Mon der var en mor, der fik et meget ømt hjerte, da hun læste dette her?
JA JA og 3 x JA – også selv om det står skrevet i fuldblown danglish.
Jeg er totalt og aldeles vild med de pigers store kærlighed til hinanden…
Laura havde egentlig en plan om at blogge om sine oplevelser i USA.
En plan, der som så mange andre planer har det med at tørre ind, når andet kommer til at fylde og hvis andet ikke skulle det lige nu for hende, ja så ved jeg ikke hvornår det eller skulle.
Ny familie, ny skole, nye venner, nye vaner, nye skikke.
Der er meget at forholde sig til, hver dag.
Men nu har hun brugt sin Thanksgiving ferie på at planlægge en lille fortælle-kalender, som vil være i gang her i december.
St(r)ange in Wisconsin…
Laura lover, at der vil være masser af stave- og formuleringsfejl og der sikkert også vil være en smule danglish.
Og jeg vil sige, at vi her får at se, at det jeg har lært pigerne om, at man skal holde hvad man lover, virkelig er noget, som de har taget til sig!
Men det er lige meget med den stavning og med de pusseløjerlige formuleringer, for det er bare så skønt at læse og se lidt fra hendes amerikaner-liv.
Vi får selvfølgelig små beskeder i vores indbakker og ser hendes også på Skype, men det er hyggeligt at der nu også er denne mulighed.
Hvis i lige vil ha’ et lille glimt af oplevelserne over there så findes de lige her…
Der er sendt en pakkejulekalender over Atlanten.
24 pakker og breve til skønne Laura fra forældre, søstre, bedsteforældre, gode venner og gamle lærere.
24 x sjov, spas, kærlighed og hengivenhed, pakket med varme og længsel og vi ved, at det hele nu er landet godt i Wisconsin.
Jeg har i dag set pakkerne ligge klar på reolen i Lauras værelse.
Altså 23 af dem –
for én var blevet åbnet forleden.
“Der var ikke noget nummer på, mor, det var der altså ikke og i virkeligheden havde jeg jo lyst til at åbne dem alle! Så vær glad for at det bare var én!!”
Og det er jeg så! Eller noget…
Det var rigtigt hyggeligt at pakke alle tingene til hende, at planlægge hvilke gaver, der skulle falde på hvilke dage og Amanda, Sophie og jeg fik gode timer til at gå med det.
Et enkelt snøft blev det også til undervejs for vi savner hende altså, hun mangler ligesom her, hendes sniksnak og tosserier.
Men hun har det godt, rigtigt godt lige nu, og vi fornemmer, at hjemrejsedatoen bliver den absolut sidste dag, inden opholdstilladelsen ikke gælder mere.
Sådan sidst i juli næste år.
Vi under hende det, alle oplevelserne og alle de gode udfordringer, og vi under hende også at få en bid af julehyggetraditionskagen herhjemme fra.
24 bidder plus det løse…
Jeg havde aktiv pakkehjælp, da alle småtterierne skulle lægges i den store brune kasse. Op og ned i kassen røg Viggo, så bånd og dimser føg omkring os og lige så hurtigt, som jeg smed ham ned fra bordet, lige så hurtigt var han oppe igen.
Måske prøvede han at sætte bare et lille aftryk på kalenderen, måske prøvede han med lidt langdistancepåvirkning, måske havde han hørt nogen fortælle, at Laura faktisk ikke er så vild med katte men til gengæld elsker hunde?!
Han behøver ikke at ta’ sorgerne på forskud, der er længe til hun er her igen og til den tid, ja der er han jo nærmest så stor som en hund.
Pelset post eller ej –
jeg er sikker på, at Laura vil frydes over alt det gode, der ligger og venter på hende i centimeterpapiret!
Hun skulle bare lige vide, skulle hun!
Mon hun klarer at vente…