Skrammer og buler

Jeg sidder og venter.
Glor på uret hvert andet minut.

Det går alt for langsomt…

Jeg har her til morgen afleveret Huxi hos dyrlægen til narkose og røntgen.
Vi var der i går, fordi Huxi har haft en lille bitte nærmest usynlig vaklen på sit venstre ben over nogle dage.

Jeg har ikke ro inden i til at vente og se. Det er ikke lige mig og da slet ikke lige nu så kort efter Otto.
Undersøgelsen på dyrlægens bord gav ikke et klart svar, det kan være alt fra korsbånd til led, vrid eller bare uskyldigt vokseværk…

Men vi er – selvfølgelig – skræmt fra vid og sans og jeg trækker nærmest kun vejret i det øverste af lungerne.
Jeg vil ikke ha’, at der skal være noget i vejen med ham den store bøf her.

Vi har brug for ubekymrede forårssmil, hoppende legende hund og masser af medvind.
Ikke mere uro og ikke flere tårer.

Jeg gør ALT hvad jeg kan for at tro på det bedste.
Alt…

Hver gang jeg begynder at trække vejret frit og ubesværet, hver gang jeg tænker, at nu er livet godt, så får vi endnu en mavepumper her.
Hver gang jeg mærker en lethed om hjertet og en dybfølt glæde over det, som vi har og er, så hives gulvtæppe væk under os.

Også denne gang, hvor foråret ellers boblede inden i og smil, latter og tosserier fyldte dagene.

I går over middag stod Amanda og jeg hos dyrlægen med en stor blød og sovende kat i armene og måtte sige farvel.
Otto blev aflivet i går og vi er bare så rystede og kan nærmest ikke tro, at det er sandt, dette her.
Og ærlig talt, så synes vi, at det er så pisse urimeligt og møg uretfærdigt, at vi endnu engang bliver kastet ud i sådan et følelsesmæssigt stormvejr.

Vi er ulykkelige…

Kæmpestore smukke blide Otto har siden nytåret givet mig en underlig fornemmelse inden i, der har været noget ved ham, som jeg ikke har været tilfreds med, jeg har haft en lille uro, som jeg dog har forsøgt at slå hen, fordi jeg ikke for alvor turde lytte.

Jeg har syntes, at han har gået lidt underligt, at bagpartiet har levet lidt sit eget liv og at han var blevet lidt smal over hofterne.
Og den sidste uges tid, måske halvanden, har han flere gange lagt sig med sit højre bagben i en underlig bagudstrittende positur.

Torsdag sagde jeg til pigerne, at NU måtte jeg bare ha’ kigget på det, de gav på deres rolige måde udtryk for, at nu skulle jeg tage det lidt roligt, at jeg ikke behøvede at starte alle de grimme tanker og at alt ville være fint. Det måtte de jo gøre, for hvem kunne holde ud at tænke på, at der faktisk kunne være noget.

Fredag formiddag kørte jeg til dyrlægen alene med store katten i transportburet og luftede min mistanke og frygt for hoftedysplasi og dyrlægen sagde efter bare et lille øjebliks undersøgelse, at det havde jeg meget sikkert ret i, det knagede og knaste i Ottos bækken, når der blev trukket i bagbenene og han gav sig også…

Otto blev bedøvet, så der kunne tages røntgenbilleder og jeg kørte derfra med den store knude i maven og trykken for brystet, jeg vidste det, jeg vidste det bare, at det nu igen var død, ulykke, smerte og tårer.

Vi blev ringet op et par timer efter af en meget påvirket og trist dyrlæge, der måtte fortælle os, at hun aldrig havde set noget lignende, og heller ikke hendes kolleger, der alle er garvede dyrlæger, havde set en kat med så voldsomme skader.
Jeg bad dem om ikke at vække ham fra narkosen og tog så Amanda med, så vi sammen kunne se billederne, få forklaringerne og snakken og få lov at sige farvel.

