Skrammer og buler

Ind imellem glemmer jeg altså at tænde for hovedet, når det skal bruges.

Ind imellem tænker jeg med den anden ende af kroppen, og helt ærligt, der er virkelig rigeligt at tænke med dér, så hvordan kan det gå så galt for mig?!

Ja jeg spørger bare…

Nu er det ikke sådan noget med uoprettelig skade, en halv million ned i afløbet eller evigt uvenskab med en frænde, det handler bare om et par nøgle garn, men det irriterer sgi altså min blindtarm så rigeligt alligevel.

Forestil jer følgende scenarie:

Sophie plager – bare lige lidt – sin gamle mor om det ene og det andet stykke strik til gravide veninder og kolleger.

Mor er lettere tilbageholdende, måske i virkeligheden en lille smule fedtet med strikke til folk, hun ikke selv er i berøring med.

Men ak – Sophie er kendt viden om for sine store plagetalenter og det ender selvfølgelig også med, at mor hiver pinde og opskrifter frem og går på jagt i de hjemlige lagre. Et eller andet må der vel være der, bare nogle få okay nøgler, der kan transformeres til brugbart lilleputstrik.

Og sørme ja – op ad skuffen danser der et par nøgler blød alpaca og et nøgle farveskiftende, der vist er indkøbt en eftermiddag under lettere nedsmeltning.

Fint og udemærket garn til en lille retrillet vendestrikstrøje – sæt i gang med hjemmestrik til baby nummer 1…

Strikke-strikke-strikke.

Det går så let og ubesværet og det lille arbejde vokser med lynets hast.

Mor sidder i sofaen, nyder en stille aften med lidt kærlighed i flimmerkassen.

Men hov – hvad er nu den af??

Det svinder alt for hurtigt i det stribede uld!?

Aaaahhaaa – mor har med hovedet oppe i sin brede simpelthen strikket mest med det garn, der var mindst af!

Kloge kloge mor!!

Det betyder vel så, at én ender med at måtte indkøbe mere af det garn, som blev forsøgt udryddet og så kommer til at sidde tilbage med et halvt nøgle af det og så en hel del af det garn, som hun egentlig skulle ha’ strikket op i de brede striber.

Dummkopf…

Men hva’ fa’en – det er jo bare garn og jeg kender heldigvis et stort sort hul, der til evig tid kan opsluge de meter, der ikke ønskes tilbage i godteskufferne.

Så der ryger det ned, det irriterende garn, når der ikke skal bruges mere af det og så snakkes der ikke mere om den sag!

Vel!!

Og jeg ser nu, at da jeg først var gået i gang med at dumme mig, så fortsatte jeg åbenbart hen over fotodoku-momentet!

Det er da i alle tilfælde et yderst uskrapt billede, der er tilføjet her.

Men det ene skal vel passe til det andet.

Og så Go’nat…