Jeg har længe haft lyst til at strikke mig et Vercites Unite mere i nogle lidt mørkere nuancer end mit andet store har.
Mørke som i brune, gyldne og dybe blå toner. Noget, der skulle kunne bruges sammen med mine to blå uldne vinterfrakker og også noget, der skulle have en enkel mere lys og blød sektion, så sjalet kunne bruges over bare sommerarme og lyse gevandter.
Jeg har strikket flere udgaver af netop dette sjal, store og små, nogen til mig selv og andre til gave. Jeg er vild med designet, der med sine 6 mindre sektioner giver gode skift i strikkeriet, det bliver aldrig rigtigt kedeligt på trods af de tusindvis af retmasker. Altså – det vil sige, at jeg alle gange uden undtagelse har været ved at dø en lille smule i sektion 1, der bare kan føles uendelig, men når den så er klaret, så strikker resten nærmest sig selv.
Jeg skrev sjalet på min strikkeliste for 2021 og det skulle strikkes af lagergarn. Af en god portion af det forskellige håndfarvede merino, der findes oppe i den store kasse for enden af trappen. På det lille repos, der nærmest er en lille garnbutik. Jeg indrømmer det.
En mængde mindre nøgler i passende farver blev fundet frem og det eneste hele fed, der ikke havde været i spil til noget som helst andet før, var noget MadeleineTosh i farven dark roast. Indkøbt hos Yarnfreak i sensommeren for en del af mit lille 2020 garnbudget. Alt andet var godt og blandet fra Maddyed, Handdyed, Hedgehog Fibers og også MadeleineTosh.
Undervejs i projektet syntes jeg pludselig, at jeg manglede noget brunt, det blev indkøbt for alle februars garnpenge. Og kom så slet ikke i brug! Jeg tog en anden vej med noget grårosa og beige et den ene store sektion og det er jeg så tilpas med. Og det fine brune håndfarvede garn oppe fra It’s Yarn kan så blive til et par flotte strømper senere på året.
Fordi sjalet er strikket i rester, så er der i flere af sektionerne lavet små farveskift undervejs, i sektion 1 er det meget meget tydeligt, men jeg synes selv, at det er lavet på en måde, så man ikke er i tvivl om, at det er med vilje. Farverne er fra samme skala men blot fra forskellige steder af den, jeg synes faktisk, at det er ret flot.
Sektion 3, som i opskriften er strikket i bare én farve, har jeg strikket i to farver, en varm beige/sandfarvet og en kold grå/rosa, men strikket sammen i vilkårlige striber ses det næsten ikke, at det er to forskellige farver. Jeg er vild med den sektion og synes at den laver et godt “break” der i midten.
Jeg har skyllet sjalet op nu, på den sædvanlige måde med et lille stille bad i Eucalan og så en let centrifugering i maskinen bagefter. Da jeg tog det ud af maskinen føltes det lidt som Midgårdsormen, det bare voksede og voksede mens jeg bar det afsted. Ingen panik over det – jeg vidste jo, at det ville være sådan med det “levende” glatte garn strikket lidt løst i ret. Lige så snart det tørrer op, så er der meget mere hold på det.
Jeg er SÅ tilfreds med resultatet, så tilfreds med, at det er strikket af garn fra lageret og især af rester fra andre projekter og så alligevel ser så helstøbt og planlagt ud. Jeg ved allerede, at dette her ikke mit sidste Vertices Unite, men det bliver ikke lige i morgen, at jeg smider det næste på pindene; der er andre projekter, der råber på motion og nærvær. Men mellem os – jeg har faktisk fundet garn frem til det.
Det eneste, jeg fortryder en smule med dette projekt, er, at jeg ikke vejede garnet af undervejs, jeg har ingen anelse om, hvad der er brugt til de enkelte sektioner og det ville ha gjort det så meget nemmere at planlægge andre sjaler efter samme mønster og “brug-hvad-du-har”devisen. Men en veninde er ved at strikke sig igennem sjalet med garn fra mit lager og med mine oversættelser og forklaringer undervejs, så hun er sat på opgaven og når hun er færdig med sit sjal, ja så kan det blive en lille blog-post for sig selv. Hun sagde næsten frivilligt ja okay.
FAKTABOX
Mønster: Vertices Unite af Stephen West
Garn: 345 gram håndfarvet merino af forskellige herkomst. Alle med en løbelængde på ca 380-400 meter pr 100 g.
Pinde: Addi Turbo 3.5 mm
Egne krumspring: Jeg har fulgt opskriften 100 %, indtil jeg nåede til Icord kanten. Jeg ville ikke sidde med de mange mange masker fra hele tørklædets yderkant på pinden, så jeg nøjedes med at samle op i en sektion af gangen. Jeg samlede op med én nuance okker og strikkede Icorden med en anden nuance, jeg havde de to nøgler, der var til overs fra andre projekter, og ved at samle op med det ene og strikke med det andet, så behøvede jeg ikke at bryde opsamlingsgarnet undervejs. Det er så absolut den nemmeste måde, jeg har strikket kant på, og det bliver bestemt den, jeg vælger igen næste gang. For sådan én bliver der jo.
