Jeg er i gang med at ordne Lauras værelse oppe ovenpå.
Flyttekasser pakkes ud, tøj lægges på plads, bøger sorteres og sættes i skab og små opstillinger af gammelt og nyt forenes på hyggelig vis.
Jeg går deroppe og smiler stort, bare det at bevæge mig i det rum, hvor hun snart skal bo, gør mig varm og rolig. Snart er hun her og jeg glæder mig så usigeligt meget.
Her skal være fint og særligt, når hun lander, hun skal kunne genkende og falde til ro i de nye rammer, som hun indtil nu kun har set på Skype.
Det er så vigtigt for mig, at hun kan se, at hun er ventet og at det hun kommer til er lige så meget hendes, som det er vi andres…
Hun har givet små pip om, hvad hun ønsker og ikke ønsker, og også fortalt, at det er svært at finde ud af, om hun skal kigge på forhånd eller helt lade sig overraske, når hun træder ind deroppe ved aftentide d.26. juli.
Helt afklaret med det er hun vist ikke, så i dag bliver det bare til en lille sprække på en udvalgt del af væggen.
Måske kan der komme mere senere.
Men lige meget hvad, så hygger jeg mig mere end meget med at hænge op og pille ned og flytte rundt og flytte tilbage.
Det ender godt, det er jeg sikker på, og allerbedst bliver det, når der kommer varmt og levende og krøllet og smilende fyld ind i værelset…
Om ganske få dage har Amanda og jeg boet 4 mdr. her i den lille lejlighed i byen.
4 mdr. i nye rammer på flere plan.
Det har taget tid at falde til.
Der er så meget, der er forandret, og selvom jeg egentlig synes, at jeg er et åbent og omstillingsparat menneske, der kan få gode ting ud af det meste, så har der været lige rigeligt at vænne sig til og falde ned i.
Men vi er på vej og de fysiske rammer bliver mere og mere hjem.
Det er sådan det er et langt stykke hen ad vejen for mig.
Men rummene og det, der fyldes i dem, betyder nu også meget, rigtigt meget, for mig.
Jeg har ingen dyre møbler, ikke fordi jeg ikke holder af den slags, det gør jeg faktisk, men pengene er blevet brugt til andet, som har været vigtigere. Ting, som jeg har syntes, var vigtige, masser af gode råvarer f.eks. og også ting, som ham jeg var gift med, syntes var vigtige, og som jeg accepterede.
Det er helt fint og de møbler jeg har, ja de passer såmænd rigtigt godt hertil. Og de, som jeg synes, også ville være gode og rare at ha’, de er inden for rækkevidde…
Hvad jeg ikke har i møbler, har jeg til gengæld i skabe og gemmere, hundredevis af dimserier til karme og borde, hundredevis af loppefund og designkøb, som sammen gør vores hjem til lige præcis vores hjem.
Jeg holder af hvert eneste lille og store stykke pynt og får altid god tid til at gå med at skifte ud og bytte rundt.
Det kan jeg slet ikke lade være med.
Jeg sætter i små grupper, jeg opløser dem og laver nye makkerskaber, jeg hiver ud af skabe og sætter ind igen og imens smiler mine piger stille til mig.
Hos hende, der er flyttet hjemmefra, der ser jeg den samme hobby udøves, hun har endda en betegnelse for det.
“At indrette vindueskarme”
Det er det, jeg også går til…
I ugen op til jul havde jeg en dejlig kvinde på besøg. Hun var her for første gang og gik stille rundt i rummene og kiggede.
Da hun kom hjem sendte hun disse ord i en sms
“Hvor har du fået dig indrettet dejligt. Det oser af, at du giver dit hjem omsorg. Jeg blev inspireret til at gå hjem og hygge omkring mit eget.”
Måske er det det jeg gør?! Giver omsorg til mit hjem.
Jeg giver det til min piger.
Og til andre, som betyder noget for mig, både privat og professionelt.
Og øver mig rigtigt meget i at give mig selv bare en lille slat.
Og måske giver jeg det også til rummene.
Tid og tanke bliver der i alle tilfælde investeret.
Jeg indretter og anretter, falder til og falder ned.
Her er godt at være.
Midt imellem alt det, der gør vores hjem til lige nøjagtigt vores…
For snart længe siden købte jeg en stak gamle juleplatter for en rund tier stykket og mening var, at de skulle med på julemarked, når de havde været under kærlig behandling med kulørt selvklæbende folie.
Sådan gik det ikke, folieleverandøren lever nu et andet liv end jeg og julemarkedet fik lov at hvile i fred for mit vedkommende.
Men det betød heldigvis ikke, at de platte blå ikke kom i brug.
Og snart er alle mine veninder udstyret med små tallerkener at servere gulegodter på…
Det er nemmere end at klø sig bagi at “style” platterne til et tosset indslag i december.
En grundig afvaskning og tørring af den hjemslæbte genbrugsting og så ellers i gang med en Posca tusch.
Det bedste legetøj for en med hang til den slags udskejelser, jeg brugte også sådan en til de lilla fnug på køkkenvinduet.
Hanna med smukhunden Luka har også været ud i plathederne, endda med kulørte rumper.
Vi smittede vist hinanden med crazyjulebacillen den lørdag i november.
Det er ikke den værste sygdom at lide af, jeg bærer den gerne videre…
