Er det mon ikke nærmest en naturlov, at det at man sopper stille er lig med at man et kvart sekund senere ræser rundt, hvinende og skrigende med flagrende arme, og helt sikkert er våd til skindet?
Det er i alle tilfælde lige så sikker som Amen i kirken i vores familie…
Der er redt op til fest og ballade nede i pigernes havehus, Amanda har et par veninder til at overnatte og vi kan høre høje hvin og smittende fniseri dernede fra.
De har linet op med te, kage, sodavand, slik og chips, det er ikke kalorier, der kommer til at mangle og helt sikkert heller ikke gode grin, de er nogle herlige piger, der formår at nyde og hygge af hjertens lyst selvom de er tre…
Jeg har gået en lille runde i haven for at nyde alle farverne og duftende derude, specielt den kæmpemæssige kaprifolie, der vokser i krattet langs vores grund, er berusende, når duggen falder.
Jeg gik for at nyde haven, men også får at nyde livligheden i skuret, hvor der fortælles “uartige” historier og nedgøres nogle halvgamle forstokkede pinlige forældre, de er ikke nået til mig endnu, men jeg er sikker på, at jeg ikke behøver at gå ret mange meter væk, før det er mig, der står for tur.
Om lidt vil jeg daffe op i min egen seng og overlade haven og sommernatten til de tøsebørn, der bestemt ikke har tænkt sig at sove for meget af den væk…
Så er hun landet her hjemme igen, vores fodbold-knokle-pige, hun er glad og tilfreds og meget meget træt.
Medaljer blev det ikke til, men det fylder vist ikke så meget, det er oplevelsen, kammeraterne, stemningen og sammenholdet, der snakkes om.
Og så selvfølgelig lige det der knaldhamrende hårde mål hun smækkede i på et straffe!
Hun var døden nær af nervøsitet, da hun blev bedt om at tage det, og fuldstændig flyvende af lykke, da den sad lige i kassen.
Nu skal der bades og soves, og ømme tæer og ben skal plejes, det er dejligt at der er seks lange uger at gøre det i…