Jeg har kørt Torben til julefrokost, sørget for nem og hurtig aftensmad og er klar til en girls-night med film og hygge i sofaen.
Pigerne har godt nok kastet sig ud i en Jul på Vesterbro-maraton, jeg kigger med fra sidelinien, og klukker en del, måske bliver det den kanal, der kommer til at underholde aftenen igennem…
Mens jeg går lidt til og fra tv’et, så kigger jeg også lidt på udstyret til årets adventsting, mon ikke det bliver samlet til et eller andet brugbart inden søndag?
Det tror jeg…
De to drejede træer af det lyseste birk købte jeg i dag på torvet i Silkeborg, ved min honningdame, der i dagens anledning havde slæbt lidt husflid med.
De er så fine og glatte, dufter skønt af friskt træ, 15 kroner stykket, det er et af de gode kup!
Men jeg tænker nu lidt på, om ikke også de ville være fine, hvis de var helt hvide; der står spraydåser i skabet, man kunne jo forsøge sig med den ene først…