Browsing Category

Pigerne

Garn, Pigerne, Strik

MAN TROR DET JO NÆRMEST IKKE…

28/12/2011

Amanda er færdigstrikket og jeg er ca halvvejs igennem monteringsarbejdet.

Jeg havde nærmest ikke troet, at jeg ville nå hertil.

 

Skønt er det!!

Og den montering kan klares ved spisebordet i løbet af en kande te’s tid og nok 2-3 af de gode stykker konfekt mandariner til…

 

Sophie har bestilt træknapper, helt enkle uden fikumdik, og min forsigtige forspørgsel på isyning med rap tråd blev forkastet. Ikke neon eller pang her, bare neutralitet.

SÅ det bliver der selvfølgelig.

 

Alt ser endnu ud til at være lykkedes perfekt, alle de mange mange fejlstrikninger er forsvundet ved omhyggelig optrævling og ny start, de brede ærmer fra opskriften er blevet klædeligt smallere og det let melerede garn i farven Crystal fra Holst klæder de mange snoninger og kuber rigtigt smukt.

 

Mens jeg nu sidder her med stoppenål og madrassting, så kan jeg jo planlægge det næste store stykke strik.

Farven er grøn, slutresultatet en cardigan til mig selv, mønsteret tænker jeg stadig over.

 

Der findes jo så mange derude.

Men én ting er helt sikkert  –

det bliver ikke en Amanda…

For hjerte og sjæl, Gaver, Pigerne

JULEFORKÆLELSE…

27/12/2011

Behøver jeg at sige, at jeg er glad for min julegave fra pigerne?!

Glad som i VILDT glad?!

 

Jeg er nærmest lidt forelsket i min gave og glæder mig til at lune mig i sort og hvidt med rap kant.

Den er cool til jeans, den er classy på den fede måde over en sort kjole, den er til hverdag og fest og den er bare pisselækker, er den…

 

Som skrevet i det sidste indlæg, så er vi gået lidt (meget) amok i juleindkøbene og ud over den skønne Candilla cardi er jeg også blevet forkælet med lækkert album og smukke ting til mit hjem af mine piger.

 

Jeg er en lykkens Pamjulefis.

Røvforkælet  –

og jeg ved det og sætter uendelig meget pris på det…

Bagværk, Familieliv, Jul, Julekalender, Opskrifter, Pigerne

13. DECEMBER…

13/12/2011

En selvskrevet låge i kalenderen –

helt og aldeles og ikke til at komme udenom!

I dag på den trettende dag i december, som er Lucia dag.

Lussekatter.

 

Jeg har bagt de søde gule boller i alle de år, jeg har haft børn, plus minus, et par gange er det vel glippet, men langt de fleste år er mine piger – og ind imellem også andre – blevet vækket af duften af nybagt brød i den mørkeste mørke morgen.

 

Og sådan bliver det også i år.

Dog er der kun et enkelt barn at glæde med en lun lussekat og den vil også være nylunet og ikke nybagt, for jeg havde besluttet at i år måtte bagningen foregå d.12. om aftenen.

 

Både fordi, at vi såmænd står tidligt nok op uden bagning og så også fordi, at jeg havde en lille tanke om en luksusudgave af bollerne, som vi jo så måtte eksperimentere lidt med, inden at jeg kunne dele opskriften med jer andre…

 

Så en nybagt opskrift  lavet i sidste øjeblik.

Men sådan må det gerne være, når det lykkes godt!

Ikke al hastværk er lastværk –

dette værk blev nemlig rigtigt dejligt.

 

40 store bløde luksus lussekatte, der gør godt i både mave og på sideben

(Jeg lavede kun 32 af portionen og de blev altså i overkanten svulstige)

 

100 g smeltet og let afkølet smør

6.5 dl lun mælk

1 pk gær

0.5 gram safran

1 dl rørsukker

1/2 tsk salt

1 æg

4 spsk fromage frais med top

125 g revet marcipan

Ca 1500 g hvedemel

 

Start med at kvase safrantrådene grundigt i en morter eller en elektriske kværn, det gøres lettest, hvis en del af sukkeret kvases med.

Mos det, bank det, klem det og få det helt pulveriseret. Så bliver farven smukkest og smagen mest rund.

 

Opløs gæren i den lune mælk og det smeltede smør.

Rør sukker, safran, salt, æg og kvark ud i væsken.

 

Tilsæt så marcipan og mel.

Melet hældes i lidt ad gangen og det er vigtigt, at dejen stadig er let fugtig og elastisk, når den sættes til hævning.

 

Det er en ordentlig portion at ælte i hånden, så op i maskinen med skidtet, hvis du da ellers har sådan en indenfor rækkevidde.

Dejen skal hæves lunt og tildækket i en lille times tid, hvorefter den slås ned, æltes godt igennem og derefter deles i 40 lige store stykker.

 

Jeg laver altid bare det helt almindelige lille s med en rosin i hver ende, men brug Google hvis du trænger til en formningsudfordring, for der findes masser af skønne måder at forme disse små brød på.

 

Efterhævning er et must ellers bliver de tørre og lidt kompakte.

Så mindst en halv time under klæde, inden de stryges med sammenpisket æg.

 

Lussekattene bages ved 200 gr i ca 12-25 min alt efter ovnens hidsighed.

De smager allerbedst nybagte med koldt smør på og så en kop god te til. Decembernydelse.

 

Glædelig Luciadag til jer…