Otto var født med et dårligt bagparti, han havde meget flade hofteskåle og hans lårbensknogler har været meget “sprøde” og ikke fungerende. Begge lårbenshoveder var ødelagte og de hæftede stort set ikke til lårbenet.
Hvordan han har kunnet løbe og tumle og hoppe op og ned er fuldstændig uforklarligt, han har haft kæmpe smerter men der har intet været at se før nu…

Dyrlægen mener, at det at det har været lige slemt i begge sider af bækkenet har skjult det for os. Havde det kun været i den ene side, så ville han ha’ fået en tydelig haltende gang. Og så har det også først rigtigt “sat sig” nu, hvor han var ved at være en voksen kat.
Han har snydt os alle, ham Otto, han har været stærk og sej og har bare levet som om, at intet var i vejen. Han har været i hænder hver dag, og har aldrig vist ubehag eller givet sig, når vi har løftet ham bagpå, han har vært i dyrlægernes hænder mange gange, men de har aldrig tænkt, at noget var mistænkeligt, han har løbet, leget og tumlet og det har han i virkeligheden gjort på noget, som mindede om 2 brækkede ben.

Det er chokerende og selvfølgelig meget smertefuldt at tænke på, at han har haft ondt.
Det har han ikke mere nu, nu er han død, vi fik nusset og krammet farvel, mens han bare var varm og træt og valgte i går ikke at blive til det sidste, det klarede vi ikke…

Alle har gjort deres bedste, vi har, dyrlægerne har og opdrætter har. Alle har gjort det, som skal til for at avle og opfostre en stor stærk og sund kat. Gode forældre, den bedste mad, omsorg, dyrlægebesøg, alt har været i orden, det er “bare” naturen, der har været ubarmhjertig og hård og misdannende.

Jeg talte længe i telefon med Pia, som vi i sin tid købte Otto af, hun er ulykkelig, som vi er, og selvfølgelig meget optaget af, hvad der er foregået og af, hvad hun kan gøre for at hjælpe os nu og for at undgå, at noget lignenede kommer til at ske med en killing fra hendes opdræt.

Maine Coon er på nogle områder en lidt sart race på trods af deres store stærke ydre, de kan have dårlige hjerter og også de dårlige hofter, men det er endnu ikke noget, som man konsekvent tjekker.

Jeg ved, at vi har købt Otto hos en seriøs opdrætter og jeg ville aldrig være utryg ved at hente en ny kat dernede, det er både sikkert og vist og ingen skal her på siden skrive om, at det er opdrætters ansvar eller at noget andet kunne være gjort, sådan er det ikke for os. Vi stoler meget på Pia og ved også fra egen dyrlæge, at der er styr på tingene. Sådan er det…

Men vi er ramte, vores hjerter styrtbløder og jeg er lige i dag ved at være der, hvor jeg synes, at jeg har svært ved at mærke den ellers altid tilstedeværende gnist inden i. Jeg er træt, ked og lidt for brugt.
Og allermest er jeg så ulykkelig over, at min yngste IGEN har måtte sige farvel til et af de kæledyr, som har en ubeskrivelig stor plads i hendes liv, for hende er de de bedste venner og dem, som hun søger trøst og ro hos.
Det er ikke til at bære.

Først var det Viggo.
Så Nugga.
Og nu Otto.

3 elskede kæledyr på mindre end 2 år.
Det er ikke fair, det er alt andet end fair.

Og vi græder snot. For vores pelsdyr, for vores Otto.
Og også for os selv, vi er trætte, jeg er træt, og det der med “at det jo bare er et dyr”, den gælder ikke her.

Vi får os samlet, vi får os rystet og kommer igen, sådan er det jo, og Otto bliver ikke en mindre skøn Otto af det der er sket, livet er livet på godt og ondt og vi klarer det alt sammen.
Bare ikke med ret høj faneføring lige nu…