Indlægget her handler ikke om de tomater, der langsomt – men sikkert – vokser frem af de gule blomster på planterne i drivhuset.
Der er ellers mange lækre slags, store og små, bøffer og blomme, sorte og stribede og uhm som de skal smage os.
Men det er ikke dem, der er på tapetet, det er mig, matte mig, der har tabt blog-energien et sted her hjemme i det virkelige liv.
Jeg leder og leder efter den, for den er savnet af mig selv og måske også en enkelt anden.
Måske ligger den et sted i en af de bunker, der har det med at hobe sig, når livet byder på mere lort end lagkage.
Jeg må kigge efter den – grundigere end hidtil…
Det er jo ikke fordi, at der ikke er noget at skrive om eller tage billeder af.
Livet er her jo, det gode hverdagsliv med alt det, som jeg elsker.
Huset, have, blomsterne, pigerne, hunden, kattene, jobbet, drivhuset, strikkerierne, madlavningen, oplevelserne og bageriet.
Det er her det hele, helt ligesom det plejer, men energien til at dele det ædes af andet.
Mit lille liv har fået et ordentlig hug, ikke noget det dør af, men det tager tid-tid-tid, energi-energi-energi og vilje-vilje-vilje til at få det tilbage på sporet. Jeg trasker af ukendte stier for at finde det skide spor og det gør mig mat i sokkerne…
Tid og fokus er ikke til gode og velformulerede indlæg med skønne billeder, jeg ville ønske at den var, for det ville måske kunne feje noget af matheden væk.
Jeg kommer ikke rigtigt rundt hos alle jer andre, og får da slet ikke skrevet de gode ord, som jeg ellers synes, at jeres udfoldelser af den ene og anden art fortjener, jeg lister omkring ude langs kanten og trykker mig lidt, men jeg er der dog.
Tanker omkring aflivning af bloggen har strejfet mig, mere end én gang, meget mere, men det er jeg ikke parat til, så hellere lidt misligehold og ignorering, for her er jo skønt for mig at færdes og lege, når livet giver mulighed for det.
Siden her er min – på godt og ondt – i modgang og medgang.
Den ene slags gang fylder bare lige lidt rigeligt for tiden.
Ud over min egen mathed, så ved jeg også, at den drejning som en del af blogverdenen har taget, er med til at dæmpe skrivelysten, den heftige selvpromovering og selvforherligelse og til tider totalt manglende selvkritik giver mig udslæt og krumme tæer, men det er en helt anden historie.
Jeg snupper et kapitel af den en dag, når mat er mindre…
