Browsing Category

Skrammer og buler

Skrammer og buler

TRÆK VEJRET STILLE OG ROLIGT – HELT NED I MAVEN…

02/10/2009

Efterår…

Fredag eftermiddag – endelig weekend.

Hurtig indkøbsraid i supermarked – rodfrugter, citron, brøndkarse – fisk fra Skagenfood i køleskabet – aftensmaden er der styr på.

Hen til bageren – lidt lækkert til eftermiddagsteen hen over disken – ahhh jeg mærker allerede roen falde på mig.

Ud til bilen – bipbip – fjernbetjent bagklap – op med sig – varer ind.

Hmmmm – kunne jo lige strikke en pind mens der ventes på Laura – og måske lige spise lidt af det nyindkøbte.

Hånden ned i bagerposen – strikketøjet ud af tasken – hånden på bagklappen – og SMAK – i med bagklappen med nøglen liggende ovenpå de sure citroner.

Fffffffff******kkkkkk!!!

De, der forbinder mig med ord som blid og mild, har her mulighed for at få andre indre billeder, bl.a. noget med lynende øjne, heftige armbevægelser og lede gloser. Røde hektiske pletter på kinder og hals kan også photoshoppes ind, et hurtigt spark på bilen med ellers nydelig støvle og selvfølgelig også de obligatoriske 17 gange hiven og flåen i bagsmækken for at se, om det da virkelig kan passe…

Ja, det kan det – smækken er låst!!

Og ja – bilens døre er også låst!!

Derfor ingen halvakrobatiske udfoldelser på bagsædet for at komme i bagagerummet!!

Og ja – ruden er også lukket helt!!

Derfor ingen grund til at se sig om på P-pladsen efter en suspekt type der kan lirke!!

Kun én udvej hvis Falck ikke skal involveres – ringe op til manden og sødt bede om assistance.

Han arbejder jo trods alt kun 40 km væk, så det er da helt fornuftigt, at han skal køre ned og låse mig ind og ud af kniben, for så at vende tilbage og stresse videre på jobbet for at blive klar til weekend, mens jeg lunter 20 km hjem i en anden retning.

Han kommer selvfølgelig, griner selvtilfreds og har vist i virkeligheden lyst til at sige

“Flot at du faktisk har klaret så mange år uden at lave sådan et lille stunt, skat, flot!”

Han siger det ikke – så meget vovehals er han nu alligevel ikke, nøjes bare med at smile skævt og sige

“Det der – det kommer aldrig til at ske for mig!”

Stille og rolig, tæl til 10, træk vejret, tænk på at det er weekend, at solen skinner og at der er blødt brød i bagagerummet.

Heeelt rolig nu – og puuuussst ud.

Tag en lille gombas

Skrammer og buler, Tosserier

SÅ GIK DER DA TID MED DET…

12/05/2009

Stressende bekendtskab…

Det var været en ret latterlig nøgle-dag i dag, og havde det ikke været for vores søde og hjælpsomme naboer, ja så havde jeg nok heller ikke siddet her med smil om munden og afslappet attitude, så havde jeg nærmere været anspændt og rødglødende!

Jeg har været hjemme idag, hjertet har været på tværs og en lille time-out måtte til, jeg har daffet rundt i roligt tempo og ikke haft brug for at komme ud i verden.

Så derfor opdagede jeg først mine manglende nøgler, da jeg skulle køre pigerne ind til kajakklubben i Silkeborg, ingen steder var nøglerne at se, vi ledte oppe og nede og havde endda fat i Torben, der, i modsætning til mig, altid har styr på hans og ofte også mine, men han var nu ikke lige kommet forbi dem…

Tænke-tænke, lede-lede, Amanda sendes ud til bilen for at tjekke der, og sørme om ikke det store sølvglimtende bundt hænger der og dingler i tændingen! Fedt!!

Eneste problem – bilen er låst!!!

Det har Torben selvfølgelig sørget for i aftes, han kan li’ orden i sagerne og ryster ofte på hovedet af konen, der efterlader bil, hus, pung og andet godt vidt åbent og uden opsyn.

Og han kunne jo ikke regne ud, at han lige skulle hive mine nøgler ud af bilen, inden han drejede sine…

Vi nærmede med os med hastige skridt en lille panik, for pigerne skal møde til kajak, må kun være fraværende 2 gange på denne side af sommerferien, og den ene af gangene skulle absolut ikke være i dag, det sås tydeligt i deres ansigter!

Så over til naboen og car-jacke deres Audi, ind i den med tasker, redningsveste, vanddunke og en lettere overophedet mor, der be’r Amanda om at låse døren hjemme, mens der bakkes ud med lånebilen.

Og yngste gør selvfølgelig som mor siger, låser med sin egen nøgle og lukker den derefter forsvarligt nede bag lynlås i egen jakke…

Køre-køre 20 km ind til byen, læsse af-læsse af, vinke-vinke, ciao-ciao, handle-handle, køre-køre 20 km hjem til landsbyen og så:

FFFFåååårrrrrrrkkkkkkk!!!!!!

Ingen nøgle – nu heller ikke til aflåst hus!!!!

Mand hvor var det godt, at naboerne lige kunne se, at jeg kunne reddes af en isnende kold skub-op is og en hyggelig snak på terrassen…

Behøver jeg at sige, at min søde mand smilede skævt og sagde “tsk-tsk” med en lettere rysten på hovedet?!

Nej vel!

Behøver jeg at sige, at jeg igen og igen lover mig selv, at jeg hver evig eneste dag, som det første når jeg kommer hjem, vil hænge mine nøgler op ude i bryggerset?!

Nej vel!

Vil i tro på mig, hvis jeg siger, at det blev sidste gang, at jeg ikke havde styr på mine nøgler?!

Vel vil i ikke-nikke-nej!

Men det er sidste gang i denne uge, det lover jeg…

Skrammer og buler

LIGE LOVLIG KÆK…

27/01/2009

Forår i vindueskarmen…

I fredags tænkte jeg, at nu var jeg på rette vej, at jeg havde rystet influenzaen af mig og bare lige skulle bruge weekenden til at komme helt ovenpå igen – der var jeg i overkanten optimistisk, jeg var lige lovlig kæk, for det var først i weekenden, at jeg for alvor gik ned.

Nemesis eller…

Søndag eftermiddag blev jeg skudt af sådan en 100-i-feber-kanon, følte at min hud var forsvundet og jeg sejlede ind og ud af mærkelige drømme og vågnede ind imellem op til nogle forundrede og halvskræmte pigeøjne, der for første gang så en mor, der smed sig på ryggen og meldte totalt pas.

Tak skal du ellers ha’, sådan en omgang sørgede her for fuldstændig stilstand i 24 timer, jeg tror, at jeg takker nej og springer over en anden gang, det er sgi ikke noget for mig, sådan en gang pacificering…

Det sidste døgns tid er nu blevet brugt på langsomt at få huden trukket på igen, at komme ud af dynerne og rundt i huset uden at ligne en alt for vissen sømand, at klemme lidt blød mad ned gennem et rustent halshul og snart vil jeg forsøge mig med noget andet tøj, end det bløde og slaskede.

I morgen vil jeg bevæge mig ud i verden igen, tilbage på min kontorpind, og næste gang en influenza så kommer forbi vores matrikel, så vil jeg i tide bøje mig for, at den nok har mere power end jeg, kæk eller ej…