Sophie går og sukker efter sin Amanda, hun fryser skrækkeligt og synes vist, at november er koldere end kold og tænker, at alle hendes genvorligheder på det kuldskære områder vil fordufte i samme øjeblik, som hun kan trække i den hjemmestrikkede lune.
Men det er bare som om, at det strikketøj der bliver ved med at være en udfordring for mig!
Nærmest fra første maske har det drillet, det skidt, og det skal det åbenbart blive ved med.
For hvad sker der lige for den mini udgave af en rude der på ærmet??
For f****** f*** da oss’…
Da jeg gik i gang med ærmerne, kunne jeg hurtigt se, at de var alt alt for brede, og at de måtte gøres smallere, hvis Amanda skulle blive en yndlings for Sophie, og det skulle den jo gerne, når den nu var så ønsket og længe ventet og sørme også et snoningshelvede at komme igennem.
Så jeg fiflede og tilpassede og ærme 1 blev fint og smalt og godt, og der blev taget noter på en lille syregul Post-It seddel –
som så selvfølgelig forsvandt under flytningen tilbage omkring d.1.9.
Den dukkede op mellem en stak personlige papirer i sidste weekend – åh fryd åh jubel – og jeg tog mig selv i nakken og aftalte at 1.12. var deadline for dette projekt.
Men jeg har vist strikket hurtigere end hovedet og selvjustitsen har kunnet følge med, for ruden er nærmest halv størrelse.
Så om igen, Sulejma, igenigenigen.
Jeg har da virkelig noget “fornøjelse” ud af den uldne Amanda.
Det er godt at den af kød og blod er noget lettere at tumle…
