Sophie kom med en gave til mig i går, en lille lækker træ-æske med skønt indhold i.
“Jeg ved godt nok ikke lige, hvad du skal bruge den til, Mor, men den er så fin, og minder mig om dig og alle de gange, hvor du har klippet påklædningsdukker ud til mig, også lige præcis hende her Sorte Marie.”
Og ja, jeg har klippet påklædningsdukker ud, i massevis, men ingen af pigerne har vist den mindste interesse for dem, og til sidst holdt jeg endelig op med at købe dem, for selvom jeg kunne ha’ brugt time- og dagevis på at sidde og tegne tøj til dem, ja så ville mine piger altså hellere bygge en Lego-by…
Kassen dufter så dejligt af træ, og nede i de mange små rum ligger de fineste kjoler, der på magnetisk vis sættes på det lille brune pigebarn.
Hun kan blive så smart i alle sine 50’er kjoler, der strutter og puffer, så det er den rene svir.
Så nu leger jeg altså bare selv, med min magnetiske træ-Marie, og når jeg næste gang skal handle, så køber jeg en ordentlig stak blege tynde sprøde kiks med et ordentlig lag mørk chokolade på, dem kom jeg pludselig til at længes forfærdeligt efter…