Jeg ved, at Sophie med længsel venter på at kunne lune sig i sin Amanda i de kølige juli dage.
Jeg ved, at hun ved, at jeg kan strikke med lynets hast, når det er nødvendigt.
Og det er vel nødvendigt, nu når sommeren har bestemt sig for ikke at være varm og solrig, for så må man iklædes andet og mere end bare luftigt og let.
En ulden trøje ville faktisk være helt på sin plads…
Men ak og ve –
den frysende ungmø må fryse lidt endnu.
Det ses så tydeligt, når man kaster et blik på DMIs varsler og også på moderens ringe tempo udi snoninger og bikuber.
Ak ak.
DMI kan vi ikke styre og jeg har åbenbart heller ikke ret meget styr på mine ellers gode strikkekompetencer.
Jeg er udfordret, jeg har mistet overblikket og evnen til at være fokuseret og har nu strikket venstre forstykke 3 gange, ikke helt færdigt hver gang, men hvis jeg havde tal på de strikkede masker, så ville forstykket ha’ været færdigt mindst halvanden gang…
Min hjerne er træt, den bruger sine kræfter på at holde tungen lige i munden og kursen fremad, den tænker, reflekterer, sørger, grubler, regner, organiserer og arrangerer. Og den kan ikke sættes på stand by, lige meget hvor gerne jeg end ville ønske at den kunne.
Og så er det at jeg kommer til at slå op til den forkerte størrelse, at jeg glemmer et knaphul i den nederste ribkant, at jeg strikker to højre forstykker og drejer snoningerne den forkerte vej.
Jeg har tabt koncentrationen.
Og for øvrigt også 10 kilo.
Og lysten til nogensinde at spise biksemad igen.
Det hele behøver ikke at vende tilbage –
men altså den der Amanda, den skal jeg jo gerne ha’ færdig…
