i modvind, op ad bakke, uden luft i dækkene og med meget lidt lys til at vise vej. Men lige der i den mørke eftermiddag mærkede jeg ro og håb og en slags klarsyn. Men allermest bare ro.
At kalde mig et troende menneske er en overdrivelse, i alle tilfælde hvis man tænker på Gud i forbindelse med tro, det er ikke der, jeg hænger min hat, ikke der jeg finder svar, trøst eller lys. Men jeg underkender ikke den kraft, som ligger i de smukke rum, som hører til vores kirker, eller de stemninger, der kan være der.
Og lige der, lige midt i Aarhus, på lige præcis den dag, der var de rum, den klang, de stemninger og intense følelser med til at få mig til at kigge op og kigge ud og opdage, at jeg var på vej i en smuk ny retning, på vej til at blive bare mig på en måde, som hidtil ikke havde været en mulighed. Det var stort og det gav ro.
Jeg har haft Ring them Bells til at køre her på computeren, mens jeg har skrevet indlægget, smukt med smukt på, det tåler at blive sat på repeat, jeg tager et par gange mere mens jeg glædes over, at jeg er et menneske, der kan bevæges.
