Der blev hun dødsens bleg på et nano-sekund, hende Laura!
“Uniform.
These have now been selected and are available to ordre through the school.”
Den havde hun sgi ikke lige set komme…
I går fabulerede vi to halvgamle om læggede nederdele, knæstrømper, slips, jakke og vand i håret, hun var rystet!
I dag trækker hun vejret lettere, fordi hun nu ved at det bare er polo og jumper.
Men hvordan ser de mon ud, little miss international…
Amanda har været så heldig at få tilbudt at låne et klaver, et rigtigt klaver, et Hindsberg, og siden det blev kørt ind i huset for en time siden har tonerne flydt fra arbejdsværelset, hvor det har taget ophold.
Hun sprudler og stråler af glæde, spiller og spiller, og det ene nodeark efter det andet bliver hevet frem og mens jeg sidder her og skriver er det Pink Panther og Yesterday, der ledsager mit spilleri på tasterne.
Jeg har en fornemmelse af, at spilleriet vil fortsætte i timevis, i dagevis, i ugevis og måske endda i årevis, hun bruger timer på at klimpre og fra første anslag for 3 år siden har hun været hooked…
Indtil i dag har hun bare haft med et Roland elpiano at øve sig på, og det er slet slet ikke samme fornøjelse, hverken at spille på eller at høre på, som et rigtigt klaver er, så jeg forstår hendes store glæde over dette gavmilde og hjertevarme tilbud, som jeg synes udlånet af klaveret er.
Vi er i alle tilfælde rigtigt glade for, at nogen havde lyst til at lade deres instrument bo her nogle år.
Måske kan det at der nu står et klaver lige her ved siden af computeren være et spark til mig, jeg vil egentlig gerne genoptage det spilleri, der blev lagt på hylden til fordel for ungdomsklub og kæresterier for 30 år siden.
Melodierne ligger i fingrene endnu, det mærkes når jeg sætter mig sammen med Amanda, mon ikke det er lidt det sammen, som det med at cykle.
Man glemmer det aldrig helt, det skal bare støves af og genindøves.
Det skal ha’ en chance, tror jeg, måske kan jeg en dag igen spille med dansende fingre, ligesom hende min lille pianistinde gør…
Det triste gråvejr med byger kan bestemt ikke være forårsaget af vores smukke ældste, der lige præcis i dag har været et af de vigtigste elementer i mit liv, det må bestemt være en anden fødselar med knap så meget sødme og herlighed, som vores fødselsdagsbarn besidder.
Om lidt kommer hun trillende sammen med Noah og hans mor, og senere på dagen er der inviteret til græsk gilde her på adressen, det er hyggeligst og bedst at holde fødselsdag hos fra og mor, synes hun, hende Sophie…
Meget meget senere, bloggeriet blev afbrudt af banken på døren:
De kom, både fødselsdagsbarnet og alle de andre gæster, og her er blevet hygget, spist, snakket, åbnet gaver, drukket vin og kaffe, og så lige snakket lidt mere.
Der er blevet leget med Noah, aet kattekillinger, spist igen, sippet kaffe og hygget igennem, alt lige efter Sophie ønske og solen endte endda også med at skinne på os…
Jeg bliver altid sådan lidt smånostalgisk og tudevorn, når en af pigerne har fødselsdag, tænker tilbage på de første dage, de var i verden, på de andre fødselsdage, på de sjove og herlige oplevelser vi har haft, og bliver også altid lidt ramt af tankerne om og frygten for om min måde at være mor på nu også har været i orden.
Især med hende den store her har jeg ind imellem famlet, været grøn og usikker, nogle gange for striks og andre gange alt for blød, men mon ikke bare det er sådan, at moderskabet er.
En blanding af ubeskrivelig altoverskyggende kærlighed, lammende frygt, svulmende stolthed, kortluntede irettesættelser, blid og anerkendende guidning og så alt det andet, der fyldet ens relation til afkommet.
Jeg tror det, i alle tilfælde er det sådan, at det har været her; og ærlig talt, så er Sophie og jeg sluppet godt fra opdragelsen af hinanden, synes jeg.
Tillykke til dig, Sophy, med kys, kram og kærlighed på…