Kunne man ha’ ladet dette lille pusseløjerlige glashus stå i butikken?
Kunne man nænne det, når det nu stod der og råbte efter en??
Kunne man sige, at det var en fuldstændig overflødig og fjollet ting at slæbe med hjem???
Det kunne man sikkert godt, så det er fint for mig, at jeg ikke er man, men bare Anne…
Egentlig er det lige lovligt tuttenuttet i forhold til meget af det andet, vi har stående, men det er gør ikke så meget, det ensrettede og gennemførte bliver nok alligevel aldrig mig, jeg slingrer altid lidt, og til trods for Torbens løftede øjenbryn, da han så anordningen, ja så fik den lov til at blive uden de store problemer.
Jeg er sikker på, at jeg inden længe har fundet både det ene og det andet at bruge det til, og så vil jeg igen glæde mig over, at jeg ikke lod det stå.
Måske skal det stå ved hoveddøren med masser af store bloklys i, måske med bare få lys og så ellers lækre efterårsblomster og græskar, måske kan det stå på terrassen med små stiklinger i eller også…
