Amandas lange tynde pegefinger har været i nærkontakt med en hård fodbold, og lægen har i dag udstyret hende med en skinne, der ikke er ret samarbejdsvillig, når man gerne vil spille guitar, klaver og pille næse.
3 ugers pacificering kan føles som lang tid, når man er et lille menneske, der piller ved alt hele tiden og så igen…
Laura har altid været lidt frisk i replikken, lynhurtigt kan hun fanget et ord i luften og sende det tilbage med et kærligt svirp.
I trygge rammer optræder hun gerne på slap line og flasher de store fortænder i et kæmpe grin, hun er fræk som en slagterhund og har et sprog som en garvet søulk, og det meste af tiden morer vi os kosteligt over hendes fornemmelse for sproglige tvist…
En af de ting, der er fulgt med mit arbejde på pigernes skole, er en efterhånden nærmest daglige breefing på lærerværelset om hendes bemærkninger, og heldigvis ledsages fortællingerne altid af kærlige smil og varme.
I dag havde der været nogle utilfredshed i hjemkundskab, de havde snakket om, hvad de skulle lave den sidste gang, hvor der gerne måtte skrues lidt op for det skrabede budget.
Læreren havde foreslået ristaffel, men det var der nogle af klassens tøzer ( og ja, det er med vilje at det her er skrevet med z, for det er sådan nogle af slagsen), der absolut ikke havde lyst til.
“Hmpf, zkal vi zå zidde og æde peanutz eller hva’?! Vi nægter zimpelthen at ta’ noget af alt det andet underlige der!”
Deres brokkeri blev efter en tid for meget for Laura Rapand, og hun vendte sig om mod dem og afleverede denne lille hilsen:
“I har måske mere lyst til hvidt brød med brun-creme og hårextentions?”
Hvis hun samler en omgang verbale øretæver op, så er hun vist selv ude om det, den knallert…
Amanda og Nugga forstår at få det bedste ud af en doven morgen.
Den ene klædt i udtrådt nattøj og kruset paryk, den anden placeret på det vattæppe, der er adgangstegn til at komme op i hynderne.
Couch Potatoes…