For at gøre det meget kort:
De to knap påbegyndte liniefag i dansk og engelsk er fra dags dato sat på stand-by; her og nu forventes det, at play-knappen trykkes ind igen næste år i august, når der er jongleret lidt med nuværende job.
Men det er svært at spå, især om fremtiden…
Den lidt længere version kommer her:
For læææænge siden besluttede jeg, at jeg på et tidspunkt ville supplere min pædagog-uddannelse med to liniefag, så jeg kunne blive “rigtig” lærer, sådan med mere ansvar, egen klasse, mere forberedelsestid, mere nul-tid, bedre pension og højere løn.
Jeg har hele tiden vidst, at min tid som støttepædagog i folkeskolen ville være tidsbegrænset, ikke fordi jeg ikke skulle kunne følge de støttekrævende børn, men mere fordi, at jeg kender mig selv godt nok til at vide, at jeg trives bedst, når jeg selv er på banen, og ikke “bare” skal være en del af andres undervisning.
Jeg har arbejdet i den samme klasse i fem år, fem fede fantastiske år, hvor jeg har brugt masser af energi på at få børnene i trivsel og balance, støtte dem i deres personlige udvikling, så de kunne blive klar til at modtage en mere faglig læring.
Jeg har også brugt mængder af energi på at skabe et rum i skolen for os pædagoger, der har vores daglige gang der, få os gjort synlige og ind imellem argumenteret min røv i laser for, at de andre, altså lærerne, skulle se børnene i et andet og mere helhedsorienteret lys.
Og det er faktisk gået ret godt med det, børnene er kommet afsted i den rigtige retning, langsomt og slingrende, men dog på vej, og med tiden er nødvendigheden for faglige sværdslag også aftaget, vi mødtes oftere og oftere i en fælles forståelse af det hele barn…
Og hva’ så??
Ja så Gaaaaaaaabbbb !!
Så sidste vinter besluttede jeg, at nu skulle det være, i år skulle der tages hul på det der seminarie-hejs, dansk og engelske, bum bum, 2 år, så var det klaret!
Men der er altså ikke balance i regnskabet, for jeg sidder ved den søde grød stadig og keder mig på jobbet, og når jeg så kommer hjem, så skal jeg flintre rundt for at så enderne til at nå sammen.
Det gi’r ikke mening!!
Det skal være mit daglige job, der giver mig gejst og glæde, ikke tanken om det job, der venter ude i fremtiden, for hvem ved hvad den ellers disker op med, eller om den overhovedet kommer?!
Min skole har været med på næsten hvad som helst, undervisning på sem. i nogle timer om ugen i Silkeborg, så jeg kunne skifte fra at være net-studerende til matrikel, de prøver at bakke mig op i stort set alt, hvad jeg har smidt på bordet af løsnings-muligheder, men det skal også hænge sammen med mine støtte-funktioner, og det synes jeg ikke det gør…
Oven i det er så sorg, død, fortvivlelse og nye mønstre at forholde sig til, to piger her hjemme der ikke sover ordentligt om natten, der græder og er ængstelige, og en anden lille pige, der har frygteligt meget brug for, at der her hos os bare er helt, som der plejer at være.
Jeg synes ellers, at jeg er sej, men så sej er jeg ikke, jeg magter ikke at sætter lige mange lodder i begge ender, og inden det hele tipper, og inden jeg får brugt alt for meget energi på at have dårlige samvittighed både her og der, og også får brugt alt for meget krudt på at veje for og imod, så har jeg besluttet mig for, at dette år bare ikke var mit år.
Der skal være balance, og det skal gi’ mening, livet altså, det er de to ting, der skal få os igennem så stærkt og smukt som muligt!
Og måske er jeg alligevel lidt sej, for jeg mærker da efter, hvad jeg føler, og handler derpå, det har jeg ikke altid gjort.
Og hvad dette indlægs billeder så har med det at gøre?
Ikke en pind!
Det var bare lige her jeg sad og tænkte de sidste tanker, inden de røg ud gennem armene og ned i tastaturet…
