Vores tv har dagens igennem givet os flere og flere detaljer fra de frygteligt begivenheder i Norge.
At forstå og fordøje dem er næsten mere, end man kan.
Så mange unge og helt uskyldige fik ikke en chance for for alvor at leve livet.
Det er næsten ikke til at bære…
Mine egne børn sidder trygge og beskyttede lige her, de er mine og de her hele og fine og så er det ligesom om, at alt det andet bøvl vi lever i her lige nu bliver så fuldstændigt ligegyldigt.
Grusomheder ude kan ind imellem sætte de hjemlige småtteri så vældigt i perspektiv.
Vi sender masser af varme og gode tanker afsted mod nord til de, hvis verden er slået sønder…
Sommersolen varmer udenpå og indeni. Her er smukt og stille i haven, pigerne er på sommerhusbesøg ved gode venner vestpå og har efterladt mig hjemme uden forpligtelser af nogen art. Der vel egentlig ikke så værst.
Sol på terrassen, gode magasiner, iskaffe, hundeklap, en nyplukket tomat fra drivhuset og et strikketøj, der glider.
Gode, stille og rare ting.
Og så alligevel tårer.
Tårer, der løber nærmest uden stop.
Tårer af sorg over det der var og som aldrig kommer tilbage, tårer af angst for om jeg mon klarer det med mig selv intakt og i god behold.
Tårer for børnenes sårbarhed og deres savn af det kendte, tårer over at være uden den kraft som ellers har været min redningsplanke i et liv med meget uro.
Men allermest tårer af sorg.
Og de må gerne komme, de skal være her, for hvad sagde det om mit liv, hvis de ikke fik plads…
I ugens Alt for Damerne skriver sognepræst Birgitte Kjær Mikkelsen smukt og stærkt om sorg. Om den sorg, man rammes af, når man mister. Ordene i artiklen er faldet i en samtale om at miste ved dødsfald, men jeg mærker tydeligt, at de giver genklang inde i mig, lige her og lige nu.
For vores opløsning af familien føles lidt som en lille død.
Her er nogle af de af Birgittes ord, som jeg oplever som en forlængelse af det, der rører sig i mig
“Jeg håber på, at jeg med mine egne erfaringer kan være med til at hjælpe de mennesker, der har mistet, med at få fat i livet igen. Jeg siger i virkeligheden ikke ret meget til dem, men jeg lytter til, hvor de er og hvilke tanker de gør sig. Og jeg hjælper dem med at forstå, at alle deres tanker er okay og helt normale. Og så snakker vi også altid meget om, at det at være ked af det og gå i stå i livet også er en måde at vise kærlighed på. For havde man ikke elsket så meget, så ville det vel heller ikke føles så svært at miste. Man skal ikke være bange for at være ked af det. Der er mange, der er så skræmte over at være kede af det. Det er også vigtigt at huske på, hvor fantastisk det er, at de mennesker har været her – selvom vi nu skal undvære dem. Alle de spor de har sat i verden. Man ville jo ikke ønske, at de ikke havde været her, selv om man skal lære at leve med smerten.”
Jeg er på vej ud i en ny del af mit liv, og i momenter mærker jeg en stærk følelse af frihed og lettelse, men det er ikke det samme, som at sorgen ikke er stor.
For hvad ville det sige om det liv, jeg har haft sammen med Torben, hvis jeg kun kunne tænke bittert og grimt om det, hvad ville det sige om mig som menneske, hvis jeg havde valgt at leve et liv, som jeg i bund og grund ikke kunne stå inde for.
Jeg tør godt at stå der, hvor livet rusker og flår, jeg løber ikke i ly bag floskler eller bortforklaringer, jeg skøjter ikke på overfladen, jeg tuder som en ulv i natten, jeg er hudløs, usikker og nok lidt fortabt.
Men det er okay, jeg tror på, at det er en naturlig del af sorgen og når den engang har lagt sig bare en smule, så vil den ha’ været med til at sætte nye perspektiver på livet…
