Silende regn, fodboldkamp på hjemmebane, de spillede så englene sang og målene fløjtede ind i gæsternes kasse.
9-0 endte kampen, og mor klapper Laura på skulderen og siger
“Sejt spillet, skattepige!”
Tøsebarnet svarer
“Det havde sgu da været federe, hvis vi havde givet dem et æg!”
Nåh ja, selvfølgelig, man kan vel ikke bare være tilfreds med at vinde med 9 mål, 10 havde været absolut federe.
Egentlig er der ret meget en mor ikke forstår, især om fodbold…
Der er lige tikket en sms ind fra Sophie
“Shit her er lækkert… I skulle ha’ været med!!”
Det ville vi da sådan set også gerne, men for denne sommer er feriedagene brugt op, og med de dejlige ferieuger vi har haft, der ville det være lyv at påstå, at vi ligefrem trænger til mere ferie.
Sophie trænger – rigtigt meget endda – hun er en slider, og har vist nærmest kun tilladt sig selv at holde 3-4 spredte fridage hen over hele sommeren, så vi under hende alt det bedste.
Og det bedste hun ved, det er lige præcis solferie med masser af vandplaskeri og masser af mad – jeg tror, at der er mulighed for en rigtig Sophie-ferie her, hvor hun lige er ankommet…
“
Aftentur i skumringen med Nugga-hunden, tyst og stille, ro til en urolig sjæl og et overarbejdet indre, fred og afslapning til en træt krop, plads til at lade tankerne flyve og morgendagen være på stand-by.
Hjem gennem lyngen, der lyser lilla i dagens sidste stråler, op over bakken med duften af våd muld og kaprifolie i næsen, hjem mod det sorte hus, der ligger der i haven med varmt lys strømmende ud gennem ruderne.
Jeg kigger ind, lidt på lur og ser der i sofaen de tre piger, jeg kan kalde mine; de tre, der får mit hjerte til at banke, min mund til at smile og min følelse af lykke til at svulme.
Jeg glemmer helt og aldeles, hvor meget de ind imellem puster til min hidsige og iltre ild, lige nu og her elsker jeg så højt og meget, at det næsten er svært at rumme.
Tre på rad og række, sammen og hver for sig, forskellige og alligevel ens, mine smukke piger…