Første dag på job efter en anderledes men helt og aldeles vidunderlige ferie.
Første dag væk fra hende den skønne, der lige er vendt hjem og fra hende den anden skønne, der forlader os lige om lidt.
Men det var helt okay at køre afsted, jeg gjorde det med ro indeni og smilemund uden på, jeg holder meget af mit job og også rigtigt meget af de mennesker, som jeg arbejder sammen med.
Det er en gave, synes jeg, at kunne glæde sig over at vende tilbage og ikke sukke over, at ferien ikke var længere…
Hjemme i jomfruburet daser de unge håbefulde videre, jeg under dem det så godt, i næste uge starter nye kapitler for dem begge, Amanda skal afsted på efterskolen og Laura afsted på IB. Nye venner, nye rammer, nye vaner og nye udfordringer.
Så de skal bare slappe alt det de orker, der bliver nok at bruge kræfter på i de kommende uger.
Lister med ting til efterskolen ligger fremme og hver dag kan der streges nyt, der skal investeres stort og det bliver der så. Godt at ferien har budt på masser af kalorier for nu bliver der serveret tørre havregryn resten af måneden. Uheldigt for os som bliver tilbage!
Og heldige hende, der drager ud i verden med kilovis af lækkert nyt grej, der skal slides i sport, på tur og i den ganske almindelig hverdag i bakkerne ved Aarhus.
Godt at jeg så har mit gode job at glædes over, det sørger både for smil om mund og i hjerte og så for mælk og sukker til havregrynene, når vi har rundet den næste første…
Knap er den ene endelig kommet hjem i reden igen før den næste flyver ud i verden.
Det ser ud som om, at det bliver denne mors lod at savne og undvære.
Men det klarer hun, for hendes piger tager nogle gode valg for sig selv, valg der modner og udvider horisonter og det under hun dem af hele sit hjerte.
11.5 måneder i USA for Laura afløses nu af 10 måneder i Århus for Amanda, der lige om lidt starter et forhåbentligt herligt efterskoleår med mulighed for at fordybe sig i det, som hun brænder allermest for, nemlig Science fagene, som altid har været hendes største interesse.
Det vil tage tid at vænne mig til, at hun ikke lige er her i mit hverdagsliv, det har været et intenst år for hende og jeg alene her i den lille lejlighed, der senere fik vokseværk.
Vi har været tæt på flere plan og det vil kunne mærkes, at der bliver afstand.
Men hvor har det bare været en gave at få lov at kunne være så meget til rådighed for bare ét barn. Et privilegium at få denne mulighed på et tidspunkt i Amandas liv, hvor en mor almindeligvis ville være på vej ud på et sidespor i barnets verdensorden.
Nu bliver det Lauras tur til at være ene kylling i kurven og lad mig bare sige det sådan:
Hun lægger voldsomt op til storforkælelse, hun er ret bevidst om at der kan være mange fordele i bare at være én om mor, og det skal hun få lov at nyde.
Jeg vil nyde det og jeg vil også nyde de aftener, weekender og ferier, hvor der er hele tre skønne børn herhjemme…
Laura fik et tæppe med sig ud i verden og Sophie fik ét med hjem og jeg ved, at de begge har brugt de kulørte lapper flittigt. Tæpperne er ikke store jeglæggermigogsovertilmiddagunderdig-tæpper men jeg har hørt at de er hyggelige at smide over benene i sofaen eller have om skuldrene, når man sidder og daser.
Og der er endda blevet pippet om, at de har indbygget mor-duft, den er nok ikke langtidsholdbar men morvarmen vil altid være deri.
Amanda blev selvfølgelig også tilbudt et tæppe, da jeg var i gang med de andres, hun takkede venligt men bestemt nej, ikke noget stikke-uld til hende og desuden var de også ALT for spraglede til hendes mere nedtonede smag.
Hun ønskede sig tyk bomuld i bløde farver og det sagde jeg Ja til.
Dengang – for ca et års tid siden – og så blev det sådan set ved det!
Der har været flere tiltag til garn- og farvevalg, flere snakke om, at nu skulle det vist til at være.
Og så er der ikke sket mere!
Indtil i går…
Jeg kunne begynde at mærke et vist pres, mest fra mig selv, og tænkte at kombi’en OL, ferie, regnvejr og matte børn var helt perfekt til tæppehækling.
Og heldigere end heldigt havde én af de lokale garnbutikker sat alt sit Eco Algodon ned til 20.- pr nøgle! Hvor skønt var det lige?!
Så garnvalget traf egentlig sig selv og farverne var heller ikke svære at udtage, for langt de fleste i det garn er bløde og dæmpede, lige som Amanda kan li’ dem, og jeg valgte bare de mere “rappe” fra.
Jeg købte for 300.- kr blandet og er i gang med at hækle den første halve meter, så jeg kan få regnet lidt på, hvor meget mere jeg skal købe. Måske en halv portion mere.
Garnet er så blødt og let at hækle i, det deler sig ikke og glider nemt over pinden og det betyder en hel del for en hækleklovn som jeg.
Opskriften er fra Drops og det bliver vel ikke ret meget mere enkelt end det. Størrelsen afpasser jeg efter de to andres tæpper, for de har været godt tilfredse med den og som altid “If it ain’t broken don’t fix it!” så Amandas bliver altså i omegnen af det samme.
Så derud af går det i blødt bomuld i bløde farver og jeg er nået dobbelt så langt, som på billederne her fra i går, jeg når det, det er jeg faktisk ret sikker på.
Og så er jeg i mål med tæpper til døtre.
Måske burde der komme tæppe til mor efterfølgende – jeg er i alle tilfælde ret lun på Amandas striber…
På en mark ved Spøttrup Borg har jeg spist min frokost i dag. Sammen med 2/3 af det, som giver mit liv allermest mening og varme.
Smukke, glade, grinende, varme og skønne er de, Amanda og Sophie, og jeg føler mig som det rigeste menneske i verden, når jeg er så heldig at have sådan en hel dag sammen med dem uden forstyrrelser eller afbrydelser.
Bare os og det som vi synes er hyggeligt og sjovt…
I dag var det søndagstur ud i sommerlandet. Tur med picnickurv og tæpper og en plan om at besøge et loppeparadis.
Det blev den mest vidunderlige dag, sådan en af den slags, som vi tydeligt vil have med indeni i lang tid. År måske.
På næste søndag kan vi tage turen igen. Måske den samme. Måske en lidt anden.
Men på næste søndag bliver det endnu mere vidunderligt for der er reden fuld og hønemor tilpas og rolig.
3 ud af 3 vil være med og så bliver den slags vist ikke bedre…
