Browsing Category

Ravelry

Faktaboks, Garn, Ravelry, Strik, Strikkeopskrifter

VERTICES UNITE I ANNE FARVER

15/03/2021

Jeg har længe haft lyst til at strikke mig et Vercites Unite mere i nogle lidt mørkere nuancer end mit andet store har.

Mørke som i brune, gyldne og dybe blå toner. Noget, der skulle kunne bruges sammen med mine to blå uldne vinterfrakker og også noget, der skulle have en enkel mere lys og blød sektion, så sjalet kunne bruges over bare sommerarme og lyse gevandter.

Jeg har strikket flere udgaver af netop dette sjal, store og små, nogen til mig selv og andre til gave. Jeg er vild med designet, der med sine 6 mindre sektioner giver gode skift i strikkeriet, det bliver aldrig rigtigt kedeligt på trods af de tusindvis af retmasker. Altså – det vil sige, at jeg alle gange uden undtagelse har været ved at dø en lille smule i sektion 1, der bare kan føles uendelig, men når den så er klaret, så strikker resten nærmest sig selv.

Jeg skrev sjalet på min strikkeliste for 2021 og det skulle strikkes af lagergarn. Af en god portion af det forskellige håndfarvede merino, der findes oppe i den store kasse for enden af trappen. På det lille repos, der nærmest er en lille garnbutik. Jeg indrømmer det.

En mængde mindre nøgler i passende farver blev fundet frem og det eneste hele fed, der ikke havde været i spil til noget som helst andet før, var noget MadeleineTosh i farven dark roast. Indkøbt hos Yarnfreak i sensommeren for en del af mit lille 2020 garnbudget. Alt andet var godt og blandet fra Maddyed, Handdyed, Hedgehog Fibers og også MadeleineTosh.

Undervejs i projektet syntes jeg pludselig, at jeg manglede noget brunt, det blev indkøbt for alle februars garnpenge. Og kom så slet ikke i brug! Jeg tog en anden vej med noget grårosa og beige et den ene store sektion og det er jeg så tilpas med. Og det fine brune håndfarvede garn oppe fra It’s Yarn kan så blive til et par flotte strømper senere på året.

Fordi sjalet er strikket i rester, så er der i flere af sektionerne lavet små farveskift undervejs, i sektion 1 er det meget meget tydeligt, men jeg synes selv, at det er lavet på en måde, så man ikke er i tvivl om, at det er med vilje. Farverne er fra samme skala men blot fra forskellige steder af den, jeg synes faktisk, at det er ret flot.

Sektion 3, som i opskriften er strikket i bare én farve, har jeg strikket i to farver, en varm beige/sandfarvet og en kold grå/rosa, men strikket sammen i vilkårlige striber ses det næsten ikke, at det er to forskellige farver. Jeg er vild med den sektion og synes at den laver et godt “break” der i midten.

Jeg har skyllet sjalet op nu, på den sædvanlige måde med et lille stille bad i Eucalan og så en let centrifugering i maskinen bagefter. Da jeg tog det ud af maskinen føltes det lidt som Midgårdsormen, det bare voksede og voksede mens jeg bar det afsted. Ingen panik over det – jeg vidste jo, at det ville være sådan med det “levende” glatte garn strikket lidt løst i ret. Lige så snart det tørrer op, så er der meget mere hold på det.

Jeg er SÅ tilfreds med resultatet, så tilfreds med, at det er strikket af garn fra lageret og især af rester fra andre projekter og så alligevel ser så helstøbt og planlagt ud. Jeg ved allerede, at dette her ikke mit sidste Vertices Unite, men det bliver ikke lige i morgen, at jeg smider det næste på pindene; der er andre projekter, der råber på motion og nærvær. Men mellem os – jeg har faktisk fundet garn frem til det.

