En eller anden havde monteret en lille nytårs-knaldting i det ene badeværelses-skab, havde møjsommeligt tapet den fast med kilometervis af tape og så fået træksnoren spændt fast i nogle papirsclips, der var stukket igennem den ene hyldes metalhuller.
Den ønskede effekt udeblev dog, “lunten” røg ud af clipsen, så der lød ikke et lille knald, ej heller fik nogen miniserpentiner i håret og ingen stod tilbage med sodsværtet ansigt i bedste tegneseriestil.
Pokkers!
Det er jeg i alle tilfælde sikker på, at Amanda tænkte, for dette lille stunt er så tydeligt hendes værk, at vi ikke behøver at tage fingeraftryk.
Hatten af for tålmodighed og idérighed, din lille knallert…
Amanda og jeg har brugt dagen på vandet, ja og også i det altså, for de indledende øvelser i at komme til at mestre havkajak-diciplinen var selvfølgelig, at man skulle lære at komme ud af dem, når man hang med hovedet ned ad.
2 timers øvelser i svømmebassin og så ellers ned på søen, hvor der blev padlet til den store OL-medalje.
Vi er totalt solgte begge to, det kan kun gå for langsomt med at finde et par havkajakker, der passer til vores budget, og så skal vi fileme padle søen tynd, vores egen sø, Silkeborg søerne og også havet, når vi er blevet lidt mere fortrolige med det…
Jeg har længe gerne villet i gang med at ro, har prøvet at lokke med et par veninder, men ingen har bidt på, og jeg selv har heller ikke fået gjort mere ved det end snakken.
Men pludselig lå muligheden lige for fødderne af mig, vores lille svømmeklub arrangerede en dag i havkajakkernes tegn, og Amanda og jeg slog til, for det viste sig, at hun havde faktisk også en lille drøm om stille vand og glasfiber under numsen.
Jeg havde ærlig talt svært ved at stampe energien op til at komme afsted, men jeg ville ikke bryde den aftale, jeg havde med Amanda, jeg ville ikke, så afsted og så måtte jeg betale bagefter, og jeg vidste allerede på forhånd, at det i alle tilfælde ville give voldsomt meget plus på den mentale konto at sidde der ude på søen…
Det har været en herlig dag, det var så skønt at være afsted sammen, vi har fået rørt lattermusklerne og også nydt at kunne dele oplevelsen med hinanden, og vi bakke selvfølgelig også hinanden op i, at vi er knald-seje til det, faktisk tippede vi kun rundt de gange, hvor vores instruktør sagde vi skulle, det var ikke alle på holdet, der kunne nøjes med det.
Amanda var den yngste deltager, én anden stor pige var der, og ellers kun voksne, og jeg må endnu engang bare konstatere, at vores yngste er så sej, målrettet og stædig, når hun skal tilegne sig nyt, og hun klarede helt de samme anstrengelser på søen, som vi andre, til trods for en meget mindre kajak, meget mindre pagaj og meget mindre arme at trække med, hun er en fighter!
Nu er vi brugte, nærmest brugt op, og resten af søndagen skal tilbringes i badekar og på sofa, men det er der også plads til, og det er også tilladt at ømme sig og være lidt pylret, men for pokker, hvor er det sådan en oplevelse da givende…
Nogen i familien jubler foran tv’et, de har indkøbt nyt elektionik, det elsker de, og nu kaster de sig rundt og svinger i luften med en lille hvid plasticting, der gør det ud for både boksehandske, ketcher og golfkølle.
En anden en svinger rundt med en malerrulle, for det elsker hun, og lige om lidt, så er de sidste rester af en prinsesseblå væg forsvundet, og pigeværelset fremstår hvidt og friskt og klar til en teenage-opgradering med sort verdenskort på den ene væg og Simpson-gadgets på lange hylder.
Hver mand, eller kvinde, sin fornøjelse, og jeg har jo det der med maling…
