Hvordan skal jeg kunne undvære min skønne unge i 11 – ELLEVE – måneder?
Hvad er det jeg har sagt ja til?
Støtte i og opfordret til?
Jeg må ha’ været sindsyg!
Jeg har lige været oppe og kigge lidt på Laura, der sover trygt under min dyne, og jeg føler, at nogen hiver, flår og vrider mit hjerte, når jeg tænker på, at jeg skal undvære hendes humor, varme og vid i det, der ligner et helt år.
Lige nu er det nærmest ubærligt for mig…
Jeg ved, at alt bliver godt, at hun overlever, at jeg overlever,at hun får en oplevelse for livet, at tiden flyver og at hun pludselig er her igen.
Men lige nu, lige her, lige i dag, der kan jeg bare overhovedet ikke se komikken i det, tvært imod, jeg kan bare tude og hyle.
SÅ det gør jeg.
Meget endda.
Og når jeg så er færdig med det, så glæder jeg mig på hendes vegne, rigtigt meget, det bliver så vildt og skønt for hende, der har sukket og drømt om sådan en rejse i årevis…
Når det kan lade sig gøre for mine jobaftaler kører pigerne til og fra Ikast sammen med mig, de elsker ikke skolebussen, vil hellere slappe af og småsove i mutti’s beskedne Panda.
Jeg nyder at have dem der i den lille sardindåse, at høre om lektier, klassekammerater, orienteringsløb og nye musiknumre, om lærere med smasker med deres tyggegummi og om de kære nuttede 5 årige i keystage 1.
Vi får mange gode snakke i bilen og jeg strækker mig langt for at få den daglige tur til at passe i programmet…
I går eftermiddags var der filmclub på skolen og jeg havde familiesamtaler til 17.15, så der passede det perfekt med et lift hjem, hjem til aftensmad og besøg hos Sophie.
Pigerne stod klar ved bilen, da jeg kom ud fra kontoret, lidt matte og kuldskære efter en lang skoledag, og Laura kigger på mig med de allerstørste plageøjne og spørger
“Kan vi måske stoppe ved tanken og købe en kop kaffe?”
“Kaffe?? Til jer to?? Tænker i på latte eller??”
Og jo tak, det var lige det, som kunne rette oppe på energiniveauet og den indre varme.
Så gang i Panda’en, vroum vroum, afsted mod tanken, op foran den automatiske dør og ud af bilen springer mutti…
Ind i butikken, hen til den store italienske kaffemaskine, og tryk tryk på stor latte.
1 tsk rørsukker i hver, røre røre og på med plasticlåget og op til kassen.
34 kroner, tak!
Kling klang ned i mønttælleren.
Og så pludselig!
BANG!!
Mutti blev ramt midt i ansigtet af den der skovl, der viste hende hvor stor en spade hun var, hvor nem og servicerende og tanketom hun springer afsted.
For ude i bilen, der sad de jo, de to yndige prinsesser, der trængte til kaffe, de sad der og ventede på, at den blev bragt, duftende, hed og sødet, og de sad såmænd lige så stille og smilede. Til hinanden og til deres mor, der kom fejende ud af døren og ind i bilen med de store papkrus…
Hvad skete der lige for den mor?
Glemte hun, at hendes piger begge var født med 2 ganske udemærkede ben hver?
Holddanuligeop – hvor den mor lige pludselig så sig selv udefra. Ikke kønt syn!!
Så fra d.d. henter man selv sin kaffe – og alt det andet som pludseligt kan være livsnødvendigt – man gør det bare. Man skal ikke selv betalte, det gør den voksne stadig gerne, men man letter sin stramme lille popo og så kommer man bare afsted.
Jeg vil lige skynde mig at sige – og det er meget vigtigt – at pigerne på ingen måde tvang mig til at springe efter kaffen, de bad mig ikke, og det var der heller ingen grund til, for jeg løb jo afsted efter den, nærmest inden at de havde nået at udtale ønske og behov.
Jeg må hellere lige få arbejdet lidt med det.
Mit eget overudviklede nu-skal-mor-lige-ordne-gen.
Så er der mulighed for lune ører til alle pigerne, 3 stribede køkkenhuer er nu alle klar til brug.
Sophie snupper den, der egentlig var til Laura, så der bliver syregrønt og cyklame på toppen af den ældste kønne ansigt.
Laura ønskede en hat som Amanda, bare i andre – selvvalgte – farver, men havde i virkeligheden ikke nået at se eller fornemme pasformen, så hun var ikke ret tilfreds, da hun trak sin færdige hue ned over krøllerne. Den var for lang, for bumlet, for dum –
slet ikke som hun ønskede.
Så hue nummer 3 er strikket med tilpasninger efter det lauraske hoved og med en detaljetilføjelse for moderens indre strikkero…
Garn 50 gram blandet supersoft uld fra diverse leverandører
Pinde 4 og 5 mm Addi rundpinde 40 cm – tortur for hænderne med så kort en pind
Egne krumspring Laura ønskede en lidt strammere retrillekant forneden, så jeg slog 84 masker op i stedet for de 96, og tog så ud til de 112 på sidste pind ret, sådan cirka en udtagning efter hver 3. maske.
På de andre huer har jeg været lidt træt at, at ind- og udtagningerne lå lige op af hinanden, jeg har manglet en glatstrikket maske imellem for at give mere fasthed. Mine strikkerier kan godt have tendens til at glide lidt fra hinanden, hvis jeg strikker 2 dr r sm og umiddelbart efter 2 r sm. Så denne gang har jeg haft en maske imellem både ind- og udtagninger og det er blevet lige, som jeg tænkte det ville.
Det havde ingen indflydelse på maskeantallet og mønsterets mulighed for at “gå op”, jeg havde simpelthen bare en rapport mindre pr omgang.
For at gøre huen kortere lod jeg de farver, der i opskriften kørte over 4 omgange, køre 3. De, der kørte 2, blev som i opskriften.
Indtagningerne blev på huen som i opskriften, bortset jo fra farveskiftene, og også en lettere fiflen p.g.a. den “manglende” rapport i omgangen, men jeg fiflede snildt og fint og ingen kan se forskel, når ender er hæftet og huen i brug.
Laura er rigtigt godt tilfreds med resultatet og jeg er rigtigt godt tilfreds med, at jeg nu har strikket én til dem hver, jeg har brug for andet på pindene, end køkkenstriber til pigerne.
Måske jeg skulle lokke de 3 skønne til en fotosession iført stribede huer, som jo må være vinterens søster-uniform…
