Skrammer og buler

Nærmest på klokkeslet for en uge siden landede jeg med en stor vippende færge ved kajen i Frederikshavn efter en lille flok dejlige dage i Göteborg. Nogle dage, som jeg på forhånd var ved at opgive, fordi jeg bar helt og aldeles udkørt og overkørt, jeg havde grædt en god portion salte opgivende tårer i dagene inden afgang onsdag aften.

Turen havde været planlagt længe, ja faktisk siden sidste år i uge 42, fordi min skønne og lige så svenskofile veninde Judith og jeg opdagede, at der var antikmesse i Borås i den sidste weekend i oktober og det ville vi gerne med til. Men jo tættere vi kom på afrejsen, jo mere presset blev jeg over det og var ved at melde pas på det hele rigtigt mange gange i dagene op til.

Men jeg gjorde det ikke.
For jeg vidste jo, at når først jeg var i bilen på vej mod nord og senere ombord på færgen, så ville jeg være rolig og tilpas. Og også fuld af forventningens glæde. Jeg skal bare afsted. “Bare”.
Det er ikke let for mig længere, jeg har svært ved at overskue at få pakket, at få gjort klar til at være væk hjemmefra på sådan et helt lavpraktisk plan og også på det mentale plan, jeg trives allerbedst herhjemme, hvor jeg kender alt og selv styrer alt. Sådan da.
Jeg er stadig i gang med at lære at være i det, som nu er mit helt almindelige ualmindelige nye liv, og jeg bliver så overvældet af det, så ked af det, fordi jeg ikke klarer det samme mere og netop bliver så overvældet ved udsigten til at skulle være væk hjemmefra, for jeg har altid elsket at komme ud og snuse til livet uden for min egen matrikel…

Det handler på ingen måde om, hvad jeg skal eller hvem jeg skal det sammen med, det handler ene og alene om, at det for mig stadig føles så ukendt at være så begrænset i min energi. Især den mentale energi, som alle jo bruger, når de gør sig klar til at tage afsted, man tænker på de praktiske ting, der skal klappe før og undervejs, på aktiviteterne ude, på penge, på logi, på vejr, på beklædning, mange mange små ting, som ryger igennem bevidstheden og som jo egentlig ingenting fylder normalerwiese, der når man måske knap at registrere, at de tanker ryger igennem, men med min hjerne så bliver det overload på en begrænset energi og kapacitet.

Jeg ved, at det hjælper mig med struktur og forudsigelighed, så det forsøger jeg at skabe, bl.a. ved at bo et sted, hvor jeg har boet før, ved at pakke tøj og andre personlige ting, som giver mig ro og veltilpashed, og især er jeg opmærksom på, at tage et godt strikketøj med, en bog, som jeg er begyndt på, så jeg ved, at jeg har lyst til at læse den og også mine rigtigt gode hørebøffer, der kan skærme en træt hjerne mod lyde udefra…

I Göteborg skulle vi ikke andet end at hygge os, slentre stille igennem de udvalgte butikker, som vi kender i forvejen og som får vores hjerter til at synge en smule. Vi skulle fika, i bio, på loppis og også bare hænge hjemme i sofaen. Og så selvfølgelig i Ica, som er et fast punkt på alle ture til Sverige og det er alligevel blevet til en del i årernes løb. At gå i supermarked i et fremmed land er altid underholdende, synes jeg, ikke så meget for at købe nogen, men mere for at undersøge udbudet og kigge på de lokales indkøbsvaner, jeg elsker det. Men i Ica køber jeg også altid noget, i vores familie er der helt faste ting, som bare må med hjem, Prästost, kardemommefrø, Falukorv og måske også lidt sæsonvarer. Og selvfølgelig lösgodis, det er et must.

Og så føles det jo ret perfekt at ha’ en rejsemakker, der gider de helt samme ting og som gider de få samme butikker, som jeg gør. Butikker med papir, bøger, køkkengrej og enkelt nordisk design. Og efter der nu er småbørn i familien igen så også en tur i en dejlig legetøjsbutik eller to.

Jeg køber ikke meget, det har jeg ikke behov for, hverken i den ene eller den anden butik, men jeg kigger og jeg piller og jeg får idéer og enkelte særlige ting kommer måske også med hjem…

Og da jeg så gik der i Göteborg i gader, som jeg kendte, forbi landemærker, som jeg har set utallige gange, sad i det lille køkken i lejligheden i Majorna, ja så følte jeg mig jo præcis lige så godt tilpas, som jeg havde gjort hjemme, og havde det bare rart og dejligt og lige tilpas. Det velkendte og afprøvede gør mig tilpas, jeg behøver ikke store rejser til fremmede destinationer, jeg behøver ikke vilde ture, jeg behøver struktur og genkendelighed og så behøver jeg at gøre op med tanken om, at det andet er bedre, at livet er mere spændende og mere værd, hvis man rejser langt og til nye steder, min kærlighed til en lille svensk tur er jo lige så meget værd som en andens glæde ved juleshopping i New York eller trekking i Nepal.

Jeg lever fint og godt i mit lille stille liv og når jeg giver mig selv lov til at gå i sort forud for en tur og giver mig selv lov til at sige, at jeg ikke har lyst, og også tager imod den hjælp og den opbakning, som jeg får af mine piger og mine veninder, så kan jeg faktisk gode ting, ikke som engang, men det er falder stille til ro inden i, at det er sådan det er og at det er mere end ok.

At rejse ud og komme hjem gjorde hverken min træthed eller det uoverskuelige værre eller bedre, der var status quo, men mens jeg var afsted, så mærkede jeg alligevel, hvordan jeg kunne slappe af i at være væk, fordi jeg havde lagt en plan og fordi jeg også langsomt bliver bedre til at sige til og fra, inden jeg er kørt helt over.

Et nyt liv. Skridt for skridt. Og med en kardemummabulla i maven så går det så meget nemmere.

Placebo i ved.

Og forresten – antikmessen, som havde været i gang i 40 år i Borås, den kom vi ikke til, for sidste år var sidste gang. Helvete…