Jeg kan nærmest få sådan lidt dårlig samvittighed på bagkant over, at jeg ikke gad med i hallen i aftes; for pokker da, hvor havde det været surt for både Laura og os andre, hvis vi ikke havde været med som klappe- og smilekærligt-kor, da hun hele to gange var oppe og hente et stykke metal.
Der var mange af ungerne, der var kommet alene, og dem jublede og klappede vi selvfølgelig også af, samtidig med at vi kiggede på hinanden og sendte pyh-ha-øjne, godt vi kom med!
En medalje om halsen for at vinde deres pulje, de seje piger, og en lille anden gylden ting i hånden, fordi Laura var blevet valgt som årets kammerat af trænerne, begge dele dejlige påskønnelser efter en lang sæson med slid og knubs.
Jeg ved godt, hvilken én, som jeg synes er mest værd…
Efter endt hurlumhej i hallen drog forboldpigerne afsted til sodavandsdisco i ungdomsklubben, det første af slagsen for Lauras vedkommende, det var en stor dag i går for midterbarnet.
Vi andre kunne gå hjem, og med god samvittighed slå måsen i sofasædet og jeg har lovet mig selv, at jeg aldrig mere brokker mig, når vi skal afsted til de multimange sportsarrangementer, tænk hvis vi ikke havde siddet der i går, det havde været nedtur.
Vi skal selvfølgelig bakke op og være med hver eneste gang, men ind imellem kan jeg godt gå lidt kold i at være soccer-mom, så længes jeg efter at være en udflydende couch potato…
