Gassen er gået lidt af ballonen og smilet stivnet og temmelig anstrengt i disse dage, jeg er væltet lidt!
Jeg arbejder ind imellem med tunge familier, der synes, at os fra “systemet” er nogle forbandede idioter, at vi er nogle snage-røve, der kun er ude på at opfinde grimme historier om dem, at vi ikke fatter en bjælde og at de har bedre styr på hele verden, end vi har på vores skrivebord.
Det meste af tiden kan jeg ta’ det, med oprejst panden og selvværet i behold, for jeg ved, at jeg er en dygtig pædagog med orden i sagerne, men så sker det altså også engang imellem, at deres beskyldninger og angreb bliver så neddrægtige og perfide, så personlige, at jeg lige mister pusten et øjeblik…
Jeg står midt i det lige nu, stakåndet og drænet for nærmest enhver dråbe af energi, jeg lige havde skrabet til mig i weekenden, jeg skulle være en isdronning, hvis deres bid efter struben ikke påvirkede mig.
Jeg er ikke ramt inde i mit private, ikke endnu, men bliver der skudt ret meget mere på mit faglige og personlige, så er jeg bange for, at det kunne komme til at tippe.
Jeg må ha’ lidt tid til at sunde mig, til lige at ryste fjerene og komme i kampform igen, jeg føler mig en anelse vingeskudt…