Det eneste, jeg fortryder en smule med dette projekt, er, at jeg ikke vejede garnet af undervejs, jeg har ingen anelse om, hvad der er brugt til de enkelte sektioner og det ville ha gjort det så meget nemmere at planlægge andre sjaler efter samme mønster og “brug-hvad-du-har”devisen. Men en veninde er ved at strikke sig igennem sjalet med garn fra mit lager og med mine oversættelser og forklaringer undervejs, så hun er sat på opgaven og når hun er færdig med sit sjal, ja så kan det blive en lille blog-post for sig selv. Hun sagde næsten frivilligt ja okay.

FAKTABOX

Mønster: Vertices Unite af Stephen West

Garn: 345 gram håndfarvet merino af forskellige herkomst. Alle med en løbelængde på ca 380-400 meter pr 100 g.

Pinde: Addi Turbo 3.5 mm

Egne krumspring: Jeg har fulgt opskriften 100 %, indtil jeg nåede til Icord kanten. Jeg ville ikke sidde med de mange mange masker fra hele tørklædets yderkant på pinden, så jeg nøjedes med at samle op i en sektion af gangen. Jeg samlede op med én nuance okker og strikkede Icorden med en anden nuance, jeg havde de to nøgler, der var til overs fra andre projekter, og ved at samle op med det ene og strikke med det andet, så behøvede jeg ikke at bryde opsamlingsgarnet undervejs. Det er så absolut den nemmeste måde, jeg har strikket kant på, og det bliver bestemt den, jeg vælger igen næste gang. For sådan én bliver der jo.

Faktaboks, Garn, Ravelry, Strik, Strikkeopskrifter

ULDNE STRIBER…

05/12/2019

For nogle uger siden skrev jeg om min nye brugte sømandsjakke og de tilhørende striber, der var undervejs.

Nu er jeg i mål med tørklædet og glæder mig meget til at gå ud i verden med blå uld på kroppen og en god stak af mine yndlingsnuancer svøbt om halsen.

Der er tilfredshed hele vejen igennem de ca. 240 cm og jeg er rigtigt tilpas med, at jeg tilkøbte tre rosa nuancer, der kunne bløde lidt op på alt det blå og brune. Jeg endte endda med at pille “start”ribben af for at kunne få en rosa stribe i den ende af tørklædet, jeg var fristet til at lade være, for jeg var jo så godt som færdig med arbejdet og så kan jeg godt blive sådan lidt nu-skal-det-virkelig-bare-afsluttes-agtig.

Men jeg holdt fast i min tanke om, at det ville blive flottest med lidt varme i begge ender, så af med ribben, på med 10 cm glatstrik i udvalgte farve og så ny rib på. Det gav en strikkedag mere men var bestemt det værd.

Der er kommet rigtigt mange spørgsmål på IG undervejs, nogen har jeg svaret kort på, andre har fået lovning på lidt mere omfattende forklaring her på siden, så herunder 1 stk faktaboks og så er det ellers bare afsted i gemmerne og hive den uld frem, som kan give det tørklæde, der passer allerbedst til lige dig.

Dette her passer allerbedst til lige mig og jeg er faktisk sikker på, at jeg vil komme til at bruge det i rigtigt mange år. Til sømandsjakke, til dunjakke, til hjemmestrik og købestrik og en hel masse jakker, der skal holde mig vintervarm fra nu og i årerne, der ligger og venter derude…

FAKTABOKS

Mønster:

Intet. Egne krumspring hele vejen.

Garn:

250 gram blandet højlandsuld fra forskellige fabrikanter og forhandlere. Alt med en løbelængde på omk de 520-550 meter pr 100 gram

Str:  ca. 30 x 240 cm

Pinde:

4 mm rundpind

Egne krumspring:

114 masker på rundpind 4 mm.

Ca. 19 cm rib. 3 ret 3 vrang

Derefter 20 striber af 10 cm højde. Rundt og rundt og rundt. Glatstrik og altså derfor ene retmasker. Nemt nemt. Jeg har splejset enderne undervejs, så der ikke var noget at hæfte til sidst.

