Jeg kunne ikke nære mig!
Jeg måtte bare!!
Så nu er alle de ellers ret lækre ting, der sædvanligvis står her i akrylkassen, gemte væk og julerædsler og glæder puttet på hylde.
Det måtte bare til –
og Torben, han smiler bare sit skæve smil og ser ud som om at han tænker:
“Det forsvinder igen om nogle uger!”
Endelig – endelig – er der blevet tid til at hive julekasserne ned i alrummet, jeg har sådan glæder mig og nu er det så nu!
De store smukke kasser i birketræ tjener til hverdag som sengebord i min side, man skal holde sine skatte indenfor rækkevidde, og jeg glæder mig hvert eneste år til den dag, hvor jeg må undvære fralægningsplads ved sengen men til gengæld kan hive alle herlighederne frem i lyset…
Jeg har hverken tema eller do-and-don’t i mine julerier, jeg gør lige præcis, hvad jeg har lyst til og jeg har lyst til meget.
Meget tosset, meget kulørt, meget genkendeligt, meget nyt, bare meget!
Ikke Gertrud Sand-agtigt meget, men på heller ingen måde minimalistisk og top-stylet, for hvor fa’en skulle det fra alle de andre år så placeres?!
Jeg forsøger at mikse det nyindkøbte med det gamle frønnede, og synes faktisk selv, at det år efter år lykkes mig så udemærket at få lavet et herligt julet hjem i december.
Faktisk har jeg slet ikke fået købt noget nyt i år, men det kan der lynhurtigt blive rådet bod på, for et eller andet juleri falder man vel altid over på vej rundt i yndlingsbutikkerne…
Indrømmet, det er nok ikke den rigtige eller mest opfindsomme betegnelse for denne Turi-ting, men veninden og jeg morede os nu ret meget med at finde noget at kalde den fine lille tallerken her.
Jeg købte 2 af slagsen på loppemarkedet i Hune forrige søndag, 30 kr ialt, god lille loppeting til os to, der osede sammen.
Vi forestillede os, hvordan vi som ældre damer med lilla hår vil kunne sidde og nyde en god portvin og en lille cerut og så række fadet frem og tilbage med en lille stak Remi-kiks på, de der små sprøde vaffel-agtige nogen med mintsmag, ren farmor-kiks, det bliver så lækkert…
Jeg elsker det ménage-à-trois, der er gengivet på fadet, manden der i midten er en værre frækkert med snoet overskæg og det hele og se så lige det blik, som den forreste dame sender bagud, det er noget af en skovtur, de er på vej på.
Der er lagt op til løjer der…
Det ser ud som om, at der har været en lille kop eller skål til, som har kunnet stå fast bag den lille porcelænsknop i højre side, den er nok gået til i kampens hede.
Det er sådan set lige meget for mig, det er svært at savne noget, som man aldrig har haft og jeg elsker det lille fad alligevel.
Jeg elsker det loppemarked oppe i Hune, må der forbi hver eneste gang jeg er i nabolaget om søndagen, og jeg synes, at jeg har fundet guld hver eneste gang.
Små fine ting til mindre end ingenting.
Der er godt nok et pænt stykke vej, men jeg har vist ingen planer for på søndag, så måske…