Pigerne havde, inden afgangen til det svenske, travlt som bar’ pokker.
De asede og masede og sled og fik gjort has på en stor spand hvid maling.
Havehuset skulle shines op, så der igen kunne tilbringes sommernætter dernede, ligesom tidligere, og der skulle både hvide vægge og fine ternede gardiner til, før det var som det skulle være, det kunne de to søstre hurtigt blive enige om.
Malingen stillede far og mor gerne til rådighed, men arbejdskræfterne måtte de selv hoste op med, og det gjorde de så –
hold da helt op som de gjorde!!
Laura malede med de store armbevægelser og de mange kræfter, og Amanda gik bagefter og var med sin sirlighed en ægte og uundværlig finiseur, det var teamwork af den allerbedste slags…
Vi to gamle sørgede for kolde drikke og opmuntrende tilråb, og da ungmøernes kræfter var ved at slippe op, så trak jeg også i malertøjet i et par timer, for det var vigtigt for de to, at det hele stod hvidt og skinnende, inden vi pakkede sammen og drog mod nord.
Men alt i alt er alt det nymalede deres fortjeneste –
godt gået, synes jeg!
Gardinerne lokkede de deres farmor til at sy, Laura havde en idé om blå-hvide køkkentern og printede et lille billede ud, så syersken havde noget at rette sig efter, og det gjorde hun selvfølgelig, uden brok og lige så sød og smilende som altid.
Da vi kom hjem lå der både gardiner, ophæng og 2 betræk til de store bløde hynder, der også hører til dernede i huset, tak til vores bedste, siger vi…
Nu er der redt op dernede, på luftmadrasser og vattæpper, og Laura har allerede slæbt sin dyne derned, og venter vist bare på, at Amanda kommer hjem, så de kan daffe ned og hygge i ungdomshyblen.
Det ser så lækkert og indbydende ud, jeg overvejer kraftigt at blive bz’er igen!
Mon de vil opdage mig, hvis jeg ligger musestille og helt op ad væggen…
