Jeg troede, at jeg skulle holde dejlig dejlig weekend –
det eneste jeg holder i dag er sengen.
Feber, snot, pigtrådshals og ømt skind –
det er der ikke meget sjov ved…
Men jeg har min gode varme rare seng, et lyst og luftigt soveværelse og når jeg orker det, ja så kan tv’et underholde med gamle serier og letbenede komedier.
Sygdom er enhver mands herre, i dag er den min, sådan må det være og jeg vil anstrenge mig for at få det bedste ud af det…
“OG DET SKETE SÅ BARE IKK’, DET HER!!!”
Stress over alt for mange bolde i luften på hjemmebanen, alt for meget i gang – madlavning, opskriftskrivning, rengøring, vasketøj, telefonsamtale, ommøblering. Altså faktisk på én og samme gang.
Vil lige tjekke den mobil, jeg ikke står med for øret, den glider ud af de lettere adrenalin-dirrende hænder, griber ud og får den – næsten da, når bare lige at hamre den ind i et metalgreb under manøvren!!
Totalt og absolut død smadret ubrugelig telefon!
Det var en lærestreg af den slags, der svider!!
Gear ned, kvinde…
Når vi om halvanden måneds tid lander i slutningen af november, så har jeg blogget i 4 år, i nogle perioder flittigere end andre, men dog 4 år med først Garn&Gastronomi og siden her på min helt egen adresse.
Jeg blev ret hurtigt hooked, elskede at gå og blogge i hovedet, altså finde på nye ting og sager at skrive om, at planlægge ord og billeder og siden gå ind til computeren og få det omsat ved tasterne og dele mine tanker, betragtninger, oplevelser, opskrifter, pjat, nonsens og spekulationer med alle jer, der læser med her…
Fællesskabet, der er opstået omkring bloggeriet, har været fantastisk, nye vidunderlige mennesker er kommet ind i mit liv, lidelsesfæller og passionsmakkere, det er en rigdom, som jeg er virkelig taknemmelig for og som jeg på bedste vis også forsøger at nære og varme med engagement og tilstedeværelse.
Jeg elsker alle de mange kommentarer, som i tager jer tid til at skrive, det er jo dem, der for alvor giver bloggen liv, uden dem ingen dynamik og den ville være svær at undvære.
Alle de mails, breve og småpakker, der er landet hos mig i forbindelse med bloggeriet er jeg også rigtig rigtig glad for, det er så skønt – og til tider også en smule overvældende – at mærke den energi og velvilje, som flyder i min retning fra mennesker, jeg aldrig nogensiden har mødt og sikkert heller ikke kommer til at møde andet end her i den virtuelle verden…
Alt det er fantastisk, livgivende og hjertevarmende, det gør mig meget meget glad, det skal i vide, hver eneste lille kommentar og tilkendegivelse følger med mig indeni ud i det videre bloggeri.
Jeres forholden jer til mine skriblerier sætte gang i reflektion og nye tanker og idéer opstår og faktisk føler jeg på den måde, at i andre også er med til at forme det, der sker her på siden.
Jeg har været så usandsynlig heldig, at langt størstedelen af det, der kommer flydende fra jer til mig er af positiv art, det er anerkendende, det er varmt, det er opløftende, langt langt størstedelen af det, og det er i det jeg forsøge at tage udgangspunkt.
Men ind imellem, så sker der altså også noget andet, noget der er knapt så spændende og knapt så energi-givende, det er nærmest det omvendte, det gnaver og irriterer og gør også rigtigt ondt.
Indtil nu har jeg forsøgt at holde en sober tone her på siden, at være imødekommende og forstående, har svaret ganske pænt på de mails, der har været for mig grænseoverskridende og stærkt provokerende, jeg er gledet af på brokkerøvenes små sure opstød, jeg har vendt det døve øre til, når nogen har talt nedsættende eller hånligt omkring mig, eller den mig som de tror jeg er, og om mit bloggeri…
MEN – alle har vel en grænse, alle har vel en vis portion tålmodighed i forhold til at få denne grænse overskredet og jeg mærkede tydeligt i går, at nu var jeg kommet dertil, hvor nok er nok.
Og da jeg så på meget rimelig vis forsøgte at forklare, at jeg havde det sådan, så fik jeg at vide, at jeg ikke skulle være sart.
SART?! Det er sgi ikke lige frem et ord ret mange mennesker vil sætte i forbindelse med min personlighed.
Ja ret mig, hvis jeg tager fejl, men sart, næh du, den bider jeg ikke på!
Jeg går ikke i stykker af, at folk skriver “Og jeg vil gerne ha’ et hurtigt svar, for jeg skal handle lige om lidt!”
Ej heller græder jeg over, at nogen synes, at det vil være rimeligt, at jeg leverer opskrifter til deres kommende julebog, fordi de ikke selv har tid til at eksperimentere, ja de har faktisk så travlt, at de ikke engang har tid til at præsentere sig og forklare, hvad projektet egentlig går ud på.
Jeg trækker såmænd også bare på skuldrene over de, der i en halvoffentlig forsamlingen bræger om, at “Anne sgu tror, at hun er så tjekket og hvad har hun i det hele taget at ha’ det i?!”
Jeg græder ikke, jeg svirper ikke tilbage, jeg skumler ikke – ret meget da – og forsøger faktisk at ta’ det oppe fra og ned og være ret ligeglad med det.
Men der er grænser, det er der altså, jeg modtog i går en mail, der fik låget til at lette og nu må noget af dampen lukkes ud.
Måske er jeg en bitch, måske er det at skyde gråspurve med kanoner, men nu er det fandme nok!
Forstå venligst, at jeg ikke synes, det er okay, at modtage mails, der har en snert af uforskammethed over sig!!
Forstå også, at man sgu ikke har købt en opskrift, hvis man ikke har betalt for den!!
Forstå, at mit liv er andet og meget mere, end at sidde klar ved tasterne i det øjeblik, som man nu synes, at man har krav på min opmærksomhed!!
Forstå, at bloggen ikke er mit arbejde, men at jeg blogger af lyst!!
Forstå venligst, at jeg vil give en hel masse, men ikke alt!!
Og vid altid, at det er helt frivilligt, om man gider at være her eller ej!
Man er mere end velkommen til at skride og smække med døren, hvis man er utilfreds med hvem og hvad, man tror jeg er!
Og til jer, der stadig gider at være her – Tak fordi i gad at lægge ører til en længe indestængt irritation.
Jeg lover at være blid og føjelig og lyserød det næste stykke tid…