Pigerne er kommet hjem fra en oplevelsesrig badminton-weekend med ædle metaller i taskerne, den lille havde en guldpokal med og den store en i bronze, hver især tilfreds med egen indsats.
Vi to halv-gamle er allermest tilfredse med, at de overhovedet kom afsted, det holdt nemlig lidt hårdt, de har ikke den store trang til den slags udskejelser, men det er så dejligt, at de tog springet, for de er kommet hjem så glade og fyldte af oplevelser og mod på meget mere.
Og vi er selvfølgelig også glade for, at deres flid og indsats på den sportslige side belønnes, det er altid sjovt at vinde…
De mødte hinanden i semifinalen, og de havde kæmpet, som var det med livet som indsats, og vi har fra pålidelig kilde hørt, at det var med hvæsen og onde øjne at slaget stod.
Den store siger, at hun lod den lille vinde, den lille snøfter hånligt og bedyrer, at sejren var fortjent!
Den diskussion får de lov at ha’ for sig selv, den startede for næsten 12 år siden og får nok aldrig ende.
Amanda måtte bæres op ovenpå i aftes og har ligget brak deroppe der meste af dagen i dag, de hypermobile led har været på overarbejde og anklerne kan endnu her i aften nærmest ikke støttes på.
Det er surt for hende, der gerne vil springe badut og slå til både Søren og fjerbolde, men sådan er det og så må hun ta’ en slapper, når hun har brugt sig selv for meget.
Pokalerne kom med hjem, og det opvejer vist så rigeligt de ømme kroppe…