Ca. 19 cm rib 3 ret 3 vrang til at slutte af med.

Nemmere bliver det næsten ikke.

Langt og lunt og lækkert.

Jeg er godt tilfreds…

Garn, Ravelry, Strik, Strikkeopskrifter

RIDDARI KLAR TIL SOMMERVEJRET…

09/06/2014

På græs i haven...

Bærestykke...

Bærestykke...

For neden...

Bagsiden...

A6095144

I påsken startede jeg på en Riddari til mig selv.
I dag er de sidste ender hæftet og islænderen har været en tur i vaskemaskinen og en tur på snoren og er nu helt klar til brug.

Men hvis den danske sommer fortsætter med at vise sig fra så skøn en side, så bliver det ikke denne sommer, at jeg får slidt Riddari op.
Jeg ville såmænd nok få et godt gammeldaws hedeslag, hvis jeg insisterede på at iføre mig de 465 gram uld i dag.

Så det lader jeg være med, jeg kan sagtens vente, meget længe endda, for lige meget hvor meget jeg elsker uld, så elsker jeg sol og sommer mere.
Måske…

Flere har spurgt efter opskriften på trøjen, men sådan èn findes ikke, jeg har strikket efter flere opskrifter og anvisninger og tilføjet dem mine egne tanker og ønsker. Dog har jeg brugt selve mønsterborten fra den originale Riddari, altså lige bortset fra enkelte omgang, som jeg har pillet ud for at få det til at passe med længden på bærestykket.

Den originale opskrift findes i den smukke bog Islandsk strik, som jeg var så umanerlig heldig at få foræret af islandske Frida for nogle år siden.
Hvis du endnu ikke har bladret i den bog, så skynd dig at få det gjort, der er så mange lækkerier i.

Denne her bliver bare min første af mange, det er jeg helt helt sikker på…

Faktaboks

Opskrift:
1 del Riddari, 1 del andre islændere og 1 del Anne S.

Garn:
Ialt 465 gram Lett Lopi fordelt på 4 farver. Bundfarven er nok ca de 320 gram og resten så mønsterfarver, hvor der selvfølgelig er brugt mest af den lyse.
Jeg elsker Lopi, men ved godt at mange synes, at der er noget værre krads-værk. Det er det ikke, når først det er vasket, så bliver det fint og blødt, men selvfølgelig ikke lige så blødt som nogle af de tyndere højlandsgarner, som mange af os strikker med.
Garnet er så let og luftigt og selv en vamset sweater, som denne her, føles fjerlet at ha’ på.

Pinde:
Addi Lace 3.5 mm og 4.5 mm.

Egne krumspring:
MANGE.
Riddari er en herretrøje, der går langt op i halsen, det går ikke for mig, så der er der ændringer.
Riddari er en lukket trøje, det passer ikke til min indre varme, så jeg har transformeret til cardi.
Riddari har mønster nederst på ærmerne, det har min ikke, den er bare grå.

Jeg brugte hækle-metoden ned i forstykket, hvor jeg havde slået 4 klippemasker op. Det gik fint nok, troede jeg, indtil jeg så mange mange små ender stritte til alle sider, gys og gru, men alt blev reddet og hæftet med sytråd og er nu pakket godt ind bag strikkede belægninger på bagsiden, det ser fint og ordentligt ud og jeg er ikke bange for, at noget som helst stikker af.

Halskanten har jeg lavet forholdsvis lav, bare lige et par rib-rækker og så 4 glatstrikkede til rul, det fungerer fint.
I alle tilfælde helt præcis lige sådan som jeg ønskede det.

Jeg er vild med min Riddari.
Men det er helt ok, hvis først vi får et tættere forhold om 3-4 måneder.
Lige nu vil jeg bare ha’ bare arme og sommer og en ny islænder på pindene…