Browsing Category

Pynt

Gaver, Gode sites, Lækkerier, Pynt

URBANIA TIL MIG OG OGSÅ TIL DIG…

30/10/2011

Jeg er vild med Kähler.

Jeg er vild med levende lys.

 

Jeg er dobbelt vild med Kähler OG levende lys på én og samme tid.

For pokker hvor er jeg vild.

Med Urbania.

 

Jeg måtte eje, har nærmest haft nedtælling til de ramte butikkerne, de smukke lyshuse, og nu står der et par stykker af dem her hos mig og sender det fineste lys ud af alle de mange små “vinduer”.

 

2 købte jeg til mig selv.

Og 1 købte jeg til at forære væk.

Til dig…

 

Her på kanalen er der forbud mod at lave en G*** A***  –

jeg vil ikke bruge ordet, jeg vil ikke bruge den fremgangsmåde, der ofte ses, jeg vil ikke, sådan er det.

 

Lyshuset er købt og betalt med mine egne penge, ingen navngivne butikker er involveret og Kähler er ikke blevet spurgt om hverken det ene eller det andet.

Men jeg har nu svært ved at forestille mig, at de kunne ha’ noget imod, at jeg gerne vil novemberforkæle én af mine læsere på denne her måde.

 

Og det vil jeg gerne, rigtigt gerne.

Forkæle altså.

Fordi  –  bare fordi!

 

At jeg har en hel masse skønne læsere her, der altid bakker op, holder om, holder af og holder ud.

At jeg har en hel masse skønne læsere, der med deres med- og modspil inspirerer og udvikler mig på flere planer.

At jeg har en hel masse skønne læsere, der fortjener at få tændt smukt lys i deres novembermørke rum.

 

Men altså – der er kun ét lyshus og det tilfalder den, som lykkens gudinde eller Random.Org udtrækker, når det bliver d.1.11.2011…

 

Hvis du kunne tænke dig at få et lille kvadratisk Urbania hjem i din karm eller på dit bord, så skal du ikke ret meget.

Du skal ikke skrive en kommentar her, men du må selvfølgelig gerne.

Du skal ikke melde dig som fast læser, for det kan du slet ikke.

Du skal heller ikke linke til min blog eller denne novemberforkælelse, det er for jer, der alligevel plejer at komme her.

 

Jeg lægger et lille Urbania billede på bloggens Facebookside og der skal du så bare trykke “Like” inden d.1.11. kl 21, hvis du gerne vil lege med.

Så printer jeg en måske laaaaaang seddel ud med alle jeres navne på og så er der dømt lys hos én af jer.

 

Du behøver ikke at like selve Facebooksiden, men det må du selvfølgelig også gerne.

The more the merrier.

Og det vil vi gerne være.

 

1.11. kl 21.

Urbania for you…

Pynt

INDRA OG MEENA…

19/09/2011

To nepalesiske kvinder har sørget for, at jeg kan smykke mit efterårstøj med smukke uldne brocher.

Hver for sig eller sammen sørger brocherne for en lille farveklat på brunt eller gråt.

 

Støtteknapper kaldes de fine brocher også, de er fra et dansk-nepalesisk udviklingsprojekt, som du kan læse meget mere om her på Kantipurs side.

Jeg ved at pengene, som jeg har betalt for den fine pynt, bliver fragtet tilbage til Nepal og bliver brugt på fornuftig vis.

2 x 25.- kr føles som det rene ingenting men mange bække små…

 

Jeg ved, at man rundt omkring på det vidunderlige net kan finde gode anvisninger på, hvordan man laver de små uldne hjul.

Det vil jeg lade være med, altså at lave dem selv, jeg vil hellere bære de to, som er lavet af Indra og Meena.

 

Gad vide hvilke kvindetanker de har gjort sig, mens de har siddet og nørklet?

Har de glædet sig over, at deres håndværk er med til at give deres børn mulighed for skole, mulighed for rent vand?

 

Eller har de været optaget af det, som mange af os kan være på en helt almindelig mandag i regnvejr.

Hvad skal vi ha’ til middag?

Hvorfor fik jeg nu svaret min yngste så surt?

Hvordan kom mit liv til at se sådan her ud?

 

Nepal.

Danmark.

Ikke alle tanker har vel en verden til forskel…

Krea, Pigerne, Pynt, Udveksling

PINS…

06/08/2011

Hvis du nogensinde har set en Rotary udvekslings-student i “uniform”, så har du set et ungt menneske iklædt en blå blazer påsat så mange pins, at den nærmest har vejet mere end den, som bar den.

Hundredevis af små og store pins, som man har byttet sig til og fået forærende af andre udvekslings-studenter, farvestrålende og mere eller mindre fantasifulde, nogen fabriksfremstillede og andre hjemmekreerede.

 

Jo flere –

jo bedre…

 

Laura har blazeren klar, marineblå, figursyet og nydelig, hun glæder sig vist rigtigt meget til at dekorere den, så den mister lidt af det nydelige, og i kufferten ligger der pins i massevis, en ordentlig stak fra Rotary og så nogle håndfulde af egen fabrikation.

Nogle med dannebro af miniature hama-perler og sikkerhedsnåle, og andre som badges med billeder af kongefamilien, H.C. Andersen eller Laura selv med stort smil og dansk/amerikanske flag på kinderne.

 

I aften skal vi sy røde bånd på de mange perle-ordner.

Hanne har lovet at hjælpe os med symaskinen.

Det er vi glade for…