Min fredag var blå.
Min lørdag er lilla.
Jeg er på benene og har kastet mig ud i julepyntning af jomfruburet her.
Og sådan en omgang med udpakning af herligheden hjælper dæleme på alle dårligdomme.
Jeg må nok bare erkende, at jeg er en decemberelsker. BIG time…
Her er ikke så meget plads at pynte på – af flere årsager!
Nummer 1: Antallet af kvadratmeter er faldet til ca en trediedel.
Nummer 2: 1 stk aktiv og undersøgende pelskugle sørger for at rydde de få flade, der faktisk er at gøre godt med.
Så det er noget med både at vælge de ting, som vi for alvor elsker i kasserne og også skele til, om vi faktisk elsker dem så meget, at vi ikke tør udsætte dem for kæmpepoternes tjat og de sylespidse killingetænder.
Viggo er meget meget interesseret i mine aktiviteter, ser ud som om han tænker, at det er til ære for ham og hans lyst til aktivitet, at jeg er gået i gang med at rasle med silkepapiret nede i kasserne. Han følger mine bevægelser og synes, at vi leger en god leg, ham og jeg.
Han kalder den: Dobbelt fornøjelse med ophængningen.
Anne hænger op og Viggo piller ned, Anne hænger op og….
Men her bliver fint –
og lilla!
Køkkenvinduet er klar til at det bliver advent og december, lilla stager og lilla pynt og sågar lille tusch-fnug på ruderne.
Det løb af med mig!
Men jeg synes nu faktisk, at det ser hyggeligt og julet ud på en måde, som jeg vil nyde indtil julen er gået sin vej igen…
En ordentlig husmor ville helt sikkert ha’ pudset sine ruder både ude og inde, inden hun smed om sig med julepynt og tuschstreger, men så ordentlig er jeg ikke!
Jeg snuppede kun siden indenfor i varmen, det derude må passe sig selv. Og hva’ pokker, vi er her mest, når det er mørkt og så ser vi ikke det nussede ude alligevel.
Om lidt skal vi ha’ en ævleskive, årets første, garanteret god og garanteret uden lilla.
For det er vist så rigeligt med det for nu…
